Forestil dig, at du begynder at klø, svie, hæve op eller endda får svært ved at trække vejret ganske kort efter sex. For et lille, men stigende antal kvinder er det ikke bare en prekær situation. Det er en reel medicinsk tilstand.
Lidelsen, som kaldes overfølsomhed over for sædplasma eller SPH ('human seminal plasma hypersensitivity’), er en allergisk reaktion over for sæd.
Denne sjældne, men ofte oversete allergi skyldes ikke selve sædcellerne, men proteinerne i sædplasmaet, som er den væske, sædcellerne befinder sig i .
Tilstanden blev første gang dokumenteret i 1967, da en kvinde blev indlagt efter en ‘voldsom allergisk reaktion’ i forbindelse med sex.
I dag betragtes SPH som en type 1-overfølsomhed – i samme kategori som høfeber, peanutallergi og allergi over for de proteiner, der findes i kattens hudceller (skæl).
Mere udbredt og ofte fejldiagnosticeret
Symptomerne spænder fra milde til alvorlige. En del kvinder oplever lokale reaktioner: svie, kløe, rødme og hævelse i vulva eller vagina.
Andre får symptomer i hele kroppen: nældefeber, hvæsende vejrtrækning, svimmelhed, løbende næse og endda anafylaktisk chok, som er en potentielt livstruende immunreaktion.
\ Anafylaktisk chok
Anafylaktisk chok er en allergisk reaktion, hvor hele kroppen reagerer.
Symptomer på anafylaktisk chok er hævelser, synkebesvær, væskeansamlinger i hoved og hals, hosten, nysen, astmatisk vejrtrækningsbesvær, åndenød - og i alvorlige tilfælde holder man op med at trække vejret.
På listen over symptomer er også: Trykken for brystet, koldsved, bleghed, uregelmæssig puls, blodtryksfald, bevidstløshed, kramper, hjertestop, kvalme, opkastning, koliksmerter og endelig diarré.
Indtil 1997 mente man, at SPH ramte færre end 100 kvinder på verdensplan, men et studie ledet af allergilægen Jonathan Bernstein viser, at næsten 12 procent kvinder, der rapporterede symptomer efter samleje, sandsynligvis havde SPH.
Jeg lavede selv et mindre, upubliceret studie i 2013, hvor jeg fandt en tilsvarende forekomst på 12 procent.
Det reelle tal er dog muligvis endnu højere. Mange tilfælde bliver aldrig rapporteret, bliver fejldiagnosticeret eller afvist som kønssygdomme, svampeinfektioner eller generel ‘sensitivitet’.
Ét afslørende tegn er dog, at symptomerne forsvinder, når der bruges kondom. Et studie fra 2024, som bekræfter dette fund, peger på, at SPH både er mere udbredt og oftere fejldiagnosticeret, end man tidligere har troet.
\ Læs også
Det er ikke sædcellerne, som er problemet
Det vigtigste allergen ser ud til at være et prostata-specifikt antigen (PSA), som er et protein, der findes i al sædplasma – ikke kun i en bestemt partners.
Med andre ord kan kvinder udvikle en reaktion på enhver mands sæd, ikke kun deres faste partners.
Der er også evidens for såkaldt kryds-reaktivitet. For eksempel ligner Can f 5, som er et protein i hundeskæl, strukturelt menneskelig PSA. Derfor kan kvinder med hundeallergi også opleve reaktioner på sæd.
I et usædvanligt tilfælde fik en kvinde med nøddeallergi nældefeber efter sex – sandsynligvis på grund af spor af nøddeproteiner i hendes partners sæd.
Diagnosen starter typisk med en grundig seksuel og medicinsk vurdering, efterfulgt af priktest med partnerens sæd eller blodprøver for PSA-specifikke antistoffer (IgE).
Min egen forskning blandt kvinder med symptomer har påvist, at test med vaskede sædceller (som er fri for sædplasma) kan bekræfte, at det allergisk udløsende stof ikke er selve sædcellerne, men proteinerne i sædvæsken.
Mænd kan også få sædallergi
Og det er ikke kun kvinder, som kan være allergiske over for sæd. Det er muligt, at en del mænd er allergiske over for deres egen sæd.
Denne tilstand, kendt som fænomenet 'post-orgasmic illness syndrome' (POIS) – eller post-orgasmisk syndrom, oversat til dansk - forårsager influenzalignende symptomer som træthed, hjernetåge og muskelsmerter umiddelbart efter udløsning.
Det menes at være en autoimmun eller allergisk reaktion. Diagnosen er vanskelig, men priktest med mandens egen sæd kan give en positiv reaktion.
Hvad med fertilitet?
Overfølsomhed over for sædplasma forårsager ikke direkte infertilitet, men kan gøre undfangelse mere kompliceret.
At undgå allergenet – som ellers er den mest effektive behandling ved allergi – er ikke en mulighed for par, der prøver at blive gravide.
Behandling er blandt andet:
- forebyggende antihistaminer (antihistaminmedicin, der tages på forhånd før forventet kontakt med et allergen, eller før symptomer opstår, for at forhindre eller mindske alvoren af en allergisk reaktion)
- antiinflammatorisk medicin
- desensibilisering (mindske overfølsomheden) med fortyndet sædplasma
I mere alvorlige tilfælde kan par vælge IVF med vaskede sædceller og dermed helt undgå det allergiudløsende stof.
Det er vigtigt at understrege, at SPH er ikke en form for infertilitet. Mange kvinder med SPH er blevet gravide, nogle naturligt, andre med lægehjælp.
\ Læs også
Hvorfor kender flere ikke til denne lidelse?
Dårligt kendskab til SPH skyldes, at symptomer relateret til sex ofte forbliver i mørket. Skam, stigmatisering og manglende viden blandt læger betyder, at mange kvinder lider i stilhed.
I Bernsteins studie fra 1997 var næsten halvdelen af de kvinder, der oplevede symptomer efter sex, aldrig blevet undersøgt for SPH, og mange havde brugt år på fejldiagnoser og forkert behandling.
Hvis sex regelmæssigt gør dig øm eller utilpas eller frembringer kløe – og kondomer hjælper – er du muligvis allergisk over for sæd.
Det er på høje tide, at denne skjulte lidelse kommer frem i lyset og ind i konsultationsrummet.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

































