Politikerne skal bekæmpe hiv

Da aids-epidemien brød ud i USA i starten af 1980'erne, gik der kun tre år, før daværende præsident Ronald Reagan nævnte sygdommen i en officiel tale. I Sydafrika tøvede de politiske ledere til gengæld i flere år med at anerkende sammenhængen mellem hiv og aids, da truslen blev alvorlig i landet i slutningen af 1990'erne.

Så forskelligt har politikere verden over håndteret hiv-truslen, og det er en forklaringerne på, at Sydafrika i dag er det land i verden med flest hiv-smittede indbyggere. 5,5 mio. for at være helt præcis.

Verdens mest politiske sygdom

»Det mest overraskende ved hiv-sygdommen er, hvor politisk den er,« fortæller Jens Lundgren, der er professor i virussygdomme ved Københavns Universitet.

»Jeg kan se, at forskningen hjælper med at give os bedre viden. Men den nye viden bliver håndteret forskelligt afhængigt af, hvor man er i verden og hvilke sundhedsministerier, statsministre og præsidenter, der skal tage stilling til den,« siger han.

I de hårdest ramte lande dør hele generationer nu af aids og efterlader store kolonier af forældreløse børn. Hiv-problematikken er et spørgsmål om folkesundhed og dermed et regeringsanliggende.

Flere smittede i Europa

»Selv i dag findes lande og regeringer, som ikke vil indse, at de har et hiv-problem, de skal gøre noget ved,« påpeger Jens Lundgren.

Antallet af europæere, som bliver smittet med hiv, er i dag dobbelt så højt som for ti år siden. Det skyldes især situationen i Østeuropa, hvor 1,5 mio. mennesker nu lever med hiv, mens 200.000 hvert år får konstateret infektionen. Samtidig modtager kun ca. 30 procent af de smittede østeuropæere den behandling, de har brug for, hvilket er med til at sprede smitten. »Hiv-situationen burde have været det hotteste topic under valget i Rusland,« mener Jens Lundgren.

»Men det blev ikke nævnt med et ord,« siger han.

Ordentlig behandling

Skal verden og politikerne dæmme op for hiv-epidemien, skal vi først og fremmest undgå, at smitten spreder sig. Det kræver, at den hiv-smittede bliver klar over sin situation, men hvis samfundet ikke tilbyder ordentlig behandling eller ligefrem diskriminerer de syge, er det svært at overtale folk til at lade sig hiv-teste.

Human Rights Watch påpegede for eksempel i en rapport fra november 2007, at russisk lov forbyder de mest effektive antiretrovirale behandlinger til hiv-smittede stofmisbrugere.

Sex skal være sikker

Samtidig skal sikker sex være på dagsordenen overalt i verden.

»68 procent af alle verdens hiv-smittede lever i Afrika,« fortæller Jens Lundgren.

»Så her er behovet for at beskytte sig mod videresmitte størst. Men der uddeles alt for få kondomer i forhold til befolkningstallet. Næsten lige gyldigt hvor du rejser hen i Afrika, kan du finde en Pepsi, men det sammen kan man ikke sige om kondomer.«

»Det er besynderligt, for vi ved, at kondomer er praktisk taget 100 procent effektiv forebyggelse mod hiv. Jeg ved godt, at hiv-epidemien ikke bliver løst ved at sende en masse kondomer til Afrika. Men det er trods alt vigtigt, at tilbuddet er der, og jeg mener, det er vigtigt at få det gjort,« siger han.

»Næsten lige gyldigt hvor du rejser hen i Afrika, kan du finde en Pepsi, men det samme kan man ikke sige om kondomer« - Jens Lundgren

Flere og flere dør

Flere og flere af de hiv-smittede kommer i behandling, men der er stadig alt for mange, der dør, fordi der ikke er ressourcer til at hjælpe dem. Siden hiv-epidemien officielt begyndte i 1981, er 25 millioner mennesker døde af aids. Et tal, der stadig stiger med mellem tre og fem millioner om året.

Det betyder, at i 2010-2012 vil kun seks millioner ud af over 34 millioner få den fornødne hjælp.

»Det er helt utilstrækkeligt,« mener Jens Lundgren.

»Det er livstruende for den enkelte hiv-patient, og det hjælper ikke med at bremse videresmitte. Som perspektiverne er nu, vil denne sygdom koste utroligt mange menneskeliv i årene fremover,« siger Jens Lundgren

»Alene i 2007 døde desværre over to mio. mennesker af aids. Og jeg mener desværre, for vi kan hjælpe mange flere, hvis ressourcerne var til det. I årene fremover bliver det interessant at se, hvordan verdens politikere vil håndtere denne sag. Det er ikke en enkel og ligefrem proces. Vi skal finde ud af, hvordan vi griber en epidemi i denne størrelsesorden an - og hvem skal betale,« siger Jens Lundgren

Hvordan skal vi bruge pengene?

Ligesom WHO ønsker Jens Lundgren, at eksperterne tager stilling til, hvordan vi bedst muligt bruger de enorme summer, som Vesten investerer i hiv-behandlingsprojekterne. Skal vi bygge ressourcekrævende laboratorier, der kan tjekke patienternes blodprøver og status på deres hiv-infektion?

Eller er det nok at uddanne sundhedspersonale, som gennem samtaler kan afgøre, om behandlingen virker, eller det er på tide at skifte til et andet antiretroviral stof?

»Hvad er den mest optimale måde at sikre behandling til så mange mennesker på?«, spørger Jens Lundgren.

Han og kolleger fra en international forskergruppe har netop offentliggjort en artikel i The Lancet, som viste at kliniske kontrolcheck af hiv-patienter i udviklingslandene er næsten lige så effektivt som dyre laboratorietest.

Nødvendig forskning

Samtidig skal behandlingsmetoderne tilpasses en lang række forskellige landes sundhedssystemer og kulturer.

»Vi bliver nødt til at samle viden, så vi kan forstå de forskellige måder, vi kan gribe denne situation an på« fortæller Jens Lundgren.

»Vi skal som læger sikre, at alle patienter får den samme gavnlige virkning af behandlingen. Derfor skal vi have lavet den forskning, som fortæller os, hvad der er fornuftigt, og hvad der er mindre hensigtsmæssigt. Vi bliver nødt til at have den viden, for vi skal behandle de her mennesker resten af deres liv. Og det er nok ikke sidste gang, at verden ser en ny epidemisk virus sprede sig over hele Jorden,« siger han.