Snart kan du måske ikke kun se og røre, men også føle på din mobilskærm.
Nokia har udviklet en prototype af sin N900-smartphone, som lader dig føle det, du ser på skærmen, skriver New Scientist.
Føle-mobilen udnytter et princip, de fleste af os kender af egen erfaring. Hvis du rører ved et dårligt jordet komfur, får du vekselstrøm gennem kroppen.
Føles som en ru overflade
Strømmen giver en fornemmelse af, at det dirrer i fingerspidsen. Selv om komfuret er glat, føles det en smule ru.
Effekten skyldes, at det yderste lag af huden er dårligt til at lede elektrisk strøm. Her dannes et elektrisk felt mellem komfuret og de dybere, mere strømledende hudlag.
Dette felt trækker de dybere hudlag nogle tiendedele af en millimeter op mod overfladen i vibrationstakt med vekselstrømmen. Vibrationerne opfattes af mekaniske receptorer i huden.
Effekten er også stor, når huden ikke holdes stille, men glider hen over fladen.
Fænomenet kaldes elektrovibrationseffekten og har været kendt siden 1950erne. Blot et par milliontenedels Ampere vekselstrøm er nok til at vi kan mærke det, så man behøver ikke frygte et stort elektrisk stød.
Højere frekvens giver glattere følelse
I mobilprototypen sendes strømmen gennem et tyndt lag med et elektrisk ledende, gennemsigtigt materiale hen over den berøringsfølsomme skærm.
Afhængig af, hvor meget du berører den, sendes varierende mængder af vekselstrøm ud gennem fingeren.
Man kan også regulere, hvor ru overfladen føles. Hvis vekselstrømmen har en lav frekvens som vekselstrømmen i en stikkontakt, der er på omkring 50 svingninger i sekundet (hertz), føles overfladen ru.
\ Fakta
Øger man frekvensen til op mod 200 hertz, føles overfladen glattere.
Nokia-prototypen er stadig langt fra butikshylderne, og det japanske elektronikfirma Toshiba udvikler også lignende føle-skærme i samarbejde med det finske firma Senseg.
Skal stadig videreudvikles
Udfordringen er at lave en effekt, som tager hensyn til den elektriske ledningsevne hos brugeren.
En svedig finger vil give en svagere oplevelse, hvis ikke man justerer for det. Det skyldes, at vandet i sveden vil lede strømmen bedre og delvist kortslutte det elektriske felt.
Eftersom effekten er afhængig af, at der går strøm i et kredsløb fra fingeren og gennem kroppen, kan strømmængden og dermed styrken af effekten også forandre sig, når brugeren skifter stilling, for eksempel løfter hånden fra underlaget.
Et andet problem er, at teknologien i Nokias prototype kun kan generere én strømstyrke og frekvens ad gangen.
Det betyder, at den foreløbig ikke kan give to forskellige følelser i to fingre på en gang, hvilket ellers ville være nødvendigt med multi-touch-skærme som for eksempel i Apples iPhone og iPad.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm