Derfor fejlede dokumentaren Den Hemmelige Krig

Mænd i jakkesæt, som bevæger sig væk fra kameraet i slowmotion. Kornede nærbilleder. Dyster underlægningsmusik. Tegninger af tortur eller mishandling og levende billeder af soldater med danske flag på uniformen.

Du kan måske huske nogle af virkemidlerne fra Den Hemmelige Krig. I december 2006 blev den opsigtsvækkende dokumentarfilm vist i biografen Grand i København og siden flere gange på tv.

Optakten var usædvanlig offensiv. Reklamer lovede afsløringer, der kunne sende statsminister Anders Fogh Rasmussen for en rigsret for at have ført Folketinget bag lyset i forbindelse med krigen i Afghanistan.

Resultatet var et ganske andet. I løbet af et hektisk 2007 endte det store journalistiske festfyrværkeri som en småforvirrende fuser.

Filmen udløste en pærevælling af en debat, som blev holdt i gang af mudderkast fra to grøfter, indtaget af Nyhedsavisen, der på den ene side skrev artikler om fejl i Den Hemmelige Krig, og på den anden side den ansvarlige tv-station, DR, som indstillede filmens instruktør til journalistikkens fornemste hæder, Cavling-prisen.

Journalister og politikere havde i flere måneder travlt med at tale forbi hinanden. Anklagen mod den danske regering for at have forbrudt sig mod Geneve-konventionerne ved at udlevere fanger til USA blev lige så stille begravet i en diskussion af instruktørens troværdighed og filmens stilistiske virkemidler.

Ikke velegnet som dokumentar

Tilhængere af filmen mente, at regeringen havde held med at begrave al kritik i spin. Men hvis det er tilfældet, har politikerne ifølge en retoriker fået rigtig god hjælp fra uventet side - nemlig fra filmens instruktør, Christoffer Guldbrandsen.

Christoffer Guldbrandsen får fortalt sin historie så rodet, usammenhængende og postulerende, at det er så godt som umuligt at holde styr på fakta.

Filmens opbygning gør det i det hele taget svært at gennemskue, om vigtige oplysninger har hold i virkeligheden, og om filmen har ret i sine påstande.

Sådan lyder konklusionen på en grundig analyse og grafisk kortlægning af filmens udformning, som Nikolaj Ottosen-Støtt har lavet på Afdeling for Retorik på Københavns Universitet. I sit speciale bedømt til et 12-tal påviser han, at Den Hemmelige Krig bryder med klassiske retoriske opskrifter på, hvordan man skaber et godt og troværdigt produkt.

»Filmen er totalt uoverskuelig for normale modtagere og derfor ikke velegnet som dokumentar, som skal give anledning til debat om sit emne,« lyder dommen fra Nikolaj Ottosen-Støtt.

»Debatten kom jo til at handle om alt muligt andet, så hvis det var filmens formål at skabe debat om fangeudleveringerne i Afghanistan, har den slået fejl, og det kan være, fordi den ud fra en retorisk målestok bestemt ikke er vellykket,« siger han.

Uredelig retorik

Nikolaj Ottosen-Støtt understreger, at han har undersøgt filmens virkemidler og deres effekt på modtageren - og ikke om filmen har ret i sine grundlæggende påstande.

Han roser desuden instruktør Christoffer Guldbrandsen for at have lavet et godt og kunstnerisk seværdigt drama med flotte billeder.

Pointen med kritikken er i stedet, at den fængende film er så dårligt sat sammen, at den ifølge Nikolaj Ottosen-Støtt retorisk set er decideret uredelig.

Et grundlæggende problem er, at argumenter og dokumentation bliver ikke lagt tydeligt frem. I stedet hvirvler påstande og løsrevne fakta rundt i forskellige filmbidder, som tilsammen danner et indtryk af, at noget muligvis er galt med fangeudvekslingerne og regeringens forklaringer.

»Da jeg selv havde set filmen, kunne jeg hverken finde hoved eller hale i den. Jeg havde en fornemmelse af, at noget var galt, men jeg kunne ikke sætte fingeren på, hvad det var. Og det forbløffede mig, at det først var efter flere gennemsyn og omhyggelig analyse, at det gik op for mig, at nogle oplysninger var veldokumenterede og andre ikke var,« fortæller Nikolaj Ottosen-Støtt.

