Forskere: Lad os styrke universiteternes forskellighed

Debatten om de danske universiteter fremstår ofte noget fastlåst og uden blik for nuancer.

I den ene lejr står de, der ser universiteterne som frie forskningsbastioner, der helst skal udsættes for så lidt ekstern indflydelse som muligt.

I den anden lejr er der dem, der mener, universiteternes vigtigste opgave er at ruste Danmark til at klare sig bedst muligt i globaliseringens videnskapløb.

Men begge positioner overser virkelighedens kompleksitet. De kommer som regel til at fremstille de danske universiteter, som om de alle sammen er ens.

Det er bare langt fra sandt.

Med afsæt i vores nye bog, vil vi her vise eksempler på, hvor forskellige universiteter faktisk kan være.

Det kan forhåbentlig inspirere til en mere interessant debat om, hvordan vi ønsker at indrette det danske universitetssystem.

Et mål kunne være at udnytte diversitet og mangfoldighed fremfor at rynke på næsen af det.

\ Læs mere

Heavy metal på universitetet

Harvard-modellen: Det klassiske universitet

Lad os starte med det det klassiske universitet. Det er sådan nogle som Oxford, Harvard eller Humboldt Universitetet i Berlin.

Disse er traditionelle, forskningstunge universiteter med mange forskellige discipliner – oftest organiseret i institutter, som samles i fakulteter.

De traditionelle universiteter er ofte startet med hjælp fra kirken, kongen eller en filantrop, og selvom disse autoriteter oprindeligt havde stor indflydelse på universitetets virke, er universiteterne i dag blevet meget mere uafhængige.

Uafhængigheden understøttes i mange tilfælde af, at universiteterne har store formuer, som sikrer deres selvstændighed.

Harvard har for eksempel en formue på 230 milliarder kroner og en årlig omsætning på 30 milliarder kroner – dvs., at universitetets formue svarer til dets omsætning i mere end 7 år. En stor del af indtægten kommer hvert år fra afkastet af denne formue.

Til sammenligning er KU’s egenkapital på lidt over 1,5 milliard kroner. Det lyder måske af meget, men det svarer kun til ca. 20 procent af et enkelt års omsætning.

KU’s egenkapital relativt til omsætningen er derfor mere end 35 gange dårligere end Harvards.

Formuen gør Harvard uafhængig

De store formuer på universiteter som Oxford og Harvard er et meget vigtigt fundament for universiteterne.

Det gør dem i stand til at forstå sig selv som en uafhængig institution for videnskabelig forskning og uddannelse, der ikke ligger under for hverken nationale, økonomiske eller andre interesser.

I modsætning til det er alle danske universiteter meget tættere knyttede til næste års finanslov og har derfor ikke samme uafhængighed af nationale og politiske interesser.

Specialiserede universiteter som DTU og Landbohøjskolen

Ved siden af den klassiske model findes der mange universiteter, som er startet med henblik på at løfte en særlig opgave inden for videnskabelig forskning og uddannelse.

I USA har man land-grant universiteter, der blev oprettet fra midten af det 19. århundrede for at undervise i praktisk anvendelig viden inden for landbrug, ingeniørvidenskab og naturvidenskab.

I Danmark fik vi højskoler efter en mere tysk model, men pointen var stadig, at der var brug for praktisk anvendelig viden og uddannelse på højt niveau i et bestemt område, hvilket for eksempel førte til oprettelsen af Landbohøjskolen, Den polytekniske læreanstalt (senere DTU) og Handelshøjskolen (senere CBS).

Andre universiteter blev oprettet med særlige forventninger om en forpligtelse til at udvikle regionen – det gælder for eksempel Aarhus og Aalborgs universiteter.

Ligesom CBS ikke kan være ligeglade med erhvervslivet, og DTU ikke fuldstændig kan ignorere de store ingeniørvirksomheder, kan Aalborg Universitet heller ikke være helt ligeglad med, hvordan regionen udvikler sig.

\ Læs mere

Universiteterne skal tiltrække flere kvindelige forskere

Entrepreneurielle universiteter

I nogle tilfælde har forpligtelsen over for regional udvikling ført til en mere ekstrem form for ‘entrepreneurielt universitet’.

Det er typisk for disse universiteter, at de lægger stor vægt på nytænkning og iværksætteri.

I de nordiske lande har Aalto Universitet i Finland fået en del opmærksomhed. Det blev skabt i 2010 ved en fusion af tre andre universiteter, og den centrale vision er en stærk forpligtelse til at bidrage til et bæredygtigt samfund gennem entrepreneurship og innovation.

En af universitetets strategiske spydspidser er Aalto Design Factory, som bringer medarbejdere og studerende fra forskellige områder sammen med iværksættere og erhvervsrepræsentanter med henblik på at uddanne ‘verdens bedste produkt-designere’.

Dette fokus på tværfaglighed, innovation og samarbejde med erhvervslivet er typisk for de entrepreneurielle universiteter.

Hvis man ser på analyser af dansk uddannelses- og erhvervskultur, er det faktisk også noget, vi historisk har været gode til i Danmark.

