Skal jeg gå på arbejde eller blive hjemme, når jeg er sløj?
Vi er ikke produktive, når vi hoster, nyser og har det dårligt. Men hvor længe skal vi holde os hjemme fra arbejde, når vi går og småskranter?
Skal jeg gå på arbejde eller blive hjemme, når jeg er syg

I gennemsnit bliver voksne forkølede 2-3 gange om året, og hverken antibiotika og håndkøbspræparater hjælper. (Foto: Shutterstock)

Du vågner på en hverdag og er sløj. Hvis du kaster op eller har feber, er det ikke svært at tage beslutningen om at blive hjemme.

Men hvad nu, hvis du har det småskidt, men helst ikke vil misse en arbejdsdag?

Vi kan alle blive sløje - sådan er det bare for mennesker. Om vinteren er det ofte forkølelser, der er synderen. I gennemsnit bliver voksne forkølede 2-3 gange om året.

Hvile og rigeligt med væske er det bedste råd, når du er forkølet. Man kan lindre halssmerter med sugetabletter eller gurgling med vand, og et smertestillende middel, som for eksempel paracetamol, kan reducere hovedpine og feber.

Antibiotika og håndkøbspræparater har ingen virkning

Antibiotika har ingen effekt på forkølelse. Og de fleste af de præparater, der fås i håndkøb, har heller ingen virkning. De fleste kommer sig igen inden for 10-12 dage og til tider hurtigere.

Hyppig og grundig håndvask er den mest effektive måde at undgå at sprede smitte og forebygge forkølelse på. Så vask hænderne, når du har hostet, nyst eller pudset næse.

Frivillig isolation - en hjemmedag - er vigtig for at undgå at sprede virussen.

Når vi er forkølede, er vi mindst effektive i de tidlige stadier, mens næsen løber, og vi nyser og hoster.

Men hvor mange dage, vi tager fri, afhænger af, hvor syge vi er, hvor vi arbejder, og hvad vi laver.

For eksempel skal en sygeplejerske undgå enhver kontakt med alvorligt syge patienter.

Kontorarbejde? Måske et par dage, mens man stadig nyser, hoster og har det dårligt.

Kokke skal holde fri to dage efter diarré

Hvad med mave-tarm-katar (gastroenteritis)? Mave-tarm-katar kan forårsage opkastning, diarré, mavekrampe og smerter. Mennesker, der bliver smittet med den typiske gastroenteritis i Australien, kommer sig som regel i løbet af 5 til 7 dage.

Ligesom ved en forkølelse er det vigtigt at vaske hænder. Det er særligt vigtigt omkring fødevarehåndtering. Norovirus er meget smitsom, og virussen kan spredes, mindst to dage efter at opkastningerne og diarréen er stoppet.

Hvor længe man skal tage fri, afhænger af sygdommen, og om den offentlige sundhed er i fare. Praktiserende læger insisterer altid på, at kokke ikke vender tilbage til arbejdspladsen før to dage efter, at de sidst kastede op eller havde diarré.

Hånd-, fod- og mundsygdommen er en mild virus

For nylig har vi haft mange diskussioner med bekymrede patienter om hånd-, fod- og mundsygdom. Sygdommen er en mild virus-infektion, der især angriber småbørn.

Som navnet antyder, forårsager virusinfektionen udslæt på hænder, fodsåler, indersiden af munden og på tungen og sommetider også på bagdelen.

Hånd-, fod- og mundsygdommen spredes gennem væsken i blærerne, men den kan også smitte igennem luften med host og nys. Virussen er også i afføringen.

Igen er det vigtigt at vaske hænder for at stoppe smittespredningen. Punktér ikke blærerne, og undgå at dele kopper, tallerkner og bestik.

Blærerne smitter ikke længere, når de er tørre, og man anbefaler som regel, at barnet holdes hjemme, indtil skorperne er faldet af, og sårene ikke længere har udflåd. Desværre for forældrene kan det tage mellem 7 til 10 dage.

Skriftlig sygemelding burde ikke være nødvendig

Hvad så med en skriftlig sygemeldning fra lægen?

Hvor længe man har brug for at holde fri, når man føler sig sløj, er et spørgsmål om sund fornuft. Vi praktiserende læger er ofte forundrede over, hvor meget tid der spildes af begge parter hver vinter, når vi ser patienter, der kun har brug for en sygemelding.

Vi skal bevæge os væk fra en skriftlig sygemelding fra lægen, når det kommer til milde sygdomme. Vi har ikke brug for lægens 'tilladelse' til at blive syge, så vi burde ikke behøve den, når vi sygemelder os.

Vi er ikke produktive, når vi er syge og smitter andre. Ansvaret burde ligge hos arbejdsgiverne og de ansatte - i sidste ende er det dem, der kender arbejdspladsen bedst.

Michael Tam hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.The Conversation

Oversat af Stephanie Lammers-Clark

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om Goliath-frøen, som du kan se på billedet herunder.