Carl Th. Dreyer - en visionær fortolker af andres tanker

Filminstruktøren Carl Th. Dreyer er i manges øjne en af de idémæssigt mest visionære og stilmæssigt mest nyskabende instruktører i filmhistorien. Alle hans fjorten spillefilm har en markant personlig stil og rummer ofte en række personligt foretrukne temaer.

I den forbindelse er det interessant, at ikke færre end tretten af spillefilmene baserer sig på litterære forlæg.

Det mener også ph.d.-stipendiat Morten Egholm fra Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet, og det fokuserer han på i sin ph.d.-afhandling 'En visionær fortolker af andres tanker', der afdækker Carl Th. Dreyers (1889-1968) brug af litterære forlæg.

Ifølge Morten Egholm er det, at så mange af Dreyers spillefilm er baseret på litterære forlæg, et aspekt ved Dreyer, der i stort omfang er blevet ignoreret i den tidligere Dreyer-forskning.

»Primært fordi, man har villet se Dreyer som en original kunstner, der ikke havde brug for at stå på skuldrene af andre, når der skulle skabes stor kunst, fortæller Morten Egholm.

Virkelighedstro eller ej?

Han nævner f.eks. Ole Storms forord til bogen 'Fire Film' (1964) om Dreyers filmatiseringer som et eksempel på, at betydningen af de litterære forlæg er blevet ignoreret. Storm konkluderer nemlig, at »ingen af dem er - med undtagelse af 'Ordet' - særlig tro mod originalen«.

Men kan det nu også passe, spørger Morten Egholm. Var Dreyer virkelig så lidt tro over for forlæggene? Og hvis han var tro, ville det så være et problem for Dreyer i forhold til at udvikle sig som original filmkunstner? Svaret på det sidste spørgsmål er entydigt nej, konkluderer Morten Egholm:

»I størstedelen af Dreyers karriere eksisterede der ingen modsætning mellem på den ene side at være visuelt og filmstilistisk nyskabende og på den anden side at tilstræbe loyalitet over for de forlæg, han filmatiserede,« siger den ph.d.-studerende.

Loyal overfor forlægget

I afhandlingen redegør Morten Egholm for Dreyers motivation for valg af forlæg og forfattere, og han tager udgangspunkt i Dreyers eget syn på filmatiseringer, der fremstår som en ambition om at forene stilistisk nyskaben med respekt over for forlægget.

Via omfattende analyser af både bogforlæg og film konkluderer Morten Egholm, at Dreyer med ni af sine tretten filmatiseringer ønskede at udvise temmelig høj grad af loyalitet over for forlægget. Dertil kommer, at han i to tilfælde på en række punkter udviser nogenlunde loyalitet, mens han i kun to tilfælde lader forlægget træde markant i baggrunden.

Analyserne viser også, at Dreyer på tværs af periodeinddelingen og de litterære strømninger tildeler personligt foretrukne temaer ekstra opmærksomhed. Således understøtter Egholms analyser idéen om, at Dreyer i særlig grad interesserer sig for skildringen af kvindeundertrykkelse, mens han foretrækker at nedtone og almengøre konkret historisk-politisk konfliktstof.

Lavet i samarbejde med Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet