Pandemien vender i disse måneder op og ned på meget af det, vi tidligere anså for givet såsom familiefester, kulturoplevelser og ikke mindst ferierejser. COVID-19's afledte effekter siver lige så stille ind i alt, hvad vi gør.
Men kan det, som overskriften taler om, føre til nedsat kvalitet af den forskning, som foregår?
Jeg er seniorredaktør på det engelske tidsskrift British Journal of Haematology, som formidler forskning i blodsygdomme til hele verden og er respekteret blandt forskere og øvrigt sundhedspersonale
En af mine opgaver er her at tage stilling til skæbnen for læserbreve indsendt til tidsskriftet. Læserbreve skal her ikke forveksles med de, som man sender til aviserne om alt fra tømning af skraldespande i kommunen til den globale opvarmning.
Det kan derimod dreje sig om refleksioner på artikler publiceret hos os, men oftest er det en selvstændig historie om laboratoriefund eller kliniske afprøvninger af lægemidler, som i sig selv ikke er nok til en fuld videnskabelig artikel, men dog indeholder noget, som er så nyt, at det bør trykkes.
Vi får normalt ca. 250 sådanne om året, men det tal er vi for længst nået halvt inde i 2020.
Årsagen er, at det strømmer ind med læserbreve om COVID-19 og dets påvirkning af bloddannelse og blodets evne til at størkne.
Det er meget naturligt i en situation, hvor dugfrisk viden om, hvordan man håndterer COVID-19, kan vise sig at have almen betydning.
Spørgsmålet er bare, om den øgede hastighed ikke også har nogle uheldige effekter på kvaliteten?
Og hvis kvaliteten går ned, kan det have konsekvenser for tilliden til videnskaben som sådan.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Sådan fungerer peer review
Når forfattere sender deres studier til et tidsskrift, vil der altid skulle en videnskabelig bedømmelse til af materialet, og dette foretages oftest af forskere inden for det samme felt (dette kaldes peer review).
Det er således både ansete forskere, men også mulige konkurrenter, som er med til at vurdere, om kvaliteten af det indsendte er i orden.
Det er faktisk et stort arbejde at finde egnede bedømmere (reviewere), og oftest har de adspurgte ikke tid. Selv har jeg et korps af pålidelige bedømmere, som vel at mærke overholder de tidsfrister, jeg giver dem, og som sender bedømmelser, som er grundige og retfærdige.
Imidlertid har tsunamien af læserbreve om COVID-19 sprængt alle mine rammer for, hvor meget jeg kan trække på 'Holmens faste stok'.
Hvad så?
\ Læs mere
Når hastighed bliver altafgørende
Her kommer der (heldigvis kunne man sige) et par formildende, men også foruroligende, omstændigheder ind.
For det første er kvaliteten af det indsendte meget svingende. Jeg kan således efter et hurtigt skøn selv afvise cirka halvdelen af brevene, fordi de er så uklare i deres udformning, at det uvægerligt vil føre til afvisning, hvis jeg sendte dem ud til bedømmelse.
Jeg finder så bedømmere for en fjerdedel, mens jeg antager den sidste fjerdedel uden at have sendt den til bedømmelse, da jeg selv har læst den igennem og nået frem til, at der var tale om seriøs forskning, og at observationerne er af en sådan vigtighed, at de må ud til den videnskabelige øvrighed umiddelbart (når vi antager et arbejde om COVID-19, bliver det faktisk lagt på vores hjemmeside inden for 24-36 timer), da budskabet i brevet kan hjælpe vore læsere til bedre behandle COVID-19 her og nu.
Mange resultater er allerede kendte
Der er på den anden side flere faldgruber i dette koncept, som direkte eller indirekte kan have med forskningskvalitet at gøre.
For det første er der COVID-19-undersøgelser, som – fordi alting går så hurtigt – kan indeholde resultater, som allerede er offentliggjort andetsteds.
Det er specielt relevant under en pandemi, da alle forskere jo starter fra ny (dem omkring Wuhan i Kina måske med en lille fordel).
Det er ofte inden for lægevidenskabelig forskning godt, at vigtige fund bliver uafhængigt bekræftede, men tidens COVID-19 resultater er ofte så entydige, at idelige bekræftelser af dem er spild af spalteplads.
Så jeg ønsker altså ikke at falde i det hul, at vi bare udgiver kendte resultater.
Her på Forskerzonen har jeg ofte skrevet om forskningspres – det vil sige, at forskere føler sig pressede til at skulle udgive deres studier for tidligt for at kunne demonstrere aktivitet over for bevillingshavere.
Dette er derfor en anden faldgrube.
Presset kan således føre til alt fra sjusket udfærdigelse af manuskriptet, over dårlig præsentation af resultater, hvor der mangler afgørende eksperimenter/oplysninger og til direkte snyd, hvor resultater mere eller mindre opfindes.
Opfundne resultater
Sidste mulighed er en stadig mere alvorlig faldgrube, og især indsendelser fra Kina kan være en udfordring.
