Pandemier stopper ikke ved nationale grænser. Derfor kan mere velhavende lande drage fordel af at hjælpe fattigere lande med at bekæmpe dem.
Donation af overskydende vacciner til vaccinefattige lande, der bekæmper en ny variant, kan faktisk være i vores egen interesse.
Hvorfor? Fordi hurtig og storstilet vaccinedonation fra rige til fattige lande kan bremse eller standse udviklingen af en ny variant i den vaccinefattige del af verden og dermed afværge, at den nye variant når frem til den vaccinerige verdens grænser, hvor den kan forvolde omfattende ny skade.
Men hvornår vil det være tilfældet?
For at besvare dette spørgsmål, som har afgørende betydning for den globale sundhed, samarbejdede jeg med et tværfagligt hold af forskere fra Tyskland og Israel om at udvikle et 'Rig-til-fattig-vaccinedonationsspil'. Resultaterne er beskrevet i dette studie, der netop er publiceret hos Communications Medicine (Nature Research).
Der er to primære udfordringer forbundet med beslutningen om, hvordan man distribuerer vacciner fra rige til fattige lande:
- Hvor mange vacciner er det ideelt for de rige lande at donere?
- Under hvilke omstændigheder vil de rige lande rent faktisk samarbejde for at få et optimalt niveau af donation til at finde sted i praksis?
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet & Region H.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
I denne artikel vil jeg uddybe, hvordan vi modellerede dette strategiske beslutningsproblem samt dele vores resultater om, hvorvidt og hvornår vi kan forvente, at rig-til-fattig-vaccinedonation vil ske.
Hvornår vil rig-til-fattig-vaccinedonation finde sted?
Beslutningsmæssigt er spørgsmålet komplekst. Fordelene for vaccinerige lande ved at give deres overskudslager væk (efter fuld vaccination af deres egen befolkning) afhænger af mange faktorer på én gang.
Det har blandt andet betydning, hvor stor en andel af den vaccinefattige verden, som de vaccinerige lande rent faktisk kan dække.
Men også den sandsynlige fremkomst af nye bekymrende varianter, spiller en rolle, samt de uundgåelige omkostninger ved et nyt virusudbrud, selv når alle overskydende vacciner opbevares i stedet for at blive doneret.
Politisk er spørgsmålet strategisk: Eftersom intet land kan dække hele den vaccinefattige verden alene, er de vaccinerige lande nødt til at arbejde sammen.
Alligevel er det sikkert at antage, at nationale egeninteresser vil dominere de politiske beslutningstageres holdning, ligesom vaccinenationalisme sandsynligvis vil vælgernes tankegang. Så vi skal besvare to spørgsmål:
- For det første spørgsmålet om optimalitet: Hvilken overskydende vaccinedonationsstrategi – ingen, delvis eller fuld – er den bedste enkeltstående fremgangsmåde for de vaccinerige lande som helhed?
- For det andet spørgsmålet om stabilitet: Vil hvert vaccinerigt land rent faktisk frivilligt vedtage den optimale strategi, og holde sig til den, i stedet for at fravælge strategien eller benytte sig af andre vaccinerige landes indsats som fribiletter?
Fire vigtig indsigter
\ Nash-ligevægt og selvhåndhævende aftaler
- Selvhåndhævende aftaler: Parterne vil overholde aftalen, så længe de anser den for gavnlig. Ingen udefrakommende part eller magt kan blande sig eller tvinge dem til at overholde aftalen - kun dem selv. Nash-equilibrium er en selvhåndhævende aftale.
- Nash-ligevægt: En ligevægt, der eksisterer i spil med to eller fire personer. Der er ligevægt, når alle spillere har valgt en spilstrategi, og ingen har gavn af at skifte strategi, medmindre alle gør det.
For at finde en løsning på disse komplekse problemer, udviklede vores hold en spilteoretisk model kaldet 'Rich-to-Poor Vaccine Donation Game'.
