Forskere: Nyt navn til vikingetiden er meningsløst
07 november 2018
Hvis du rejste tilbage til slutningen af 800-tallet og spurgte en bonde, hvad han ville kalde sin tidsalder, ville han helt sikkert ikke sige ‘vikingetiden’.
Mere sandsynligt er det, at han ville svare ‘stålalderen’, for på det tidspunkt var stålet et nyopdaget, revolutionerende materiale, som formentlig har haft stor betydning for arbejds- og hverdagsliv i datidens Danmark.
Vikinger og vikingetiden
Vikingetiden siges at starte i år 800 og vare til 1050.
Navnet 'vikingetid' blev opfundet af arkæolog og historiker J. J. A. Worsaae i årene efter 1864, og menes at stamme fra en eller flere af følgende ting:
- Det latinske vicus, der anvendtes om de handelscentre, der blomstrede i 700-tallet, som vikingerne med forkærlighed overfaldt.
- Ordet vik, eller vig, fordi man mente, at vikingeskibene lå på lur i vige.
- Det oldnordiske vigja, der betyder at dræbe eller slå ihjel.
Kilde: Henriette Lyngstrøm.
Læs mere i debatindlægget Vikingetiden burde hedde stålalderen
Det fortæller lektor i arkæologi, Henriette Lyngstrøm fra Københavns Universitet, som mener, at vikingetiden derfor med fordel kunne omdøbes til ‘stålalderen’, hvilket man kan læse den fulde begrundelse for i hendes debatindlæg Vikingetiden burde hedde stålalderen.
Hovedårsagen er dog ifølge Henriette Lyngstrøm, at navnet ‘vikingetid’ gør mere skade end gavn for arkæologerne.
»Selvom jeg nok vover det ene øje ved at sige det her, er vi arkæologer kørt fast i vikingesporet. Det ville give bedre mening, at det hed stålalderen, fordi det ville hjælpe os til at arbejde mere fordomsfrit med perioden, uden hele tiden at se vikingebilleder for vores indre øje,« siger hun.
»Kunne lige så godt hedde Søren«
Forslaget får dog ikke ligefrem stående ovationer fra ph.d. i arkæologi og forskningschef for Museum Sydøstdanmark, Jens Ulriksen.
»Rent ud sagt er jeg ligeglad - for min skyld kunne vikingetiden lige så godt hedde Søren,« siger han.
»Jeg er mere interesseret i, hvad det er for en periode, og hvornår den starter og slutter, end hvad den hedder. Desuden er vikingetiden som begreb jo et rigtig godt brand. Det er der ingen grund til at ændre,« siger Jens Ulriksen.
Stål havde stor betydning i vikingetiden
Han er dog enig i, at stålets indtog i Danmark i nogen grad fungerer til at definere perioden, fordi det tager udgangspunkt i lokale, danske forhold. Det mangler nemlig generelt i definitionen af vikingetiden, mener han.
»Et af problemerne med vikingetidens tidsdefinition, som den er i dag, er, at den er baseret på begivenheder og kampe, der fandt sted i blandt andet England og ikke på danske forhold.«
Derfor mener han, at idéen med at basere navnet på et arkæologisk materiale er fornuftig nok, men sandsynligvis ikke noget, der vil slå igennem.
Stålets indtog i Danmark gjorde en stor forskel for folk på den tid, og burde lægge navn til perioden, mener forsker. (Foto: Shutterstock.com)
»Navne på tidsaldre er blot analytiske kasser«
Stålalderen har heller ikke meget hjælp at hente hos kollegaen Andres Dobat, der er lektor i arkæologi på Aarhus Universitet.
»Det giver ikke mening. Det ville bare være endnu en analytisk kasse til at kontrollere vores opfattelse af historien,« siger han.
Alligevel mener Andres Dobat, at der er problemer forbundet med begrebet ‘vikingetiden’. Han mener, at perioden nyder så stor en stjernestatus i samfundet, at vi går glip af en masse spændende viden om andre tider.
