Coronavirus kan smitte alle, men nylige rapporteringer viser, at vores socioøkonomiske status kan spille en stor rolle.
Jobsikkerhed, mobilitet og adgang til sundhedsydelser øger forskellene i smitteraten og dødeligheden mellem rige og fattige.
De velhavende arbejder hjemmefra og flygter til landsteder, mens de fattige i byerne, som er stuvet sammen i små lejligheder, er tvunget til at møde på arbejdet.
I min rolle som middelalderforsker har jeg set noget lignende før.
De riges reaktion er set før
Den italienske forfatter Giovanni Boccaccio skrev sit hovedværk 'Dekameron', som består af 100 noveller, kort efter Den Sorte Død ramte Italien med voldsom kraft i 1348.
Selvom fortællingerne i 'Dekameron' er fiktive, leverer de indblik i middelalderlivet i løbet af Den Sorte Død samt kløften mellem rig og fattig.
I dag ser kulturhistorikerne 'Dekameron' som en uvurderlig kilde til information om hverdagslivet i Italien i det 14. århundrede.
Giovanni Boccaccio blev født uden for ægteskab i 1313. Faderen var en florentinsk bankier.
Han var et produkt af middelklassen og skrev fortællinger om handelsmænd og tjenestefolk i 'Dekameron'. Det var usædvanligt i middelalderen, hvor litteraturen havde en tendens til at fokusere på adelsstandens liv.
De rige isolerer sig
'Dekameron' begynder med en gribende, udpenslet beskrivelse af Den Sorte Død, der var så dødbringende, at de smittede døde indenfor fire til syv dage.
Mellem 1347 og 1351 dræbte byldepesten mellem 40 og 50 procent af Europas befolkning.
Også medlemmer af Giovanni Boccaccios egen familie omkom.
I det indledende afsnit beskriver Giovanni Boccaccio, hvordan de rige isolerer sig i hjemmet med dyre vine og rigelig mad, musik og anden underholdning.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Allerrigeste beskrives som nådesløse og ubarmhjertige
De allerrigeste - som Giovanni Boccaccio beskriver som nådesløse og ubarmhjertige - forlader lokalsamfundet helt og trækker sig tilbage til deres bekvemmelige landsteder og lystgårde, 'som om pesten kun burde ramme dem, der forblev inde for bymurene'.
Middelklassen og de fattige - tvunget til at blive hjemme - 'blev smittet med pest i massevis i deres eget samfund, dag ud og dag ind'. De omkom hurtigt.
Tjenestefolkene plejede pligtskyldigt de syge i velhaverhjemmene, men bukkede også ofte selv under for sygdommen.
Nihilistisk drikkegilde
Mange var ikke i stand til at forlade Firenze, og overbevist om den nært forestående død besluttede de sig simpelthen for, at deres sidste dage skulle tilbringes i et nihilistisk drikkegilde med druk og fest, mens landarbejderne døde 'som vilde dyr snarere end mennesker; nat og dag, uden nogensinde at blive tilset af en læge'.
Efter den dystre og trøstesløse beskrivelse af pesten lader Giovanni Boccaccio 10 fortællere - alle unge florentinere, 7 kvinder og 3 mænd, fra byens rige borgerskab - berette en historie hver i 10 dage.
\ Læs mere
Fortællerne er flygtet fra pestbyen Firenze til et nærliggende landsted, hvor de lever i idylliske omgivelser. Her fortæller de hinanden historier.
Rigdom og privilegie svækker evnen til at føle empati
Et af 'Dekamerons' hovedtemaer er, hvordan rigdom og privilegie kan svække evnen til at føle empati for andres modgang og trængsler.
Giovanni Boccaccio indleder prologen med mundheldet:
»Det er naturligt for mennesket at vise medlidenhed med andres lidelser.«
Alligevel præsenterer han læseren for personer, som er aldeles ligeglade med andres smerte, som er blændede af deres egne drifter og ambitioner.
Uforvarende er mennesket muligvis ligeglad med andre
I en af beretningerne vender en afdød mand tilbage fra helvede for rituelt at myrde den samme kvinde, der afviste ham, da han var i live.
I en anden fortælling afværger en enke en lystfuld præst ved at narre ham til at gå i seng med tjenestepigen.
I en tredje beretning lovpriser fortælleren en karakter for hans udødelige loyalitet overfor en ven, selvom han har forrådt og svigtet selvsamme ven i mange år.
Giovanni Boccaccio lader til at sige, at mennesket ser sig selv som retskaffent, hæderligt og moralsk - men uforvarende muligvis ligeglad med andre.
Brutalitet, forræderi, svigt og udnyttelse
Det ser vi også i de 10 fortællere: De indgår en pagt om at leve ærbart og dydigt i det veludstyrede tilflugtssted.
\ Læs mere
Men mens de forkæler sig selv, giver de efter for historier, der illustrerer brutalitet, forræderi, svigt og udnyttelse.
Giovanni Boccaccio ønskede at udfordre sine læsere og tvinge dem til at forholde sig til deres ansvar over for andre.
Stiller svære spørgsmål
'Dekameron' stiller svære spørgsmål:
Hvordan forholder de rige sig til de fattige i løbet af lidelsesfyldte tider? Hvor meget er et liv værd?
I dag midt i vores egen pandemi, hvor mange millioner står uden arbejde som følge af en virus, der har dræbt tusinder, er disse spørgsmål påfaldende relevante.
Kathryn McKinley hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Læs mere
