Når mor drikker eller far er psykisk syg, kan børnene få en bedre opvækst ved at blive anbragt uden for hjemmet - enten hos en plejefamilie eller på en institution. 

Men anbringelsen er ikke nok til at hjælpe børnene ud af deres sociale arv senere i livet. Unge, der har været anbragt som børn, klarer sig nemlig stadig dårligere end unge med lignende sociale problemer i bagagen, som ikke har været anbragt. Det viser en ny undersøgelse lavet af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).

»Undersøgelsen viser, at der måske er et behov for at udvikle de plejeinstitutioner, hvor børnene vokser op,« siger professor Tine Egelund fra SFI, der er programleder på undersøgelsen.

Lavere uddannelsesniveau, dårligere helbred og mere kriminalitet

I undersøgelsen har Tine Egelund og hendes kollegaer undersøgt tre hele årgange af unge født mellem 1980 og 1982, i alt 166.909 unge.

De unge er blevet fulgt op som 24-årige, og her viser det sig, at de tidligere anbragte unge klarer sig dårligere end andre unge, der også kommer fra socialt udsatte familier, men som ikke har været anbragt.

Anbringelsen giver ifølge undersøgelsen større risiko for, at de unge ikke får en højere uddannelse end folkeskolen, og som 24-årige er de tidligere anbragte unge oftere arbejdsløse og på kontanthjælp eller førtidspension end andre unge i gruppen, fortæller Tine Egelund.

Anbringelsen lader også til at påvirke de unges helbred negativt, både fysisk og psykisk.

Markant flere af de tidligere anbragte unge har for eksempel været i kontakt med det psykiske system end andre unge fra forsøgsgruppen. Og ikke nok med det – undersøgelsen viser desuden, at de tidligere anbragte unge har større sandsynlighed for at ende ud i voldskriminalitet.

Anbringelse er stadig nødvendig

Selvom resultaterne er nedslående, skal man stadig anbringe de børn, der har behov for det. Mange børn vokser nemlig op under så vanskelige betingelser, at de har brug for andre omgivelser.

»Vi argumenterer derfor ikke for, at børnene ikke skal anbringes. Men udfordringen må være at forbedre plejeinstitutionerne, så de bedre kan imødekomme de helt særlige behov hos børn, man ikke kan forsvare bliver derhjemme,« siger Tine Egelund.