Hvis du ofte taber i skak, er det måske, fordi der er noget i luften. Forskere har nemlig fundet ud af, at din evne til at spille skak uden fejl daler, når du samtidig indånder forurenet luft.
Det skriver Massachusetts Institute of Technology i en pressemeddelelse.
Skak er et spil, der kræver, at du både kan tænke abstrakt og strategisk. Derfor var det et godt sted for forskere til at undersøge, om noget udefra kan påvirke vores hjerners evne til at tænke. De fandt frem til, at skakspilleres evne til at træffe strategiske beslutninger blev forringet af luftforurening.
Luftforurening er en koncentration af små partikler i luften. Som vi tidligere har beskrevet i denne artikel, er det for eksempel støv, sod, smog, røg og kemikalier, som opstår, når noget brændes af. Det er mest fra kraftværker, biler og landbruget.
I dette studie målte forskerne niveauet af luftforurening ved en række skakturneringer i Tyskland mellem 2017-2019. De fandt en sammenhæng mellem det og spillernes præstationer, fortæller Juan Palacios, der er økonom ved Massachusetts Institute of Technology, og som er medforfatter til studiet:
»Vi fandt ud af, at individer som var udsat for et højere niveau af luftforurening, laver flere fejl, og de laver også større fejl,« sagde han i pressemeddelelsen.
Helt præcist fandt forskerne, at når niveauet af partikler steg med 10 µg/m3 (mikrogram per kubikmeter), steg sandsynligheden for, at spillerne lavede fejl med 40 procent. Samtidig steg alvorsgraden af fejlene med næsten 11 procent.
Forskerne sikrede, at deres resultat ikke var påvirket af andre faktorer som CO2 i luften, temperaturer og støjniveau. Desuden brugte de rating-tal, der måler spilleres spillestyrke til at sikre, at det ikke var en hård modstander, der var skyld i resultatet.
De fandt også, at kombinationen af luftforurening og tidspres gjorde det endnu værre:
»Vi fandt den største påvirkning der, hvor spillerne ikke kunne kompensere for en lavere kognitiv præstation med større betænkningstid,« sagde Palacios.
Hvis luftforurening forringer vores evne til at træffe beslutninger på meget vigtige tidspunkter, kan det have store konsekvenser, skriver de, og derfor er der behov for mere forskning i, hvordan luftforurening påvirker vores hjerner.