Jeg burde måske så ikke have været så overrasket, som jeg blev, da en bedømmer til et laboratoriedata-fyldt læserbrev fra Kina, kunne vise, at nogle af resultaterne måtte være opfundne. Ligeledes indeholdt et andet COVID-19-læserbrev patientoplysninger, som simpelthen ikke hang sammen.
Sådanne resultater ønsker jeg selvsagt ikke at stå som udgiver af, men det kan altså være svært at spotte dem (medmindre man har gode bedømmere).
Rygtet vil vide, at kinesiske forskere, som udgiver i vestlige tidsskrifter, bliver belønnede – enten karrieremæssigt, lønmæssigt eller både-og – hvis de udgiver i vestlige tidsskrifter.
Hvis det er rigtigt, finder jeg det skræmmende, og det trækker altså forskningskvalitet ned, så det batter – især i en COVID-19-tid.
Data var for god til at være sand
Det sidste aspekt af forskning og kvalitet, jeg vil nævne, er sagen om to COVID-19-studier offentligt i de meget ansete tidsskrifter The Lancet og The New England Journal of Medicine.
Studierne beskrev effekten af henholdsvis blodtryknedsættende- og malariamedicin i et stort antal patienter med hensyn til, om disse stoffer givet til patienter (uden COVID-19) havde uforudsete bivirkninger (se Lancet-artiklen her og NEJM-artiklen her). Dette har betydning for sikkerheden i at give disse stoffer til svært syge COVID-19-patienter.
Og hvad viste resultaterne så? Den blodtryksnedsættende medicin havde ingen uforudsete bivirkninger, men det aktive stof i malariamedicin, hydroxyklorokin, havde (tilsyneladende) uheldige virkninger på hjerterytmen.
De resultater medførte, at såvel WHO som Lægemiddelstyrelsen indstillede studier med hydroxyklorokin.
Eneste problem? Studiernes data var simpelthen for god til at være sand – eksempelvis havde de meget detaljerede data fra en række afrikanske lande, hvor det er notorisk svært at få data fra.
Det har Videnskab.dk beskrevet indgående i artiklen 'Pornomodel, sci-fi-forfatter og afdød forsker står bag fup-studiet, som fik WHO til at stoppe vigtige corona-forsøg'.
Førsteforfatteren havde ikke engang set de tilgrundliggende data
Andre forskere reagerede på de lidt for gode data og kom med indvendinger mod studierne. Da initiativtageren til studierne meddelte, at han ikke kunne give rådata til tvivlerne af juridiske årsager, måtte de to meget velansete tidsskrifter trække artiklerne tilbage (se her og her).
Det giver betydelige ridser i lakken for tidsskrifterne, og den mest prominente medforfatter til begge (en professor i hjertesygdomme fra Harvard University) måtte krybe til korset og beklage, at han var gået med til at indsende studierne uden at have set rådata.
Hvad der gjorde det ekstra pinligt for ham var, at han var gået med til at være førsteforfatter på studierne, en plads i forfatterrækkefølgen, som netop kræver, at man kender data ind og ud.
Ambitiøs fusker
En dybdeborende artikel i the New York Times viste efterfølgende, at initiativtageren, en Dr. Sapan Desai, som er læge og uddannet som karkirurg, har været en kontroversiel person på flere af de hospitaler, hvor han har været ansat.
Han beskrives som endog meget ambitiøs og meget tidligt ude med at blive både læge og få en ph.d.-grad. Firmaet Surgisphere, som leverede patientdata til de to studier, oprettede og drev han i fritiden.
Det lyder imponerende.
Knap så imponerende er det, at han åbenbart har adskillige sager kørende, hvor patienter sagsøger ham for fejlbehandling.
Desuden udtaler kolleger, at de sjældent kunne tage hans udmeldinger for gode varer og ofte måtte dobbelttjekke specielt hans behandlingsplaner. Helt galt bliver det, når han beskriver sig selv som jurist, uden at han har opnået en kandidatgrad i dette.
Tilliden til videnskaben får et knæk
Mit 'take' på disse situationer er, at den helt enestående situation, vi har for forskning under pandemien, har fået forskere med højere ambitioner end deres data rækker til, til at søge de lavthængende frugter for at forbedre deres karrierer.
Det gælder lige fra læserbreve til det specialtidsskrift, jeg redigerer og til store artikler i de mest velanskrevne medicinske tidsskrifter.
Det medfører desværre, ligesom andre skandaler inden for lægevidenskaben – vor egen meget pinagtige Penkowa-sag ikke at forglemme – at tilliden til, hvad der offentliggøres, får et knæk. Erfaringsmæssigt tager det tid at genoprette.
Jeg håber (og tror), at der udvikles adskillige vacciner mod COVID-19 i slutningen af året og begyndelsen af 2021.
Forhåbentlig kan deres offentliggørelse og effektivitet medvirke til at genskabe noget af tilliden til videnskaben.