Flagrende påstande

Nikolaj Ottosen-Støtt har skabt sig et overblik ved at lave et skema over hver enkelt scene i den 57 minutter lange film. Scenerne er inddelt i tre farver efter tre påstande, som bliver fremsat i filmen:

Regeringen har accepteret, at USA ville omgå Geneve-konventionerne i jagten på terrorister i Afghanistan - og holdt USA's holdning hemmelig for Folketinget Danske soldater har overdraget tilbageholdte fanger til USA's varetægt Anders Fogh Rasmussen er gået med til det, fordi han havde eller gerne ville have et tæt forhold til USA's præsident George Bush

Et hurtigt blik ned over de 10 siders udskrift afslører, at de tre farver - påstande - væver sig ud og ind mellem hinanden.

»De tre påstande er forskellige, men i filmen bliver de mudret sammen, og det er aldrig tydeligt, hvornår man fokuserer på den ene, den anden og den tredje.«

»Aristoteles taler om, at hvis en retoriker skal skabe et godt resultat, skal tilhøreren eller seeren være i stand til at gennemskue, om taleren eller instruktøren har truffet gode og saglige valg i sin fremlæggelse. Retorikernes evner kan aflæses i resultatet af hans handlinger, og på den måde har den efterfølgende debat alene understreget, at filmen retorisk set ikke er vellykket,« forklarer Nikolaj Ottosen-Støtt.

Postulater og manipulationer

Analysen afslører flere punkter, hvor filmen enten mangler at underbygge, hvor den postulerer eller decideret manipulerer for at give seeren en bestemt oplevelse.

Nikolaj Ottosen-Støtt fremhæver tre eksempler:

Hovedkilden er en dansk tolk, som siger, han har oplevet fanger blive mishandlet. Ifølge Ottosen-Støtt bliver tolkens ord konsekvent fremstillet som troværdige, uden at det bliver forklaret, hvorfor de er troværdige. Et i øvrigt roligt telefoninterview med Forsvarets kommunikationschef bliver afspillet til slowmotion-billeder af en ifølge Ottosen-Støtt »ret truende og aggressiv« kommunikationschef. Slowmotion-effekten, gerne krydret med mørke eller kornede billeder, bliver brugt på alle filmens 'skurke'. Det skaber tvivl om, hvorvidt billederne afspejler virkeligheden. Det er ifølge Ottosen-Støtt tydeligt, at Guldbrandsen skaber postulater med sine virkemidler, når han forsøger at vise, at Anders Fogh Rasmussen har givet grønt lys for overdragelse af fanger til amerikansk varetægt, fordi han er gode venner med George Bush. Motivet bliver aldrig nævnt eksplicit, men blot insinueret i billeder, hvor de to smiler, trykker i hånd eller taler i telefon. Ifølge Ottosen-Støtt er den tilsyneladende uskyldige manipulation et eksempel på et brud på retoriske spilleregler, som ellers giver de bedste slutresultater i kommunikation.

Brud på regler for god samtale

Ottosen-Støtt finder teoretisk opbakning hos den engelske sprogfilosof H.P. Grice, som har opstillet regler for, hvordan kommunikation mellem to mennesker bør afvikles - de såkaldte konversationsmaksimer.

Ifølge Grice er god kommunikation klar, relevant og stringent, for ellers opstår dumme misforståelser. Hvis man f.eks. antyder, at et venskab påvirker Danmarks engagement i Afghanistan, må man også dokumentere det, for ellers ødelægger det grundlaget for 'samtalen', påpeger Nikolaj Ottosen-Støtt.

»Grice giver selv eksemplet: A møder B og spørger, hvordan C har det. B siger: 'det går godt med hans arbejde, og han er ikke kommet i fængsel endnu'. Det er ikke nødvendigvis uredeligt at tale om fængsel, men hvad mener B egentlig med det i denne sammenhæng?«

»Helt automatisk forsøger man via samarbejdsprincippet at skabe mening og sætte det ind i en sammenhæng, og på den måde opstår en ny mening. Men når man udnytter de regler eller tilliden til dem uden at forklare årsagen, så bliver det uredeligt, og det er det, der sker i Den Hemmelige Krig,« forklarer Nikolaj Ottosen-Støtt.

Fagfolk blåstemplede filmen

Den Hemmelige Krig vakte så meget debat, at Syddansk Universitet i samarbejde med fagbladet Journalisten nedsatte en kommission på fem personer, som skulle undersøge, om dokumentarfilmen var journalistisk redelig.

Kommissionen bestod blandt andre af en professor i journalistik, en tv-dokumentarist og en tidligere spindoktor. Den skulle udelukkende vurdere, om dokumentationen i Den Hemmelige Krig lever op til standarder for korrekte oplysninger, som man kan forvente af en dokumentarfilm.

