Penge gør os lykkelige

De fleste mennesker, uanset hvor på kloden de bor, eller hvornår man spørger dem, vil sige, at det er vigtigt at leve et godt liv.

At føle sig tilfreds med sit liv som helhed er et af de stærkeste mål, vi sigter efter, når vi i vores lille hverdag prøver at gøre det bedste for os selv og vores nærmeste.

Hvordan vi gør og har gjort det, er selvfølgelig umuligt at beskrive fyldestgørende. Det har dog ikke forhindret alverdens filosoffer, forskere, politiker og forfattere i at gøre forsøget. Men denne artikel handler om, hvad vi kan lære af folks egen opfattelse af deres liv.

Mennesker er forbløffende ens

Før vi bevæger os ud i de mange indsigter i det lykkelige land, er det tid til den første overraskelse, vi får fra lykkeforskningen:

Selvom folk lever under endda meget forskellige betingelser i forskellige lande og på forskellige kontinenter, er de alle mennesker og derfor ofte forbløffende ens.

Når vi læser et af 1001 Nats Eventyr, et fire hundrede år gammelt skuespil af Shakespeare eller en socialrealistisk roman fra det moderne Finland, forstår vi derfor næsten instinktivt hovedpersonernes bevæggrunde og mål.

Men hvordan kan det så være, at nogle af os alligevel er meget lykkeligere end andre? Det er det, moderne lykkeforskning prøver at finde ud af.

Easterlin-paradokset var forkert, men lærerigt

Det første spørgsmål, vi kan stille os er, hvor lang tid forskellige forhold virker på menneskers lykke. Der er næppe nogen tvivl om, at vi vænner os til de fleste ændringer i vores liv.

Men hvor lang tid går der, før vi har vænnet os til forandringerne – og hvilke vænner vi os aldrig rigtig til?

Det klassiske eksempel rækker tilbage til amerikaneren Richard Easterlins forskning først i 1970'erne. Easterlin, der var en af de allerførste samfundsforskere, der undersøgte lykkeforhold, er ophavsmand til det såkaldte 'Easterlin-paradoks':

At befolkningen ikke bliver lykkeligere, selvom landet bliver rigere.

Mange forskere har de senere år fundet ud af, at Easterlin faktisk tog delvist fejl, men som det ofte sker, lærer vi meget af at tænke over, hvad der senere viser sig at være en fejltagelse.

Vi tror ikke, vi bliver lykkeligere af penge - men vi tager fejl

Det klassiske spørgsmål, som stammer fra Easterlin selv, er, om større indkomst – eller større forbrug – fører til mere lykke? Et populært ordsprog som 'lykken er ikke gods eller guld' indikerer, at det gør den ikke.

Spørger vi en tilfældig gruppe mennesker, om de ville blive lykkeligere af at blive rigere, eller spørger vi dem, der er blevet rigere, om de er lykkeligere, svarer de fleste nej.

De fleste studier viser dog, at mennesker og familier med større indkomst og forbrug i gennemsnit faktisk er væsentligt lykkeligere end andre. Folketeorien er altså forkert på den. Men hvordan den tager fejl, er der tre meget forskellige teorier om.

Tre teorier om lykke og penge

Den første teori er central for næsten al moderne økonomi og siger, at vi altid vil foretrække større indkomst og forbrug – og derfor vil opfatte vores liv som bedre.

Det var denne teori, som Easterlin gjorde op med i 1970'erne.

Ifølge den bliver vi mere lykkelige, fordi flere penge giver os mulighed for at købe mere af det, vi tror, der mest effektivt kan gøre vores liv bedre.

Men hvor en ferietur til Tenerife kan gøre nogle lykkeligere, vil andre på samme ferie måske føle en snert af skuffelse på stranden og ønske, at de havde brugt pengene på en vandretur i Norge eller et kunstværk til at hænge over sofaen.

Hvordan pengene bruges bedst, er helt individuelt.

En anden teori har været populær, siden den blev formuleret af den amerikanske socialpsykolog Leon Festinger i 1950'erne. Den siger, at alle mennesker sammenligner deres materielle status med en 'referencegruppe'; dvs. at man sammenligner sig med sin nabo eller sine venner.

Hvis man for eksempel har en større bil end naboen, er man alt andet lige lykkeligere end ham. Den dag, naboen får en større bil, falder ens lykke dog lige så meget, som naboens stiger – sammenligningerne er et nulsumsspil.

Hvis alle bliver rigere, bliver ingen lykkeligere

Det billede, man må forvente fra Festingers sammenligningsteori, er derfor helt anderledes end det, der kommer fra almindelig økonomisk teori:

Vi er kun lykkelige, hvis vi er rigere i forhold til enten andre eller et idealbillede, som samfundet skaber.

Hvis alle bliver rigere, som det typisk er tilfældet med almindelig økonomisk udvikling, siger Festinger, at ingen bliver lykkeligere. Sammenligningerne med naboen forbliver nemlig de samme.

Tilhængerne af teorien mener derfor ikke, at objektiv vækst skaber lykke.

Den tredje og sidste teori har været populær de senere år. Basalt set siger den, at vores forventninger og standarder har en tendens til at justere sig i forhold til, hvordan vores liv faktisk går. Med et lidt teknisk udtryk plejer forskere at sige, at individers forventninger er ’dynamiske’:

Vi finder lykken ved, at vores faktiske liv lever op til eller overgår vores personlige forventninger.

