Næsen er stoppet, feberen er for opadgående, og du putter dig under dynen.
Det havde nok været klogt at få lidt næring i sig, tænker du måske. Men mad er det sidste, der frister nu.
Hvorfor bliver vores appetit påvirket, når vi bliver syge? Og bør vi alligevel tvinge en smule mad ned?
Kroppen prioriterer at reparere sig selv
»Der er lavet forsøg på dyr med infektioner, hvor de er blevet tvangsfodret. På kort sigt viser det sig at være en fordel for kroppen, at man ikke spiser så meget,« siger Vibeke Videm, professor ved Institut for Klinisk og Molekylær Medicin ved Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet (NTNU) og overlæge ved Skt. Olavs Hospital.
- Hvorfor er det en fordel?
»Når kroppen er i en akut stresssituation, som for eksempel ved sygdom, skal den prioritere,« siger Vibeke Videm.
Ved infektion eller skade frigives signalmolekyler samt stresshormoner fra binyrerne. De spreder sig til hele kroppen via blodbanen og gør det muligt for kroppen at møde truslen.
Signalmolekylerne når også den del af hjernen, der hedder hypothalamus. Den påvirker blandt andet temperaturreguleringen – og appetitten. Det betyder, at vi får feber, bliver sløve og har mindre lyst til mad.
Der sker altså en omfordeling af, hvad kroppen koncentrerer sig om at præstere, og hvor meget energi der bruges til reparation. Appetit og fordøjelse sættes med andre ord til side til fordel for skade.
\ Spørg Videnskaben

Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sure tæer til nanorobotter og livets oprindelse.
Du kan spørge om alt - men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk
Nogle dage uden mad er ok - men husk at drikke
Vi kan miste lysten til mad ved både akutte og kroniske infektioner, skader og operationer.
»Appetitten påvirkes af alle stressende situationer, der gør, at kroppen skal prioritere,« siger Vibeke Videm.
Men tilstanden skal være alvorlig nok.
»Det er ikke sådan, at man mister appetitten, når man for eksempel skærer sig i fingeren. Så foregår forsvarsreaktionen lokalt,« siger Vibeke Videm.
- Skal vi bare acceptere, at vi ikke appetit har, eller skal vi spise alligevel?
»Det er helt fint at lytte til kroppen. Lad os sige, at du får en kortvarig forkølelse eller en coronainfektion, der er overstået i løbet af få dage. Hvis du har dårlig appetit, er det vigtigste, at du får nok væske. At tvinge sig til at spise meget hjælper ikke i dette tilfælde, så man kan godt følge kroppens signaler,« siger Vibeke Videm.
Det råd kan også være en hjælp til forældre med syge børn.
»Sørg for, at børnene får nok at drikke. Det nytter ikke noget at tvinge dem til at spise aftensmad. Men hvis det kommer til kronisk og langvarig sygdom, skal man selvfølgelig tænke anderledes,« siger Vibeke Videm.
\ Læs mere
Kroppens prioritering er ikke god på lang sigt
Kroppens reaktion - nedsat appetit - er beregnet til at virke i en kort periode. Du bliver frisk igen, og så kan du gøre op med det forsømte.
»Kronisk infektion, stress eller langvarig kræft vil derfor være anderledes. Og problematisk. I sådanne situationer kan omfordelingen i kroppen føre til, at vi tærer på vores egne muskler for at skaffe proteiner, i stedet for at spise mad, der indeholder det, vi har brug for,« siger Vibeke Videm.
Kroppens prioritering virker på kort sigt, men er ikke god på længere sigt.
»Her skal vi finde gode løsninger for, at patienterne får mad og drikke nok,« siger Vibeke Videm.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.

































