Så aktive er danskerne: Unikke studier giver indblik i vores idrætsvaner før, under og efter corona
Færre er idrætsaktive i dag end før coronakrisen, men undersøgelse viser også, at danskernes idrætsvaner ikke er så stabile, som vi hidtil har troet.
Færre er idrætsaktive i dag end før coronakrisen, men undersøgelse viser også, at danskernes idrætsvaner ikke er så stabile, som vi hidtil har troet.

Corona bredte sig lynhurtigt i hele Europa i begyndelsen af 2020, og 11. marts samme år holdt statsminister Mette Frederiksen et pressemøde, hvor hun lukkede landet.
Siden fulgte flere nedlukninger – men allerede i forbindelse med den første nedlukning i marts 2020 stod det klart, at regeringens tiltag for at inddæmme smitten ville få omfattende konsekvenser for dansk idrætsliv.
2020
2021
2022
Udover en decideret nedlukning af den organiserede idræt, som for eksempel foreningsidræt og fitness, gjorde forsamlingsforbud og afstandskrav det også svært for danskerne at dyrke idræt på egen hånd.
Siden den første coronanedlukning har Idrættens Analyseinstitut løbende undersøgt, hvordan nedlukninger og genåbninger har påvirket danskernes idrætsdeltagelse.
Først med en enkeltstående spørgeskemaundersøgelse og siden med et forløbsstudie, hvor vi har fulgt den samme repræsentative gruppe af danskerne (18 år+) og deres idrætsvaner fra sommeren 2020 og frem til i dag.
Det er to forskellige undersøgelser, hvorfor man skal være forsigtig med at sammenligne tallene direkte. Men blandt de ting, vi kan udlede, er:
Men det er langt fra de eneste læringer, vi har fået ud af at følge danskernes idrætsvaner igennem hele coronakrisen.
Undersøgelserne har skabt et unikt datamateriale, der ikke bare giver indblik i voksnes idrætsvaner før, under og efter corona, men også bidrager med indsigter, der rækker langt ud over coronaperioden.
Overordnet peger vores undersøgelser på, at der er en større sammenhæng mellem idrætsdeltagelse og adgang til idrætsfaciliteter og -aktiviteter, end vi havde forventet.
Selvom nogle fandt alternative måder at bevare deres idrætsaktivitet på under lockdown, så valgte overraskende mange at holde en pause.
Første lockdown medførte, som tidligere skrevet, at 38 procent af dem, der dyrkede idræt før corona, stoppede, hvormed den samlede idrætsdeltagelse dykkede 16 procentpoint.
Idrætsdeltagelsen er desuden mest sårbar, hvis danskerne udelukkende dyrker aktiviteter, der kræver adgang til en bestemt facilitet, for eksempel svømning og tennis, eller hvis de kun dyrker aktiviteter i en organiseret sammenhæng, for eksempel foreningsidræt eller fitness.
Undersøgelserne viser, at frafaldet under den første nedlukning lå på 58 procent blandt dem, der udelukkende var aktive i en forening eller i for eksempel et fitnesscenter før coronakrisen.
Til gengæld lå frafaldet blot på 21 procent blandt dem, der udelukkende dyrkede aktiviteter på egen hånd, og 32 procent blandt dem, der var aktive både på egen hånd og i en organiseret sammenhæng.
Aktiviteter på egen hånd kan blandt andet være gå- og løbeture samt cykling.
Det peger på, at hvis vi som samfund ønsker, at idrætsdeltagelsen skal være robust i krisetider, skal vi opfordre folk til generelt at have et varieret idrætsliv med flere typer af aktiviteter, hvoraf nogle af dem foregår på egen hånd.
Corona blev en langtrukken affære, og først i starten af februar 2022, hvor corona ikke længere havde status som en samfundskritisk sygdom, bortfaldt alle restriktioner, som havde begrænset dansk idrætsliv.
Og selvom mange danskere genoptog deres idrætsaktiviteter i forlængelse af (delvise) genåbninger, er det gennemgående i vores undersøgelser, at idrætsdeltagelsen på intet tidspunkt er kommet tilbage til samme niveau som før corona.
Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Fitness og Helse Organisation lagde hårdt pres på de danske politikere for at få genåbnet idrætsaktiviteterne, men alligevel oplevede idrætten som nævnt gentagende nedlukninger og forlængede restriktioner gennem coronatiden.
