Aktiveringsprogram gør udsatte unges problemer til de unges eget ansvar

Mange unge er hverken i uddannelse eller job, og en stor del af dem har komplekse sociale og psykiske problemer. Samfundet bruger rigtig mange ressourcer på beskæftigelsesindsatser til disse unge.

Kommunerne har mange forskellige tilbud. For eksempel har de aktiveringsprogrammer, hvor de unge skal lære at håndtere personlige problemer eller blive afklarede om, hvilken uddannelse de gerne vil have. Nogle unge kommer også i virksomhedspraktik eller får en personlig mentor.

Formålet med indsatserne er, at de unge skal blive i stand til at færdiggøre en uddannelse.

Vi ved ikke ret meget om, hvordan aktiveringsprogrammer målrettet udsatte unge udspiller sig i praksis. Men studier har kritiseret politikker og indsatser på beskæftigelsesområdet for et for ensidigt fokus på individets ansvar for at opbygge ressourcer og kompetencer, så vedkommende kan komme i uddannelse eller arbejde (se f.eks. her og her).

Politikkerne og indsatserne tager således ikke højde for, at udsatte unges problemer ikke alene handler om fejl og mangler hos de unge selv. Problemerne er også er skabt af, at uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet har svært ved at rumme mennesker med særlige udfordringer og behov.

Derudover er problemerne ofte komplekse og relateret til problematiske sociale og økonomiske vilkår for eksempel i de unges familier (se f.eks. her og her). En lignende kritik er fremsat i internationale studier (se f.eks. her).

I forbindelse med mit ph.d.-projekt fulgte jeg et kommunalt aktiveringsprogram for at undersøge, hvordan man i praksis forsøger at hjælp udsatte unge med at løse de problemer, der forhindrer dem i at tage en uddannelse.

Jeg fandt ud af, at programmet forsøger at lære de unge at løse deres problemer ved at arbejde med sig selv, men at de unges problemer er svære at løse på denne måde.

Fokus på de unges eget ansvar

Jeg deltog i aktiveringsprogrammet i 3,5 måneder. Deltagerne var 19-29 år og havde forskellige psykiske og sociale problemer såsom angst, depression, misbrug og utryghed, når de mødte nye mennesker.

Mange af dem havde været i flere aktiveringsprojekter og uddannelsesforløb, men de havde ikke færdiggjort en kompetencegivende erhvervsuddannelse eller opnået en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet.

Formålet med aktiveringsprogrammet var at lære de unge at møde hver dag, blive trygge i sociale relationer samt at få dem til at reflektere over, hvad de ville med deres liv, og hvordan de kunne opnå dette. Alt sammen for at gøre dem klar til uddannelse.

I praksis havde de fleste af aktiviteterne fokus på at lære de unge at håndtere deres problemer selv. De skulle for eksempel sætte mål og udarbejde planer for at nå dem. De skulle også overveje, hvordan de kunne bruge deres spidskompetencer til at løse egne problemer.

I en tredje øvelse blev de bedt om at fortælle deres livshistorier og tænke over, om der var nogle mønstre i deres liv, de gerne ville ændre på.

På denne måde blev ansvaret for at løse den enkelte unges problemer, placeret hos den unge selv, uanset problemernes karakter.

Redskaberne passer ikke til problemerne

I løbet af aktiveringsprogrammet blev det klart, at aktiviteterne ofte ikke matchede de unges behov. Redskaberne passede simpelthen ikke til problemerne.

For eksempel havde to piger svært ved at se, hvordan de skulle bruge deres spidskompetencer – som var at møde hver dag og være lærenemme – til at løse deres problemer, som drejede sig om skimmelsvamp i lejligheden, økonomiske vanskeligheder, angst og depression.

To andre piger havde svært ved at lægge strategier for, hvordan de skulle overkomme ubehaget ved at være i et klasselokale, når dette ubehag stammede fra oplevelser med mobning i folkeskolen.

En hel del deltagere ønskede hverken at reflektere over eller fortælle deres livshistorie, dertil var historierne for fulde af pinefulde minder og oplevelser såsom mobning og misbrug i familien.

Mit studie viser således, at de unge havde svært ved at drage nytte af aktiviteterne. Jeg mener, at dette skyldes, at aktiviteterne byggede på en antagelse om, at de unge kan løse deres problemer selv ved at reflektere over dem og lægge strategier for løsninger.

Men de unges problemer har rod i sociale relationer, psykiske udfordringer og andre faktorer, som de unge ikke selv kan kontrollere.

Aktivering, der alene har fokus på den enkeltes arbejde med sig selv, er derfor ikke tilstrækkelig til at hjælpe de unge videre.

Dette resultat er i tråd med andre danske studier af indsatser for arbejdsløse generelt. De viser ligeledes, at det er problematisk at indsatserne primært fokuserer på, hvordan den enkelte borger kan øge og forbedre sine ressourcer, så han eller hun bliver mere attraktiv for arbejdsmarkedet (se f.eks. her og her).

Udsatte borgere oplever nemlig ofte deres liv som ukontrollerbart og omskifteligt, og de oplever ikke altid at have ressourcer til at deltage i uddannelse eller arbejde.

Derudover påvirkes deres sårbare situation blandt andet af skiftende sagsbehandlere, utilstrækkelig professionel hjælp og manglen på fleksible uddannelses- og beskæftigelsestilbud.

Gentænkning af aktiveringsindsatsen

Forskningen peger altså på nødvendigheden af at gentænke indholdet i aktiveringsindsatsen.

Der findes rigtig mange forskellige aktiveringsindsatser, men begrænset solid viden om, hvilke type indsatser der bedst hjælper unge med komplekse social og psykiske problemer.

Den viden, der er, peger på, at det er nødvendigt at tilbyde tværfaglig og individuel tilpasset støtte samt at fokusere på både individuelle, relationelle og organisatoriske faktorer (se f.eks. her og her).

I tillæg til aktiveringsindsatserne er der behov for alternative uddannelses- og jobtilbud, der kan rumme udsatte unge, som ikke har udsigt til at kunne deltage i ordinære tilbud.

Min forskning viser desuden, at når aktiveringstilbud planlægges, er det nødvendigt at undersøge, om der er overensstemmelse mellem de forestillinger, politikere og professionelle har om, hvordan de unges problemer løses, og unges egne oplevelser af deres problemer og behov.

LÆS OGSÅ: Intensiv aktivering af sygemeldte gør mere skade end gavn