Derfor kan klimastrejker flytte holdninger – vigtigst af alt din egen

Bannere, brandtaler og bæredygtighed. Børn og voksne over hele verden strejker i kampen for klimaet.

De efterlyser grøn omstilling og klimahandling.

Men nytter det overhovedet noget at strejke? Og hvad kan man egentlig håbe på at opnå?

Vores forskning, der er blevet offentliggjort i Journal of Environmental Psychology, indikerer, at en strejke kan medvirke til at fremme de vigtigste psykologiske faktorer, når det kommer til at bekæmpe klimaforandringerne.

Fra tro til handling

Hvis du går og undrer dig over, hvad du som enkeltperson kan gøre for at støtte mere klimahandling, så er det en god idé at deltage i en strejke - og bede dine venner, familie og kolleger om at tage med.

Vores forskning tog udgangspunkt i en stor stikprøve af australiere, og vi spurgte dem, hvor villige de ville være til:

• Selv at handle på klimaforandringerne (eksempelvis betale mere for elektricitet),
• Støtte sociale indgreb (eksempelvis bruge offentlige midler til at yde rabatter til husholdninger, der bruger vedvarende energi),
• Tage aktion i form af at sende en e-mail til regeringens embedsmænd om at støtte de politikker, der enten mindsker eller begrænser følgerne af global opvarmning.

Vi tog udgangspunkt i tidligere forskning, der peger på, at en række faktorer har betydning for folks vilje til at handle. Det gjorde vi for bedre at kunne målrette undersøgelsen mod de vigtigste variable.

De vigtigste variable omfattede socio-demografiske faktorer, mængden af viden om klimaforandringer, personlige oplevelser med ekstreme vejrbegivenheder og moralske værdier.

LÆS OGSÅ: Her er de mulige forklaringer på de unges klimaoprør

At forudsige hvem der handler

Vi fandt ud af, at de tre vigtigste variabler til at forudsige en persons vilje til at handle var:

• Affekt,
• Utilstrækkelige tiltag for at forebygge klimaforandringer og mildne konsekvenserne af dem,
• Sociale normer.

Affekt handler om, hvordan klimaforandringerne påvirker én selv. Betydningen af dette blev demonstreret meget godt under et møde i Pacific Islands Forum, hvor Tongas premierminister, Samuela ‘Akisili’ Pohiva begyndte at græde foran de andre ledere.

Det at føle sig negativ over for klimaforandringerne var stærkt forbundet med en større vilje til at handle - så måske vi bare skal have det endnu dårligere ved tanken om klimaforandringerne?

Vi ved, at australiere er bekymrede for klimaforandringer. Denne hjælpeløshed, der associeres med klima-angst, tyder på, at hvis befolkningen fik det værre, ville det gøre mere skade end gavn.

LÆS OGSÅ: Strejker og march for klimaet er ikke et ungdomsoprør som i 1968

Manglende tro på at det gør en forskel

Den næstvigtigste indikator var manglende effektive tiltag til at mildne klimaforandringerne eller bare ‘ineffektivitet’.

Begrebet dækker over en overbevisning om, at vi hverken bør eller kan afværge klimaforandringer, som det blandt andet kommer til udtryk i det følgende udsagn:

Uanset hvad vi som nation gør for at reducere udledningen af CO₂, vil det ikke gøre nogen reel forskel, når det kommer til at mindske de negative virkninger af global opvarmning.

Denne holdning kommer til udtryk igen og igen, når man fremhæver det faktum, at Australien kun udgør 1 procent af verdens CO₂-emission.

Når man antyder, at Australien ikke gør en forskel, mens man bekvemt ignorerer landets store udledning af CO₂ per indbygger, træder man samtidig hårdt på bremsen, når det kommer til forebyggende politisk handling.

Så hvordan kommer vi væk fra idéen om, at vi ikke kan gøre en forskel?

LÆS OGSÅ: Drivhuseffekten: Behøver vi at bekymre os om metan?

Betydningen af kollektiv handling

En måde kan være, at man minder folk om, hvor effektiv kollektiv handling rent faktisk kan være. Prøv for eksempel at overveje forskellen mellem disse to udsagn:

• Hvis en person reducerede deres tv-brug med 20% i en uge, ville de forhindre frigivelsen af 0,5 kilo CO₂
• Hvis 1000 mennesker reducerede deres tv-brug med 20% i en uge, ville de forhindre frigivelsen af 500 kilo CO₂

Nyere undersøgelser har vist, at det sidste udsagn er mere overbevisende og føre til større pro-miljø og pro-social handling.

Individuelle handlinger er kun en dråbe i havet, mens summen af flere menneskers handlinger, får den samme individuelle handling til at fremstå større og dermed mere effektiv.

Denne effekt taler for skolestrejkernes magt.

Du føler måske ikke, at din stemme bliver hørt, hvis du går rundt med et skilt alene, men denne handling bliver langt mere kraftfuld, når du er omgivet af titusinder af mennesker, der gør det samme.

LÆS OGSÅ: Vil naturen fortsat hjælpe os mennesker med at bekæmpe klimaforandringer?

Vigtigheden af sociale normer

Vores undersøgelse viste, at den tredje vigtigste faktor, når det handler om vores vilje til at handle, er sociale normer.

Sociale normer handler om i hvilket omfang de mennesker, som er vigtige for dig, handler på klimaforandringerne (deskriptive normer), og i hvor høj grad, du føler, at disse mennesker forventer, at du også handler på klimaændringerne (‘instruerende’ normer).

For eksempel vedtog en australsk kirke ved navn Uniting Church for nylig en beslutning at støtte strejkende lærere og elever.

Dette signalerer over for studerende og ansatte, at det både er accepteret og normalt at deltage i en klimastrejke, hvilket er med til at øge deres ønske om at deltage.

En afstemning gennemført af den uafhængige tænketank Lowy Institute har vist, at australiere anser klimaforandringerne som værende den største trussel mod Australiens interesser.

For mange af os kan det være svært at gennemskue, hvordan vi personligt kan reducere denne trussel.

En god start kunne være at deltage i en strejke.

Hvis du deltager i en strejke, er du med til at gøre den mere effektiv for dig selv og andre omkring dig. Og ved at opfordre dine venner og familie til at tage med dig, er du desuden med til at fremme de sociale normer, der understøtter klimahandling.

Ben Newell modtager finansiering fra det australske forskningsråd. Belinda Xie arbejder ikke for, konsulterer, ejer aktier eller modtager finansiering fra nogen virksomhed eller organisation, der kan drage fordel af denne artikel, og har ikke nogen relevante tilknytninger ud over den akademiske udnævnelse. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Camilla Louise Carlsson.

LÆS OGSÅ: Derfor skal vi passe på med at tale om, at vi har '12 år tilbage inden klimakaos'

LÆS OGSÅ: FN's klimatopmøde manglede en afgørende ingrediens: Klimahandling

LÆS OGSÅ: Skal vi kalde klimaforandringer for 'klimakrise'?