Ville det ikke være fantastisk, hvis vi kunne høre alt dét, der blev hvisket om bag vores ryg? Eller læse bussens køreplan fra den modsatte side af gaden?
Vi har alle meget forskellige perceptuelle evner – og det gælder for alle vores sanser.
\ Læs mere
Men skal vi bare acceptere de sanseevner, vi nu engang har fået? Eller kan vi på én eller anden måde forbedre dem?
Det er lettest at se, hvor meget vores indbyrdes evner varierer i vores vigtigste og mest værdsatte sanser – nemlig vores hørelse og syn.
Supersmagere har langt flere smagsløg
Der findes mennesker blandt os, som har ekstra skærpede sanser, eksempelvis ‘supersmagerne‘, der er ekstra følsomme over for forskellige smagsoplevelser.
De er født med langt flere smagsreceptorer på tungen end det gennemsnitlige menneske, og de opfatter madens bitre eller søde smag mere intenst end os andre.
De mange smagsløg betyder også, at supersmagerne oplever eksempelvis alkohol og chili som meget mere bitre og brændende end resten af befolkningen.
Kvinders følesans er bedre end mænds, men interessant nok, er det fingerstørrelsen og ikke kønshormonerne, der spiller en rolle her.
Kvinder har almindeligvis mindre fingre, og derfor ligger receptorerne i huden tættere. En kvinde og en mand med samme størrelse fingre vil tilsvarende også have samme følesans.
Perceptuel indlæring
Kroppens sansereceptorer sætter en grænse for vores evne til at registrere sansepåvirkninger. Men det er ikke hele historien.
Vores sanseevne er meget mere bearbejdelig, end man umiddelbart skulle tro.
Videnskabelig perceptionsforskning hjælper os til at forstå opfattelsesevnen – perceptionen – og hvordan vi kan skærpe den.
Forskningen afslører, at vi kan forbedre vores evne til at se, høre, føle, smage og lugte på samme måde, som vi træner for at blive bedre til sport eller øver os på et andet sprog.
Feedback forbedrer indlæring markant
I forbindelse med typisk sensorisk træning bliver forsøgsdeltageren præsenteret for en række sensoriske stimuli af varierende sværhedsgrad; det vil sige, hvor svære de er at opfatte.
Ved berøring benytter man eksempelvis vibrationer på fingerspidserne, der varierer i frekvens/hastighed.
Forsøgsdeltageren bliver almindeligvis bedt om at bedømme de to stimuli; er de ens eller forskellige?
Man starter typisk med lette sammenligninger (det vil sige meget forskellige stimuli), som gradvist bliver sværere.
Feedback om, hvorvidt en respons er korrekt eller ej, forbedrer indlæringen markant, fordi det giver mulighed for at matche, det man ser/føler med de faktiske stimulis egenskaber.
Muligt uden at gøre noget aktivt
I lang tid troede forskerne, at perceptionen udelukkende kunne forbedres gennem denne eksplicitte træning, men det er faktisk muligt at øge opfattelsesevnen uden at gøre noget aktivt og endda uden at være klar over, at der sker noget.
I forbindelse med et forbløffende forsøg trænede forskerne forsøgsdeltagerne i en hjernescanner til at generere et mønster af hjerneaktivitet, der matchede dét, de kunne se, når de så på bestemte visuelle stimuli.
Forskerne gav deltagerne feedback på, hvor godt de genererede dette mønster – en proces kaldet ‘neurofeedback‘.
\ Læs mere
Til sidst blev deltagerne bedt om at identificere forskellige visuelle stimuli; blandt andet noget de havde ‘set’ i løbet af træningen.
Det viste sig, at forsøgsdeltagerne var både hurtigere og mere præcise, når de rapporterede stimulus fra træningen, selv om de ikke havde set det ‘rigtigt’.
Dramatiske resultater
Så hvor meget kan vi egentlig forvente, at vi kan forbedre vores sanser?
Det afhænger i høj grad af, hvor meget og hvor længe vi træner, samt hvor effektiv træningen er.
Nogle gange kan man opnå en markant forbedring: I vores studier har berørings-træning forbedret helt op til cirka 42 procent af deltagernes oprindelige opfattelsesevne – og det var efter blot to timers træning.
Hvad, der er endnu mere overraskende, er, at flere studier rapporterer forbedringer, der strækker sig ud over den grænse, som sansereceptorerne egentlig tillader – helt ud i hyperområdet (videnskabelig term: ‘hyperacuity’, red.).
Eksempelvis kan forsøgsdeltagerne se en finere opløsning end afstanden mellem individuelle receptorer i øjet.
Det kan sammenlignes med pixels i et foto; jo flere pixels desto flere detaljer kan vi se.
Så forsøgsdeltagerne kan faktisk se bedre, end pixelopløsningen tillader (og der er tilsvarende resultaterne for andre sanser, heriblandt føle– og høresansen).
Stor del afgjort af hjernen
Hvordan i alverden kan det ske? Det skyldes en meget smart hjernebearbejdning: Hjernen ser på tværs af alle receptorerne for at afgøre, hvor billedets ‘tyngdepunkt’ falder, så position og form bliver afsløret gennem den spatiale klyngedannelse af informationer.
Faktisk viser en overraskende stor del af perceptionen sig at blive afgjort af hjernen snarere end receptororganerne.
\ Læs mere
For eksempel ændrer synstræning ikke fotoreceptorerne i øjet. Receptorerne fanger den samme sensoriske informationsmængde, men træningen gør hjernen i stand til at filtrere støj fra og tune ind på det sensoriske signal.
Yderligere evidens på, at læring ikke kan ske på receptor-niveau, er, at sensorisk læring spredes.
Hvis vi for eksempel træner perceptionen, så den forbedres i én finger på den ene hånd, så spreder denne indlæring sig på mirakuløs videre til de øvrige fingre, der er forbundet i hjernen.
Hjernetrænings-apps
Det er rigtig gode nyheder, at vi kan træne hjernen til at forbedre måden, vi opfatter sensoriske oplysninger fra verden – ikke mindst fordi vores sensoriske perception svinder ind i takt med, at vi bliver ældre.
Dygtige tech-udviklere og forskere arbejder hårdt på at franchise denne idé. De benytter koncepter som perceptuel læring til at skabe hjernetrænings-apps.
\ Læs mere
Apps’ene kan ikke få bugt med problematikken omkring det sensoriske svind forårsaget af defekte eller aldrende receptorer (desuden er nogle apps ineffektive eller baseret på dubiøs forskning).
Men hvis de bliver korrekt sat sammen, kan de levere et signifikant boost.
Der er endda evidens på, at sensoriske træningsprogrammer kan gøre gavn i det virkelige liv. For eksempel kan visuel træning gavne baseball-præstationer.
Fremskridt åbner for fantastiske muligheder
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Visse apps er allerede tilgængelige på internettet, eksempelvis UltimEyes – en app designet af perceptuel lærings-forskere ved University of California i Riverside.
De har også en auditiv træningsprototype i crowdfunding, og andre er på vej.
Måske vil vi snart være i stand til at modificere vores egen sensoriske perception på egen hånd.
\ Læs mere
Hastige videnskabelige fremskridt betyder, at vi bevæger vi os mod fantastiske muligheder for at maksimere vores sansefunktioner og rehabilitering af mennesker, der har oplevet sensorisk tab – og det åbner op for, at vi alle kan blive endnu mere formidable.
Harriet Dempsey-Jones hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