Men i dag virker det ofte, som om uddannelsespolitikken primært er optaget af at styrke klassisk enkeltfaglighed.

Selvom vi i skåltaler tit hylder tværfaglighed, er der rigtig meget omkring forskningsfinansiering, BFI-systemet og akkreditering, som trækker i den modsatte retning.

\ Læs mere

Aktindsigt afslører: BFI’s egne folk forstår ikke selv systemet

RUC-modellen: Det aktivistiske universitet

En lidt anden tilgang til innovation finder vi i sammenslutningen af universiteter kaldet ‘Critical Edge Alliance’, hvor Roskilde Universitet er et fremtrædende medlem.

Denne alliance præsenterer sig selv som »et globalt samarbejde af universiteter, der fokuserer på studenter-centreret læring, kritisk tænkning, interdisciplinær undervisning og forskning og socialt engagement.«

I kontrast til mere klassiske universiteter lægger denne alliance vægt på det frigørende og forandrende potentiale i videregående uddannelse, demokratisk deltagelse og kombinationen af teori og praksis.

Som et andet medlem af alliancen, The New School i New York, beskriver det:

»Det, som sker, når et universitet gentænker alting.«

Andre medlemmer af alliancen befinder sig i Brasilien, Indien, Marokko og Colombia og er klart forbundet med en dagsorden om social forandring.

Masser af uddannelse, knap så meget forskning-modellen

Når vi ser rundt i verden, kan vi også se andre modeller for et universitet, hvor vægten primært ligger på uddannelse.

Et eksempel på det er det engelske universitet i Sunderland – en af denne artikel forfatteres (Alans) hjemstavn.

Selvom universitetet ligger ret langt nede på de britiske ranking-lister (fordi det ikke er særlig forskningsmæssigt stærkt) har det alligevel en international forretningsmodel.

Det har baser i London og Hong Kong, og som mange andre britiske universiteter har det engageret sig energisk i at rekruttere internationale studerende.

I 2016 havde man næsten 19.000 studerende, hvoraf 40 procent var fra lande uden for EU. Den slags internationale ikke-EU-studerende bidrager med en betydelig del af indtægterne og udgør grundlaget for væsentlige investeringer i udvikling af de fysiske rammer og rekruttering af medarbejdere.

Man skal huske, at studieafgiften for disse studerende kan være væsentlig højere end de ca 90.000 kroner, som EU-borgere skal betale i England hvert år (og dertil kommer, at 90.000 kroner er dobbelt så meget, som det almindelige danske taxameter til humaniora og samfundsvidenskab koster).

Selvom folk fra de klassiske eliteinstitutioner ofte ser ned på disse undervisningsdrevne universiteter, er det svært at argumentere for, at de ikke spiller en væsentlig rolle i udviklingen af den enkelte studerende og af den økonomiske vækst i regionalområdet.

Samtidig viser den store studentermasse og studieafgiftens størrelse også, hvordan uddannelse er blevet en kæmpeindustri i Storbritannien.

Det digitale universitet er kommet til

Den seneste model for udvikling af et universitet er digital og ofte baseret på ideen om livslang læring.

Hastigheden i den teknologiske udvikling – for eksempel robotteknologi og kunstig intelligens – betyder, at unge mennesker ikke længere kan ‘laves færdige’ og sendes ud i verden med al den uddannelse, de får brug for i deres liv.

Det digitale universitet vil gøre det muligt for mennesker at fortsætte deres uddannelse igennem hele deres arbejdsliv – også samtidig med, at de passer et arbejde.

Det er her, de store Massive Open Online Courses (MOOCs) bliver centrale.

Der findes allerede udbydere som Udacity, EdX og Coursera, som tilbyder korte og ret billige uddannelsesprogrammer.

Vi tror ikke, det digitale universitet vil udkonkurrere alle andre universiteter, men gennemtænkt digitalisering åbner mange muligheder i fremtiden og vil formentlig også betyde store ændringer af de normale universiteters funktionsmåde.

For eksempel er det oplagt at bruge digitalisering til at skabe en bedre platform for efteruddannelse.

En kompleks virkelighed kræver diversitet

Når vi ser henover denne liste af forskellige universitetstyper, er det klart, at der er mange måder, hvorpå et universitet kan udfylde den basale rolle med at varetage videnskabelig forskning og uddannelse.

Det er også tydeligt, at de nationale styringsmæssige rammer for universiteterne er meget forskellige.

I Danmark opfattes universiteterne i høj grad som offentlige institutioner, styret og finansieret af staten.

I Storbritannien er det anderledes. Her har universiteterne større frihedsgrader, men fungerer også i højere grad på markedsvilkår.

De rigeste universiteter har enorme formuer, som gør dem meget mindre afhængige af politiske ændringer end de fattige – og de danske.

På den baggrund er det vigtigt, at vi ser diversitet som en styrke.

Fremfor at lade universiteterne konkurrere på kendte parametre om at være det bedste eksempel på en enkelt model, bør vi udfordre os selv til at skabe et mangfoldigt universitetssystem, som lader hvert universitet udvikle det, de hver for sig er gode til.

Det vil gøre det samlede danske universitetssystem bedre rustet til at klare morgendagens udfordringer.