Modellen analyserer strategierne for rationel beslutningstagning i de vaccinerige lande, og hvordan de afhænger af andre rige landes strategier.
Modellen tager også højde for parametre som eksempelvis:
- Den brøkdel af verdens ikke-vaccinerede befolkning, der potentielt er dækket.
- Bekymrende varianters forventede udbrudshastighed
- De uundgåelige omkostninger ved et nyt virusudbrud, selv når alle overskydende doser er på lager.
For at afgøre, om den optimale strategi for vaccinerige lande faktisk er stabil, udforskede vi to forskellige ligevægtskoncepter, Nash-ligevægt og selvhåndhævende aftaler.
Vores resultater leverer mindst fire uventede nye indsigter.
Det bedste argument for at donere? Egeninteresse
1. Det er vigtigt at gøre det samme i fællesskab. De vaccinerige lande er nødt til at vedtage den samme donationsstrategi: Der er ingen scenarier, som viser, at den bedste fremgangsmåde er, at de forskellige lande gør forskellige ting.
2. Tager man den strategiske karakter af at donere sine egne vacciner til at producere et offentligt gode (global sundhed) i betragtning, vil den optimale donationsstrategi sandsynligvis oftere blive overholdt, når der er færre og ikke flere vaccinerige lande. Det skyldes, at vaccinerige lande vil have meget lettere ved at overvåge hinandens faktiske bidrag, og holde den fælles aftale i gang.
3. Men vigtigst af alt, hvis vaccinerige lande i fællesskab kan vaccinere en meget stor del af den vaccinefattige verden, er det faktisk den bedste fremgangsmåde at donere alle deres overskydende vacciner, uanset sandsynligheden for at nye varianter af virussen opstår senere.
For jo flere der er vaccinerer globalt, des mindre risiko er der for, at nye varianter dukker op. Og i de fleste tilfælde vil denne optimale donationsstrategi også være stabil i den virkelige verden. Med andre ord, hvis vaccinerne kan produceres i tilstrækkelig stor skala - et teknisk spørgsmål, ikke et politisk spørgsmål - er der gode grunde til at opnå fuld dækning i verden.
4. Endelig, selv i et mere realistisk scenarie, hvor vaccinerige lande ikke kan nå dette meget høje niveau af dækning i den fattige verden, er donation af en del af deres overskydende vacciner stadig den bedste fremgangsmåde under en specifik række omstændigheder, især ved en lav sandsynlighed for nye varianter.
Men denne løsning for delvis donation er mindre stabil, fordi hver enkelt vaccinerige land nu har et meget stærkere incitament end før til at fravælge eller aldrig indgå i en delvis donationskoalition.
Den politiske lære: en smal korridor af egeninteresse
Resultaterne leverer et solidt grundlag for et beskedent håb om et globalt win-win-pandemisamarbejde.
Vores scenarie med høj dækning viser, at der er god grund til at forvente, at global vaccination er et muligt mål, især hvis relativt små koalitioner af vaccinerige lande kan opnå en stor vaccineproduktionskapacitet.
Hvis vaccinerige lande i fællesskab kan vaccinere en væsentlig del af den vaccinefattige verden, er det ikke kun optimalt for dem at donere alle deres overskydende vacciner, uanset sandsynligheden for nye varianter af virussen. De vil også gerne vedtage denne strategi og fastholde den.
Mere overordnet viser vores forskning, at der eksisterer en snæver korridor af forhold, hvorunder streng egeninteresse alene - uden brug af andre motiver som for eksempel 'international solidaritet' eller ‘vaccinediplomati' - kan få de vaccinerige lande til at hjælpe den vaccinefattige verden i kampen mod globale pandemier.
Det er i denne snævre korridor, at internationale organisationer som eksempelvis Verdenssundhedsorganisationen (WHO) med fordel kan fokusere deres koordinerings- og samarbejdsfremmende indsats.
Læs denne artikel på engelsk hos vores internationale søstermedie ScienceNordic.com. Oversat af: Stephanie Lammers-Clark.