I august 2007 konkluderede kommissionen, at ja, Den Hemmelige Krig holder journalistisk set vand, og samtidig er »den omfangsrige brug af filmiske virkemidler (...) forsvarlig ud fra de etiske normer, der er gældende i filmbranchen.«

Filmbranchen blev nævnt, fordi Det Danske Filminstitut havde været med til at betale for dokumentarfilmen.

Eksperterne mangler forståelse

Form (filmiske virkemidler) og indhold (den journalistiske dokumentation) blev altså skilt ad og analyseret som to forskellige faktorer i dokumentarfilmen. Det forbløffer Nikolaj Ottosen-Støtt.

»Man er jo nødt til at sætte sig i modtagerens sted. Det undrer mig, at kommissionen ikke er opmærksom på, at den uklare fremlæggelse af mange komplicerede påstande i filmen giver virkemidlerne en dominerende rolle i selve argumentationen. Den fremlagte dokumentation er jo kun halvdelen. Også konteksten, den indgår i, påvirker seerens helhedsforståelse af filmen,« mener Nikolaj Ottosen-Støtt.

Han bider mærke i, at kommissionen har holdt sig fuldstændigt fra at diskutere, hvordan seeren opfatter den samlede mængde af indtryk i dokumentarfilmen.

»Når man tænker på, at kommissionen bestod af fagfolk inden for journalistik og tv-dokumentarproduktion - kombineret med at Den Hemmelige Krig er skruet sammen af en rutineret dokumentarfilminstruktør - får det mig til at antage, at man inden for dansk dokumentarjournalistik og medieforskning ganske enkelt mangler forståelse for, hvordan man formidler,« konstaterer Nikolaj Ottosen-Støtt.

Kold skulder fra medieforsker

Mens specialets bedømmere, blandt andre professor i retorik Christian Kock, er begejstrede for specialet og har belønnet det med topkarakter, får det en kold modtagelse hos én af de medieforskere, det indirekte kritiserer.

Professor Ib Bondebjerg har forsket i dokumentarisme i mange år. Han har skrevet om Den Hemmelige Krig, brugt den i undervisningen på Københavns Universitet, talt med Christoffer Guldbrandsen om den og har diskuteret den mange gange med kolleger og udenforstående.

Han er totalt uenig med specialets konklusioner, som han under ét fejer af banen, da han får dem fremlagt af videnskab.dk.

»Meget retorik er funderet i teori om verbal og skriftlig kommunikation, og det ser man tydeligt her, hvor man slet ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til, hvordan dokumentarfilm som genre fungerer,« mener Ib Bondebjerg, professor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Afdeling for Film- og Medievidenskab.

Fabelagtigt pædagogisk film

Ib Bondebjerg kalder Den Hemmelige Krig for »fabelagtigt pædagogisk og klar i sin fremstilling«, og han mener, at Christoffer Guldbrandsen har brugt de midler, som en klassisk, undersøgende dokumentar giver mulighed for, så han kunne fortælle en veldokumenteret historie.

»Sagen er i sig selv indviklet, og det er svært at finde beviser i et lukket offentligt system, men det har noget at gøre med sagens karakter og ikke fremstillingen af den.«

»Nikolaj Ottosen-Støtt har ret i, at der kan være problemer med undersøgelseskommissionens konklusion, men det er kun, fordi kommissionen antyder, at der skulle være noget galt med de mange filmiske virkemidler. Det mener jeg ikke.«

»Filmen bruger de virkemidler, man kunne forvente, og som er rimelige i forhold til dokumentationen - og som hundredvis af dokumentarfilm har gjort før den. Hvordan skulle Guldbrandsen gøre det anderledes, når statsministeren nægter at stille op til et interview?« lyder det.

Tydelig dokumentation

Ib Bondebjerg er enig med Nikolaj Ottosen-Støtt i, at det er et problem, hvis dokumentarinstruktører ikke tænker form og indhold ordentligt sammen, og han mener, at det kan diskuteres, om Guldbrandsen f.eks. skulle have brugt underlægningsmusik på en anden måde.

Til gengæld pointerer han, at Guldbrandsen netop har fået form og indhold til at gå op i en højere enhed, og han kalder det »det værste sludder og vrøvl«, at den efterfølgende debat blev afsporet på grund af filmens opbygning.

»Jeg har aldrig før hørt nogen sige, at filmen var uklar i sin fremstilling og dokumentation. Jo, spindoktorerne sagde i sin tid, at den kørte mest på sine virkemidler, men ellers mener jeg ikke, det er dokumenteret andre steder end i specialet, at modtageren har svært ved at finde ud af, hvad den handler om,« siger Ib Bondebjerg.

