Igennem de seneste godt 15 år er debatten om kaloriefrie sødemidler bølget frem og tilbage.
Nogle forskere mener, at de er usunde, andre, at de gavner mennesker med overvægt.
Flere studier har undersøgt, om mennesker med overvægt taber sig af at drikke light-sodavand som Pepsi Max eller Cola Zero, men resultaterne tolkes forskelligt af forskere herhjemme.
Et nyt, mindre studie fra forskere fra Københavns Universitet bringer nye konklusioner, siger medforfatter Anne Raben, gæsteforsker, Ph.D. og tidligere professor på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet:
»Kaloriefrie sødemidler, som der eksempelvis findes i Cola Zero, giver nedsat lyst til søde sager hos mennesker med overvægt.«
Sammen med kolleger har hun undersøgt 26 mennesker med overvægt og deres trang til at spise søde sager efter enten at have indtaget vand eller en drik med kaloriefrit sødemiddel, som eksempelvis findes i Cola Zero.
De, der har fået Cola Zero rapporterer i en periode på seks måneder, at de har mindre lyst til at spise søde sager efterfølgende.
»Det overraskede os, at vi har et så signifikant resultat med så relativt lille en gruppe. Men her er forskellen på vand og Cola Zero tydelig. Drikken med sødemidlet nedsætter lysten til noget sødt.«
»Der har tidligere været teser om det modsatte: At man ved at smage noget sødt uden kalorier, fik behov for endnu mere. Men det ser vi altså ikke,« siger Anne Raben.
\ Interessekonflikter i studiet
I det nye studie oplyses det under punktet om 'interessekonflikter', at 4 af de 6 forskere bag studiet har relevante interessekonflikter. Det fremgår, at:
- Anne Raben har tidligere har modtaget honorarer fra interesseorganisationen The International Sweeteners Association, ISA.
- To af de involverede forskere har modtaget funding fra The American Beverage Association.
- En af forskerne bag er ansat i medicinalvirksomheden Cook Medical.'
Det fremgår dog også, at organisationerne ikke har spillet nogen rolle i forbindelse med arbejdet i studiet.
Studiet er en del af det 5-årige SWEET-projekt, der er fuldt finansieret af EU Horizon 2020 programmet.
Light-produkter til slankekuren?
Forsøget varede seks måneder. Deltagerne vidste i forsøgets første tre dage ikke selv, hvad de indtog.
Forskerne tilsatte sødemidlerne cyclamate og acesulfame potassium, der er mellem 30 og 200 gange sødere end almindeligt bordsukker og gav det til den ene gruppe.
Den anden gruppe fik vand.
Derefter skulle de markere på en 10 centimeter lang skala, hvor stor trangen til søde sager var.
Selvom begge grupper derefter spiste lige meget af frokosten, der blev serveret i forsøget, mener Anne Raben stadig, at man kan bruge deltagernes egen rapportering om lyst til søde sager.
»Det her er en del af et stort puslespil af mange studier, der peger på det samme – nemlig, at indtag af produkter med sødemidler mindsker appetitten og lysten til søde sager,« siger hun.
Det lille studie er en del af en større undersøgelse kaldet ’SWEET’, hvor effekterne af sødemidler undersøges.
I et af studierne fra 2025 konkluderer forskerne ud fra mere end 300 deltagere, at de sukkerfrie produkter hjælper med at holde vægten nede i op til et år.
»Langt det meste ny forskning peger på, at det er mere effektivt at drikke sukkerfri produkter som Pepsi Max eller Cola Zero end vand, hvis man er på slankekur,« siger Anne Raben.
Hun mener derfor, at det er en god idé at integrere drikkevarer med sødemidler i kosten til mennesker, der kæmper med fedme og overvægt.
Ifølge De officielle kostråd i Danmark anbefales det, at man begrænser sit indtag af søde drikke til én om ugen – det gælder både de sukkersødede og light-drikke. Fødevarestyrelsen anbefaler heller ikke sødestoffer som alternativ til sukker, hvis man prøver at tabe sig.
