På en øde ø, halvvejs mellem Sverige og Estland, har arkæologer fundet to sølvmønter, der stammer fra Romerriget. Det skriver Live Science.
Mønterne bærer ansigterne på de romerske kejsere, der regerede på de tidspunkter, mønterne er smedet. Henholdsvis Trajan, der var ved magten i årene 98 til 117 (mønten til højre på billedet), og Antonius Pius, der herskede mellem år 138 og 161 (mønten til venstre).
Her begynder vores viden om det nye fund at tynde ud. Arkæologerne har nemlig ingen idé om, hvordan de to mønter er endt på øen Gotska Sandø.

Øen har aldrig haft hverken byer eller en fast befolkning. I det 19. århundrede boede skiftende fyrmestre på øen, hvor de holdt opsyn med øens fyrtårn, og ellers har den lagt jord til pirater, sæljægere og skibbrudne.
Det fortæller arkæolog Johan Rönnby fra Södertörn University i Stockholm til Live Science. Senere i år vender han og hans kolleger tilbage til øen for at prøve at rekonstruere dens historie, der altså nu har fået et twist.
»Vi er så glade. At vi nu har mønterne, gør det endnu mere spændende at blive ved med at udgrave stedet,« siger Johan Rönnby til Live Science.
Måske er mønterne havnet på øen efter et skibsforlis. De kan også være efterladt af nordiske eller romerske handelsrejsende, der har været på afveje eller har søgt ly for et stormvejr.
ele

