Undersøgelseskommissionen har holdt sig fra dybe analyser af, hvordan Den Hemmelige Krig bliver opfattet, men talsmand Mette Bock har givet udtryk for, at kommissionen faktisk havde svært ved at finde ud af, hvordan filmen hang sammen.

I en kommentar til fagbladet Journalisten siger hun, at filmen var svær at få greb om, og at »man kan spørge sig selv om, at hvis det er så svært for seerne, om filmen så lykkes med det, den ville.«

Tænk mere på modtageren

Baseret på sin analyse af Den Hemmelige Krig og en gennemlæsning af kommissionens undersøgelse opfordrer Nikolaj Ottosen-Støtt til, at journalister bruger flere kræfter på at sætte sig i modtagerens sted.

»I stedet for at henvise til alle de gode grunde, man kan have til at lave sin dokumentar på en bestemt måde, bør man træde et skridt tilbage og vurdere, om modtageren med de samme informationer vil nå frem til den samme konklusion.«

»Det handler jo om at give modtageren råderum til reelt at kunne forholde sig til problemstillingen, og hvis modtageren ikke bliver tilstrækkeligt klædt på, har journalisten forfejlet sin opgave, hvis filmen skal tages alvorligt som journalistisk dokumentar. Det kan retorikkens grundlæggende etiske principper måske være med til at forbedre,« funderer han.

Christoffer Guldbrandsen modtog i 2007 Billed Bladets såkaldte tv-Oscar for Den Hemmelige Krig, som han har instrueret og desuden tilrettelagt sammen med Nils Giversen.

Som journalist skal man være opmærksom på, om effekterne påvirker eller spærrer så meget for information og dokumentation, at de forvansker, hvad der er op og ned. Og det mener jeg, at Den Hemmelige Krig gør

Nikolaj Ottosen-Støtt

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Christoffer Guldbrandsen.

Det er ikke lykkedes for videnskab.dk at få kontakt til Christoffer Guldbrandsen (CG), men instruktøren har tidligere fortalt om sine overvejelser om form og virkemidler i Den Hemmelige Krig 8. december 2006 til journalist Lasse Jensen (LJ) i radioprogrammet 'Mennesker og medier'.

Udskriften herunder er taget fra Nikolaj Ottosen-Støtts speciale.

CG: »Jeg synes, at historierne dikterer formen. Altså, det er en type fortælling, du kun kan lave bagudskuende, fordi det er ikke oplysninger, man har adgang til, som de sker, og derfor er der ikke... Enten laver man filmen som en argumenterende dokumentar, eller også lader man være. Det er ønsket om at afdække det her, som driver værket, det er ikke ønsket om at bevæge sig i en eller anden specifik genre.«

LJ: »Når du siger, indholdet dikterer formen; formen er på mange måder forførerisk, og det er moderne dokumentarfilms form ofte. Jeg vil lige bede dig om at åbne ørerne og så prøve at høre de første halvandet minut af filmen... Billederne her er billederne først af Foghs valgsejr, herefter nogle sådan forholdsvis kornede og lidt mørke billeder - monteret meget elegant - af statsministeren, statsministerens kontor fotograferet udefra i mørke, den ensomme mand, der sidder i værelset og arbejder om natten, og så er der selvfølgelig et klip med Bush. Lad os prøve at lytte engang.«

[Klippet afspilles]

LJ: »Her er jo stemning for alle pengene. Christoffer Guldbrandsen, laver du ikke en præmis her, hvor du i kombinationen af lyd og billeder og tekst i virkeligheden siger, her er en mand, der er virkelig ulden i kanten, her er en skyldig mand: statsminister Fogh Rasmussen?«

CG: »Det ved jeg ikke, altså... det er i hvert fald en loyal og korrekt gengivelse af det forløb, der var omkring den beslutning.«

LJ: »Nu taler jeg jo ikke om de klip, der naturligvis er autentiske og dokumentariske, nu taler jeg om sammenhængen, om musikken og stemningen.«

CG: »Altså, det er jo dramatiserende musik, og... altså det, det kan jeg simpelthen ikke få mig selv til at sidde at forsvare, vil jeg sige. Det er jo klart, at når man laver dokumentarfilm, så er det, fordi man har et ønske om at formidle nogle oplysninger, og en historie, og nogle gange endda også en eller anden form for kunstnerisk idé, og det handler om at oversætte politik og jura til følelser, og derfor bruger vi musik og billeder.«

Hør hele udsendelsen på DR's hjemmeside.