På trods af genåbninger var dansk idrætsliv fortsat underlagt forsamlingsforbud (afstandskrav, mundbind og krav om coronapas), som begrænsede antallet, der måtte være samlet omkring sports- og motionsaktiviteter. Genåbninger centrerede sig primært omkring udendørs aktiviteter, mens indendørs aktiviteter måtte vente længere.
Det har vist sig at få konsekvenser for idrætsvanerne på længere sigt.
På trods af en stor indsats i form af genstartskampagner, for eksempel 'Bevæg dig for livet: Vi holder en plads til dig', var der som allerede nævnt stadig i sommeren 2023 21 procent af dem, der faldt fra under coronakrisen, som endnu ikke havde genoptaget deres aktiviteter.
Selvom der omvendt er kommet nye idrætsaktive til under coronakrisen, så er der samlet set færre, der dyrker idræt i dag sammenlignet med før (61 procent versus 65 procent).
I starten af krisen var de primære barrierer for at dyrke idræt smittefrygt, og at aktiviteterne var lukket ned. Det skiftede, efterhånden som coronakrisen trak ud, hvor manglende overskud blev den altoverskyggende årsag til, at voksne havde svært ved at genoptage deres idrætsaktiviteter.
Der var andre læringer om underliggende dynamikker i den generelle idrætsdeltagelse, som blev synlige, fordi coronaundersøgelserne fulgte de samme danskere over en længere periode.
Undersøgelserne viste blandt andet, at der er en større flygtighed i, om voksne er idrætsaktive eller ej, end vi tidligere har troet. Mange skifter relativt hurtigt mellem at være aktive og ikke-aktive, og det har ikke kun noget med corona at gøre.
For eksempel er der 14 procent af de voksne, der har skiftet status mellem vores seneste målinger i februar 2023 og maj 2023, hvor de er gået fra aktiv til ikke-aktiv eller omvendt.
Hvad de hurtige skift skyldes, er noget af det, vi kommer til at undersøge i vores nye store motionsvaneundersøgelse i 2024.
Det betyder, at diskussionerne fremover måske ikke kun skal handle om at rekruttere nye idrætsaktive, men også om at fastholde de nuværende aktive på tværs af for eksempel sommer- og vintersæsonerne.
Vores undersøgelser viser også, at selvom hjemmetræning, online træning og gå- og vandreture var en grundpræmis under corona - og altså ikke nødvendigvis en foretrukken måde at være idrætsaktiv på - så blev det en alternativ måde at være sammen på i en tid med tvungen social isolation.
Disse alternative måder at organisere aktiviteter på hjalp først og fremmest danskere til at opretholde en aktiv hverdag trods nedlukning, men det vakte også interesse blandt nogle, der ellers ikke plejede at være aktive før coronakrisen:
Mens nogle voksne satte deres aktiviteter i bero, var der altså andre, der ikke dyrkede idræt før coronakrisen, der begyndte.
Coronakrisen lærte os også, at mere tid og mere fleksibilitet i hverdagen har en positiv effekt på voksnes overskud til at dyrke idræt. Voksne, der var hjemsendt fra deres fysiske arbejdsplads under coronakrisen, havde en større tilbøjelighed til at begynde at dyrke idræt, end voksne, der stadig havde fysisk fremmøde.
Mere fleksibilitet på arbejdspladser kan derfor spille en afgørende rolle for at opretholde et aktivt hverdagsliv i fremtiden. Idrætten kan også tilpasse sig, så aktiviteterne bliver mere fleksible og nemmere at tilgå i en travl hverdag. Det kunne for eksempel være muligheden for hjemmetræning eller online træning.
Den generelle idrætsdeltagelse er faldet fra 65 procent før coronakrisen til 61 procent i dag. Men det er meget usikkert, om den udvikling kan tilskrives coronakrisen eller andre samfundsmæssige udviklinger.
Vi ved fra undersøgelsen af danskernes motions- og sportsvaner, at idrætsdeltagelsen har været faldende inden for flere aldersgrupper siden 2011, og derfor kan vores coronamålinger have opfanget en allerede eksisterende tendens.
Coronakrisen kan også have forstærket denne tendens eller medvirket til, at det ikke er lykkedes at vende udviklingen trods mange forsøg i de senere år på at få flere danskere til være fysisk aktive.
Danskernes motions- og sportsvaner 2020, Idrættens Analyseinstitut (2022)