Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Studie fastslår: Så meget forlænger sund kost livet

Annonce:

Frugt, grøntsager og fuldkorn er vejen til et længere liv. Det er i hvert fald en del af opskriften.

For første gang kan et studie nemlig konkludere, at mennesker, der spiser sundt over en lang periode, markant nedsætter risikoen for at dø i forhold til dem, der spiser usundt. Det skriver MedPage Today.

I en analyse af to store, amerikanske kohorteundersøgelser, målte forskerne på kvaliteten af måltider.

Hvis kosten, over en periode på 12 år, blev forbedret kunne dødeligheden sænkes med 8 til 17 procent.

På samme måde blev den 6 til 12 procent højere, hvis man i løbet af de 12 år forværrede sine spisevaner.

Analysen bygger på data fra en række sundhedsindeks samt 47.994 kvinder i sundhedsundersøgelsen 'Nurses' Health Study' og 25.745 mænd i 'Health Professionals Follow-up Study', der er indsamlet mellem 1998 og 2010.

Deltagerne har hvert fjerde år udfyldt et spørgeskema med informationer om diæt. Hvert år er deres profiler desuden blevet opdateret i henhold til livsstilsvalg og forskellige risikofaktorer som rygning, brugen af smertestillende, præventionsmidler og diabetes.

Annonce:

Ud fra dette har forskerne kunne beregne fareforhold for deltagerne.

»Det er det første studie, der demonstrerer, at en forbedring i diætkvalitet over tid er associeret med nedsat risiko for både total og kardiovaskulær dødelighed,« siger en af forskerne bag studiet, ph.d. Mercedes Sotos-Prieto fra Harvard T.H. Chan School of Public Health i Boston til MedPage Today.

Tidligere studier har også påvist en sammenhæng mellem sund kost og lavere dødelighed, men de har ikke undersøgt, hvad gradvise forbedringer eller forværringer over tid har af betydning, forklarer hun.

Konklusionen understøtter de officielle retningslinjer for sund kost, der lægger vægt på sunde spisevaner frem for én streng kostplan.

For eksempel ved at forhøje sit indtag af frugt, grøntsager, fuldkorn, nødder og bælgfrugter og tilsvarende sænke indtaget af rødt og forarbejdet kød, sukkerholdige drikkevarer og raffinerede produkter som hvidt sukker, pasta og ris.

Studiet er offentliggjort i New England Journal of Medicine.

ele

Annonce: