Zika-virus kan måske inficere voksne hjerneceller
19 august 2016

Effekterne af Zika-virussen er ikke længere begrænset til gravide kvinder og deres fostre. Forskere peger i et nyt studie af mus på, at nogle få hjerneceller hos voksne kan blive inficeret. Det skriver Washingtonpost.com.

Det er især hjernecellerne, som har stor indvirkning på læring og hukommelse, der kan være guf for zika-virussen.

»Det er kommet som lidt af en overraskelse, for vi har hele tiden tænkt Zika som en risiko, der var begrænset til gravide kvinder,« siger Joseph Gleeson, der er professor ved Rockefeller University og er en af forskerne bag det nye studie, til Washingtonpost.com.

Læs også: Farvel ebola, hej zika: Disse vira truer verden

Han og de andre forskere fortæller dog, at det er det første studie af sin art, og mere forskning er derfor nødvendigt, før man kan være helt sikre på, at resultaterne fra musene kan overføres til mennesker.

Generelt har forskerne bemærket, at mange voksne mennesker ikke bemærker, hvis de er blevet smittet med Zika, men hos musene i forsøget kunne man se, at de generelt havde et højere niveau af celledød og en lavere rate af nye hjerneceller.

Læs også: Så længe skal du vente med at lave børn, hvis du har været i et zika-land

Forskerne vurderer, at en af konsekvenserne ved beskadigede hjerneceller og færre af dem kan inkludere kognitive problemer og en højere risiko for at udvikle depression eller Alzheimers.

»Det er en kompleks sygdom som er katastrofal for udviklingen af hjernen, men majoriteten af voksne, som er smittet med Zika, udviser sjældent symptomer. Derfor kan effekterne på den voksne hjerne være mere subtil, og nu ved vi, hvad vi skal lede efter,« siger Sujan Shresta, der er medforfatter på studiet og professor ved La Jolla Institute of Allergy and Immunology, til Washingtonpost.com.

Resultaterne er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Cell - Stem Cell.

aml

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.