Lykken er midlertidig

Denne tredje teori kaldes ofte adaptationsteori, fordi vores forventninger er 'adaptive':

Får vi en ny bil, en ny telefon eller et nyt hus, er vi glade for dem en tid, men i takt med at vores forventninger stiger – vi siger ofte, at man hæver overliggeren for sit liv – kan bilen efter en tid bare det, vi forventer en bil skal kunne.

Ifølge adaptationsteorien skaber vækst derfor lykke, men kun i en begrænset periode:

Lykken er midlertidig, da vi vender tilbage til udgangspunktet, fra før vi oplevede forbedringerne, når vi har hævet vores forventninger til livet.

Ingen af de tre teorier er perfekte, og der har været mange indvendinger mod dem. Så hvad skal vi tro på?

Større forbrug giver mere lykke på kort sigt

Svaret er som så ofte, at der er sandhed i alle tre teorier. Spørgsmålet viser sig dog ikke så meget at være, om en højere indkomst gør mennesker lykkeligere, men hvor lang tid det tager, før de har vænnet sig til den nye indkomst.

Desuden afhænger tilpasningen af, hvad det er for en slags forbrug, de bruger deres indkomst på.

På kort sigt giver større forbrug derfor mere lykke, men når menneskers liv bliver objektivt bedre – får man en ny vaskemaskine, ny telefon eller ny bil – vænner man sig til den nye status ved at hæve sine forventninger til, hvad vaskemaskinen, telefonen eller bilen skal kunne.

Dilemmaet er derfor også, at mennesker åbenlyst erkender, at deres liv helt objektivt er blevet bedre, men de er ikke mere tilfredse med det eller lykkeligere i deres hverdag.

Rige mennesker er lykkeligere end folk med lave indkomster

Paradokset er derfor, at vi vænner os hurtigt til den større bil eller det nye hus. Men det er omvendt svært at gå tilbage til en mindre bil eller en mindre lejlighed, da man må sætte sine forventninger ned: Tilpasningen til dårligere omstændigheder er sværere.

Mens adaptationsteori derfor viser sig at passe på langt de fleste typer forbrug, peger mange studier på, at vi ikke vænner os 100 procent til et nyt forbrug.

Med andre ord ser det ud til, at når vores liv materielt forbedres, stiger lykken også lidt, om end den store stigning sker i det første år efter den nye bil, det nye hus eller forfremmelsen.

Det kan i princippet forklare, hvorfor mennesker med høje indkomster i gennemsnit faktisk er lykkeligere end dem med lave indkomster.

Vaskemaskiner eller storbyferier

Men det er ikke alt, vi vænner os lige hurtigt til. Så hvis vi skal bruge vores penge på en smart måde for at blive permanent lykkeligere, hvad har lykkeforskere så fundet ud af, virker for de fleste af os?

For det første skal en del af os måske bruge en mindre del af vores indkomst på rent materielle ting og en lidt større del på oplevelser.

Det skyldes, at vi ikke vænner os lige så hurtigt til forbrug på oplevelser, som vi gør til forbrug på materielle goder.

Køber man en ny vaskemaskine, er der ingen egentlige oplevelser forbundet med den, og tilvænningen er derfor meget hurtig

Bruger vi derimod en del af vores indkomst på ferier til Mallorca, billetter til Det Kongelige Teater eller koncerter med Bruce Springsteen, er tilvænningen meget langsommere for de fleste.

Fælles for alle disse oplevelser, som vi bruger penge på, er, at de næsten altid sker sammen med andre mennesker og på den måde kan styrke de bånd, vi har til familie, venner og kolleger.

Stram økonomi skaber usikkerhed

Den anden 'smarte' måde, man kan bruge sin indkomst på, er ved ikke at bruge rub og stub.

Et nyt svensk studie peger meget klart på, at familier, der har mere luft i økonomien, i gennemsnit er væsentligt lykkeligere.

Har man sat sig hårdt i det økonomisk, er der kun ganske lidt tilovers, når de faste udgifter er betalt.

Der er således ikke megen mulighed for at komme væk fra hverdagen til de oplevelser, der er så vigtige.

Desuden skaber den stramme økonomi en usikkerhed, der også tynger lykken. Går vaskemaskinen for eksempel i stykker, må man nødvendigvis skære ned et andet sted – og oftest i de sjove udgifter.

En illusion af lykke?

Den måske vigtigste ting, vi lykkeforskere har lært, er, hvor hurtigt de fleste mennesker vænner sig til de fleste materielle forbedringer, ved at de hæver deres forventninger:

Bliver man rigere, kan man nå at opleve mere, men man lærer også at forvente mere af sit liv.

Indser man ikke det, og bliver man derfor ved med at jage noget, man vænner sig ekstra hurtigt til, opstår det, psykologer kalder en fokusillusion: Mange tror for eksempel, at en større bil eller et finere hus vil gøre dem lykkeligere. Det gør det måske også, men kun kortvarigt.

Alligevel bliver de ved med at fokusere på hele tiden at få en endnu større bil – uden at opdage, at de aldrig opnår en langvarig fornemmelse af lykke.