Når vinteren lægger sig over landet med lange, mørke aftener, bliver behovet for varme, hygge og stemning derhjemme næsten en livsnødvendighed.
I Danmark tænder omkring 75 procent af os stearinlys to gange om ugen eller mere, og i vintermånederne gør 34 procent af befolkningen det dagligt.
Danmark har faktisk europarekord med det højeste forbrug af stearinlys per indbygger. Vi brænder i gennemsnit omkring 5,8 kilo stearin om året per person, hvilket er markant over gennemsnittet.
Men selvom stearinlysflammen ser uskyldig ud, viser forskningen, at stearinlys er blandt de største kilder til indendørs luftforurening. Når et lys brænder, udsender det nemlig enorme mængder ultrafine partikler.
Disse partikler, som er så små, at de er usynlige for det blotte øje, er mere end tusind gange tyndere end et menneskehår. De kan svæve i luften i lang tid, og når lyset pustes ud, stiger koncentrationen af partikler (blandt andet sod) yderligere.
Forurener mere end stegning
I forsøg udført i såkaldte eksponeringskamre ved Aarhus Universitet undersøgte vi, hvordan indeklimaet er påvirket af henholdsvis brændende stearinlys og tilberedning af flæsk i en ovn (læs mere om forsøget i boksen under artiklen).
Madlavning (især stegning) er kendt for at udlede høje koncentrationer af partikler, fordi der sker en forbrændingsproces. Partikler fra forbrændingsprocesser er blandt de mest sundhedsskadelige. Men stearinlysenes rolle i den indendørs luftforurening er langt mindre undersøgt.
Vores resultater viser, at både stearinlys og madlavning udsender mange partikler, men at antallet fra stearinlys var markant højere.
Endnu vigtigere var forskellen i størrelse på partiklerne: Madlavning producerede partikler på omkring 80 nanometer, mens stearinlys dannede partikler på blot syv til otte nanometer. Det er ekstremt små partikler, som har langt lettere ved at trænge ned i de dybeste dele af lungerne.
Vi målte også kemiske forbindelser i luften og fandt, at stearinlys ikke kun udleder sodpartikler, men også gasser som nitrogendioxid og polyaromatiske hydrocarboner (PAH'er), som er en gruppe stoffer forbundet med inflammation og øget kræftrisiko.

De partikler, vi indånder
Ultrafine partikler vækker særlig bekymring fra et sundhedsmæssigt perspektiv. De bliver let inhaleret, og forskning har fundet, at kroppen udskiller dem meget langsomt.
På grund af deres mikroskopiske størrelse kan partikler fra stearinlys trænge helt ned i lungernes mindste luftblærer (alveolerne) og muligvis videre over i blodbanen. Herfra kan de blive transporteret til organer som hjerte og hjerne.
Faktisk ligner partiklerne fra stearinlys dem, man finder i dieseludstødning i både størrelse og sammensætning, og netop denne type partikler er i en lang række studier blevet koblet til øget dødelighed som følge af lunge- og hjertekarsygdom.
\ Partiklernes størrelse og mængde
Når vi undersøger indendørs forurening fra madlavning og stearinlys er to parametre særligt vigtige:
Partikelstørrelse: Partiklerne fra både madlavning og levende lys er usynlige for det blotte øje og skal måles med særlige instrumenter. Men der er alligevel stor forskel i størrelsen, som vi kan læse mere om i denne artikel. Jo mindre partiklerne er, jo mere skade kan de potentielt udrette i kroppen, fordi de trænger lettere forbi kroppens forsvar.
Mængde: Vi ved fra rigtig meget tidligere forskning, at mængden af partikler er en vigtigt parameter for, hvor skadelig den indendørs forurening er. Derfor hjælper det meget at bruge en emhætte, at lufte ud under eller efter madlavning – og efter der har været tændt stearinlys (ikke imens, da træk faktisk kan øge forureningen).
I vores studie undersøgte vi også, hvordan stearinlys påvirker unge voksne med mild astma. Efter eksponering målte vi små, men synlige biologiske forandringer. Markører for inflammation i luftveje og blod ændrede sig, og deltagerne rapporterede irritation og ubehag.
