»Let's talk about sex, baby,« lyder den velkendte Salt-N-Pepa-sang fra 1990.
Det er faktisk netop det, som 42 procent af danskere gerne vil være bedre til, skriver DR om et nyt studie.
Forskningsprojektet har undersøgt seksuel kommunikation i Danmark, Finland, Frankrig, Norge, Sverige og Storbritannien.
På tværs af alle lande lyder den primære årsag, at det er akavet at tale om det.
»Det er sårbart, fordi man kan være bange for, hvordan partneren reagerer på det, man siger. Om man sårer dem, om de er villige, eller om de afviser en,« siger lektor i medicinsk psykologi ved Københavns Universitet Camilla Stine Øverup, der er førsteforfatter til studiet, i radioprogrammet Kulturen.
Derudover kan det være vanskeligt at starte samtalen, hvis man ikke er vant til det, forklarer hun.
\ Læs også
Studiet viser også, at særligt børnefamilier taler mindre om sex, da børn og fuldtidsjob ikke overraskende fylder meget.
Resultaterne er udgivet i tidsskriftet Sexuality & Culture.
På Videnskab.dk har vi skrevet om, hvordan man kan have bedre kommunikation — og dermed også bedre sex.

