Anbefaler ikke sødemidler
Ifølge Per Bendix Jeppesen, der er lektor i klinisk medicin på Aarhus Universitet, kan man ikke konkludere, at mennesker med overvægt har gavn af at indtage føde- og drikkevarer med kunstige sødemidler i.
Han peger på, at verdenssundhedsorganisationen WHO generelt ikke anbefaler kunstige sødemidler som et led i vægttab.
»Selvom studier peger på beskedne vægttab ved indtag af produkter med sødemidler, holder vægttabet kun i få måneder,« siger han.
Dog skriver WHO, at særlige grupper som mennesker med svær overvægt eller type-2 diabetes kan overveje sødemidler, fordi de ikke indeholder kalorier.
»Men det ændrer ikke på den samlede evidens, der peger på, at vedvarende vægttab er begrænset,« siger Per Bendix Jeppesen.
Derudover peger han på, at sødemidler ser ud til at påvirke appetitregulering, og at man endnu ikke kender eventuelle faldgruber ved ændringerne.
Helt uproblematisk?
Men er det ellers helt uproblematisk at slubre drikke med kunstige eller kaloriefrie sødemidler i sig?
»Man skal selvfølgelig aldrig overdrive noget. Ligesom det kan give bivirkninger at spise en hel pose gulerødder på én dag, gælder det samme for Cola Zero eller Pepsi Max,« siger Anne Raben.
Der skal dog virkelig meget til, før det bliver usundt, uddyber hun.
Sødemidler er godkendt af de europæiske fødevareorganisationer, og det daglige acceptable indtag er sat hundrede gange under, hvad man egentlig tror, kan være farligt for mennesker, siger Anne Raben.
»Man kan drikke cirka seks liter om dagen uden problemer,« siger hun.
Forskel på sødemidler
Nogle typer sødemidler kan have bivirkninger, nuancerer Anne Raben.
»Sødemidler, der kaldes sukkeralkoholer, såsom manitol og sorbitol som findes i slik, kan fx give luft i maven,« siger hun.
Men idéen om, at sødemidler er giftige, er dog ubegrundet, mener Anne Raben.
Myten stammer ifølge hende fra studier, der bygger på resultater helt tilbage til 1980’erne, hvor forskere undersøgte indtag af sødemidlet aspartam i mus, der udviklede kræfttumorer ved et meget højt indtag.
»Men der er ikke videnskabeligt belæg for at kræft og sødemidler skulle hænge sammen hos mennesker,« siger Anne Raben.
’Kunstigt’ lyder negativt
Hun peger også på, at betegnelsen ’kunstig’ får en negativ klang hos mange.
Faktisk er mange sødemidler slet ikke kunstige. Eksempelvis består sødemidlet aspartam af to aminosyrer, der opstår naturligt i en række fødevarer og i vores krop, forklarer Anne Raben.
»Og de, der er fremstillet i laboratoriet, er heller ikke sundhedsfarlige, slet ikke i de meget, meget små mængder, der tilsættes fødevarer,« siger ernæringseksperten.
Lars Ove Dragsted, der er involveret i andre projekter af SWEET-undersøgelsen, er enig med Anne Raben og det nye studies konklusioner.
»Resultaterne af studiet kan bruges til at glemme myterne om, at kaloriefrie sødestoffer er noget, overvægtige skal holde sig fra,« siger han.
Godt for diabetes og overvægt?
Anne Raben er dog ikke bekymret for indtag af sødemidler så længe, man holder sig indenfor grænserne for indtag, som jo er ret liberale.
Hun peger også på, at sødemidler oprindeligt blev udviklet for at hjælpe mennesker med diabetes.
»Og her anbefales de stadig som alternativ til sukker, for at den gruppe mennesker bedre kan regulere deres blodsukker.«
»Så for mig giver det god mening, at overvægtige også kan få gavn af sødemidler.«


