Andre studier med raske voksne har vist mindre fald i lungefunktion, ændringer i blodkarrenes elasticitet og puls samt reduceret kognitiv funktion efter udsættelse for stearinlysforurening.

Særligt sårbare
Det kan lyde voldsomt, at så meget skidt kan komme fra stearinlys, men for mennesker med kroniske sygdomme som astma eller KOL opleves det ofte endnu værre, da de er langt mere følsomme over for partikelforurening.
Deres luftveje er i forvejen kronisk betændte, og selv relativt lave niveauer af forurening, som partikler fra stearinlys, kan udløse symptomer.
Også børn, ældre og personer med svækket immunforsvar er mere sårbare end normale raske voksne. For mennesker med luftvejssygdom er indeklimaet ikke en bagatel, men en afgørende faktor for både daglig symptomkontrol og langsigtet sundhed.
Så kender du nogen, der har astma, KOL eller andre kroniske sygdomme, er der ekstra grund til at være varsom med at tænde stearinlys.
Skal vi så slukke for hyggen?
Det betyder ikke, at alle uden lungesygdom går fri. Forskningen peger på, at stearinlys påvirker indeklimaet og potentielt vores alle sammens helbred.
Heldigvis kan man mindske risikoen med enkle tiltag:
- Brug LED-lys som alternativ.
- Tænd færre lys ad gangen.
- Undgå træk, som får flammen til at blafre og danne mere sod.
- Klip vægen, så den ikke soder unødigt.
- Undlad at brænde lys i nærheden af personer med luftvejssygdom.
- Vigtigst af alt: Luft grundigt ud bagefter. Åbn vinduerne og skab gennemtræk.
Det fjerner en betydelig del af partiklerne og kan være forskellen på hyggelig stemning og usynlig belastning af lungerne.
Stearinlyset er en vigtig del af dansk hygge, og jeg har også et kalenderlys, levende lys på juletræet og lys i lagkagen, når børnene har fødselsdag.
Men jeg begrænser brugen af stearinlys til det. Og jeg synes, det er vigtigt at alle ved, at de hyggelige stearinlys også har en skyggeside, så vi har mulighed for at passe lidt bedre på os selv og hinanden.
\ Om forsøget
36 deltagere i forsøget blev eksponeret for stearinlys, stegeos og ren luft fordelt på tre forskellige dage i fem timer per dag. Vi havde bestemt på forhånd, at tiden skulle være ens for at kunne sammenligne helbredsudfaldene, som vi målte på. Ren luft fungerede som en kontrol, vi kunne sammenligne med.
Under eksponeringerne udfyldte deltagerne flere gange spørgeskemaer om deres symptomer og velbefindende. Både før og efter de fem timers eksponering, målte vi på deltagernes helbred. Vi målte blandt andet lungefunktion, partikler i udåndingsluften, vi analyserede indholdet af snot i næsen og vi tog blodprøver. Vi så på, om der var en forskel i målingerne før og efter, og vi sammenlignede de forskellige eksponeringer.
På dage med stearinlys, brændte vi ti stearinlys på én gang. På dage med stegeos lavede vi stegt flæsk i ovne. Vi havde fire ovne på stribe, som var indstillet til at gå i gang én efter én. Både stearinlys og ovne var placeret i et lille kammer ved siden af det store eksponeringskammer, og vi førte så den forurenede luft over i rummet til deltagerne, der ikke vidste, hvilken eksponering de var udsat for på den givne dag.
Tilberedning i ovn er mindre forurenede, end når vi steger på panden. Men forsøget skulle være fem timer, og det ville ikke være praktisk muligt at stege på en pande så længe, og samtidig holde en jævn eksponering. Derfor valgte vi at tilberede mad i ovne.
Denne artikel er en del af et samarbejde mellem Videnskab.dk og The Conversation UK, hvor artikler skrevet af danske forskere også udgives på engelsk. Du kan læse den engelske version af artiklen her. Artiklen er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Kilder
Airway and systemic biomarkers of health effects after short-term exposure to indoor ultrafine particles from cooking and candles - A randomized controlled double-blind crossover study among mild asthmatic subjects, NHI (2023), DOI: 10.1186/s12989-023-00537-7

