»Vikingetiden er klart overrepræsenteret, når man opgør, hvilke forskningsprojekter der modtager eksterne forskningsmidler fra offentlige og private fonde. Der er lige så mange spændende historier at fortælle om stenalderen eller bronzealderen, men de bliver tit glemt i tidens ‘vikingomania’,« siger han.
Kærligheden til vikingetiden er manisk
Netop derfor er der ifølge Andres Dobat ikke brug for et nyt navn til perioden, men snarere for et mere realistisk, afbalanceret forhold til den.
Hvad hedder vikingetiden andre steder?
Vikingetiden hedder først og fremmest 'vikingetiden’ i Skandinavien, men også i Tyskland, Polen og England – og derfor også i USA – bruges betegnelsen.
I store dele af Europa kalder man perioden ‘tidlig middelalder’, som begynder med romerrigets sammenbrud i starten af det første årtusind og varer til omkring år 1.000, og dermed indeholder vikingetiden uden at betegne den særskilt.
Generelt er der ikke særlige, nedskrevne regler for, hvordan man navngiver tidsperioder.
Kilde: Andres Dobat
»Interessen for vikingetiden er jo fuldstændig manisk. Det har helt groteske træk, også for os, der arbejder med det - alt er vikingetid. Også hvis du kigger på fordelingen af forskningsmidler, her er vikingetiden helt vanvittigt overrepræsenteret, fordi alle er så vilde med det,« siger han.
Derfor mener han, at forslaget er vigtigt, fordi det netop bringer diskussionen om tidsperiodens særstatus op.
»Det er godt med en mere kritisk stillingtagen til heroisering af vikingetiden. Væk med alt det her ‘Det var det fedeste!’ og ‘Hold da op, hvor var vi seje’. Husk på, at vikingekongerne boede i huse, hvor væggene bestod halvt af kolort, samtidig med at folk i Italien boede i marmorslotte,« påpeger han.
Vikingetiden er et par varme sokker
Af samme grund plejer Andres Dobat at starte sine lektioner for arkæologistuderende med en introduktion til vikingetidens historiske oprindelse. Hele hypen startede nemlig i 1800-tallet, hvor man fandt på navnet, fortæller han.
»Efter 1864 havde danskerne brug for at dvæle ved en storhedsperiode, og det har været en tilbagevendende tendens siden. Også i dag, hvor globaliseringen og medlemskabet af EU får mange til at føle, at den nationale identitet og stolthed er truet. Så griber man til vikingetiden som et par varme sokker, man kan tage på og føle sig tryg igen,« siger han.
Det er dog ikke nødvendigvis noget problem, mener Jens Ulriksen, som faktisk er en smule træt af lige præcis den del af diskussionen, som ifølge ham har cirkuleret i arkæologkredse i flere år.
Var vikingerne virkelig så seje, som vi danskere tror? Eller var vi faktisk lidt bagefter Italien og andre lande, som byggede avancerede slotte og byer af marmor? (Foto: Shutterstock.com)
»Der er en form for moderne overfølsomhed over for alt, der bare lugter af nationale tanker. Dele af samfundet får det skidt, hvis de føler, at noget er nationalromantisk, som vikingetiden er, og det kan jeg ikke følge,« siger han.
Hvis folk er interesserede i vikingetiden, er det bare positivt, mener han.
Urealistisk at ændre navnet - måske
Nationalromantik eller ej, så er Henriette Lyngstrøm faktisk selv enig med sine kolleger i, at navneændringen ikke er ret realistisk. Men derfor synes hun stadig, ligesom Andres Dobat, at diskussionen er vigtig.
»Selvom det ikke er realistisk at ændre navnet til ‘stålalderen’, er det sundt at vende tingene på hovedet nogle gange. Man kan sige, at det på den måde kan tjene som en form for akademisk øvelse, især for os arkæologer. Vi er kørt fast i terminologien, og måske kan en navnedebat hjælpe,« siger hun.
Alligevel har Henriette Lyngstrøm stadig et spinkelt håb om en stålalder:
»Jeg siger det her til alle mine studerende, så måske ender stålalderen med at slå igennem om 20-30 år,« griner hun.'
