Ved dette års Glastonbury-festival satte Sir Elton John som det mest sete hovednavn i festivalens historie.
Mere end 7 millioner personer tændte TV'et for at se hans sidste koncert i Storbritannien, og den 76-årige sanger levede helt og holdent op til sit ry med sit karakteristiske showmanship.
Mange, der har fulgt hans musik gennem årtierne, har dog utvivlsomt lagt mærke til, hvor meget hans stemme har ændret sig i løbet af hans karriere – og ikke kun som følge af den operation, han undergik i 1980'erne for at fjerne polypper fra hans stemmebånd.
Men det er heller ikke alt sammen som følge af aldringsprocessen. Selvom det ikke ligefrem er et mysterie, at aldring påvirker alle dele af vores krop, er det ikke den eneste grund til, at en persons stemme - selv en professionel sanger som Sir Eltons - kan lyde helt anderledes gennem årene.
Lyden af stemmen
Stemmebåndene producerer lyden af vores stemme. De er placeret i strubehovedet, som er en del af åndedrætssystemet, der gør luft i stand til at passere fra halsen til lungerne.
Når luft passerer ud af lungerne og gennem strubehovedet, får det stemmebåndene til at vibrere – og det producerer lyd.
Stemmebåndene er groft sagt sammensat af tre dele: Stemmelæber, stemmebånd (ligamenta vocalia) og to modstillede, slimhindebeklædte kamme i struben, som holder overfladen fugtig og beskytter mod skader.
Derudover er der cirka 17 muskler i strubehovedet, der kan ændre stemmebåndets position og spænding – og på denne måde ændre den producerede lyd.
Før puberteten er der meget lidt forskel på den lyd, stemmebåndene producerer, men i løbet af puberteten begynder hormonerne at gøre sig gældende.
Det ændrer strubehovedets struktur, længden af stemmebåndene og gør adamsæblet mere fremspringende hos mænd. Efter puberteten er de omkring 16 mm lange hos mænd og 10 mm hos kvinder.
Kvinders stemmebånd er også 20-30 procent tyndere efter puberteten. Disse kortere, tyndere stemmebånd er årsagen til, at kvinder typisk har lysere stemmer end mænd.
\ Læs også
Selv efter puberteten kan hormoner påvirke stemmen. For eksempel kan en kvindes stemme lyde anderledes afhængigt af, hvor hun er i sin menstruationscyklus – med den bedste stemmekvalitet i ægløsningsfasen.
Det skyldes, at kirtlerne producerer mest slim i denne fase, hvilket giver stemmebåndene deres bedste funktionsevne.
P-piller resulterer i mindre variation i stemmekvaliteten
Forskning viser også, at kvinder, der tager p-piller, har mindre variation i stemmekvaliteten, fordi p-pillerne stopper ægløsningen.
Hormonforandringer i løbet af den præmenstruelle fase er til gene for stemmebåndene ved at gøre dem stivere. Det kan være med til at forklare, hvorfor operasangere blev tilbudt 'respitdage' i 1960'erne for at sikre, at de ikke beskadigede deres stemmebånd.
Fordi kvinders stemmebånd er tyndere, kan de også være mere tilbøjelige til at lide skade af overanstrengelse.
Alt ældes
Som med næsten alle andre dele af kroppen ældes stemmebåndene. Men disse ændringer er ikke nødvendigvis lige mærkbare for alle.
I takt med at vi bliver ældre, begynder strubehovedet at øge sit mineralindhold, hvilket gør det stivere og mere som knogler end brusk.
Denne ændring kan begynde at ske allerede i 30-års-alderen – især hos mænd, og det gør stemmebåndene mindre fleksible.

Musklerne, der gør det muligt for stemmebåndene at bevæge sig, begynder også at blive slidt (ligesom vores andre muskler), når vi bliver ældre.
De ledbånd og det væv, der understøtter stemmebåndet, mister også elasticitet og bliver mindre fleksible.
Der er desuden et fald i lungemuskel-funktionen, hvilket reducerer kraften i den luft, der udstødes fra lungerne for at skabe lyden. Antallet af kirtler, der producerer det beskyttende slim, falder også, og der forekommer desuden en reduktion i evnen til at kontrollere strubehovedet.
Livsstil er en faktor
Selvom stemmebåndene ældes med stort set samme hastighed hos de fleste mennesker, kan mange livsstilsfaktorer øge risikoen for skader – og det kan ændre den måde, vores stemme lyder.
Rygning forårsager for eksempel lokal inflammation og øget slimproduktion, men det kan også udtørre slimhinderne. Alkohol har en tilsvarende effekt.
Over tid kan disse faktorer beskadige stemmebåndene og ændre stemmens lyd.
En del håndkøbs- og receptpligtige lægemidler kan også ændre stemmen – som eksempelvis steroid-inhalatorer, der bruges ved halsbetændelse.
Overdreven brug og overanstrengelse
Blodfortyndende medicin kan også beskadige stemmebåndene og forårsage polypper, der får stemmen til at lyde raspende eller hæs.
Muskelafslappende lægemidler kan føre til irritation og beskadigelse af stemmebåndet, da det aktive stof gør mavesyren i stand til at skylle tilbage op til strubehovedet.
Heldigvis forsvinder irritationen og ændringerne forårsaget af disse lægemidler typisk, når man holder op med at bruge dem.
En anden livsstilsfaktor kan være overdreven brug og overanstrengelse, som typisk ses hos sangere og andre, der bruger deres stemme meget i forbindelse med deres arbejde, som lærere og fitnessinstruktører.
\ Læs også
Reinkes ødem
Det kan føre til en sjælden tilstand kaldet Reinkes ødem, som også kan være forårsaget af rygning.
Ved Reinkes ødem får patienten væskefyldte stemmebånd. Reinkes ødem er en vandig hævelse i slimhinden, som ligger hen over stemmebåndene, og som ændrer stemmens tonehøjde ved ofte at gøre den dybere.
I ekstreme tilfælde af Reinkes ødem er det nødvendigt med en operation for at dræne væsken, men i de fleste tilfælde er det nok med hvile og at holde sig fra irritanter som rygning og alkohol.
Tale- og sprogterapi også kan behandle ændringen af lyd.
Vedligeholdelse af vores stemmekvalitet
Selvom vi ikke kan afhjælpe alle de aldersrelaterede ændringer, der sker med vores stemmebånd, kan vi bevare noget af vores stemmekvalitet og -evne gennem fortsat brug.
Det kan forklare, hvorfor sangere i mange tilfælde har markant færre vokalforandringer med alderen end deres ikke-syngende modparter.
At synge eller læse højt dagligt kan give stemmebåndene tilstrækkelig motion og bremse deres tilbagegang.
Det er også vigtigt at passe på stemmebåndene. Sørg for at være hydreret og begrænse indtaget af alkohol og tobak for at at forhindre for meget forfald og skader.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

































