Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Sang hjælper Parkinson-patienter

Annonce:

Sang kan hjælpe mennesker, der lider af Parkinsons sygdom. Det viser et nyt amerikansk studie, skriver medicalexpress.com.

»Vi prøver ikke at gøre dem til bedre sangere, men at hjælpe dem til at styrke de muskler, der kontrollerer synke- og vejrtrækningsfunktioner,« siger en af forskerne bag undersøgelsen Elizabeth Stegemoller, adjunkt ved Iowa State University, USA, i en pressemeddelse.

Parkinsons sygdom er en kronisk lidelse, der udvikler sig løbende. Den rammer førlighed.

Når vi synger, bruger vi de samme muskler, som bruges til at synke og kontrollere vejrtrækning. Og det er netop funktioner, som påvirkes af Parkinsons sygdom. Ifølge studiet styrker sang disse muskelaktiviteter.

\ Symptomer på Parkinsons

Årsagen til Parkinsons er endnu ukendt, og der findes ikke nogen kur mod den. Der er dog medicinske og kirurgiske behandlinger, som kan mindske symptomerne.

Symptomerne kan være:

  • rysten på hænder, arme, ben, kæber og ansigtet
  • langsomme bevægelser
  • muskelstivhed
  • problemer med balance og koordination

Undersøgelsen er et såkaldt pilotstudie, det vil sige det første studie, der skal undersøge, om der kan være en sammenhæng, som er værd at undersøge videre.

24 patienter med Parkinsons sygdom deltog i eksperimentet, der varede i 8 uger.

Ifølge forskerne kan sang fremover bruges som behandling i sygdommens tidlige stadier sammen med andre behandlingsformer.

Annonce:

    Studiet er publiceret i Complementary Therapies in Medicine.

    eh