Har du nogensinde haft en seksuel fantasi, der overraskede dig? Som virkelig kom bag på dig?
En fantasi, du måske endda skammede dig over, og som du ikke kunne forstå, hvorfor du egentlig tændte på?
For hvor kommer vores sexfantasier egentlig fra?
Det undersøger Brainstorm - Videnskab.dk’s podcast om hjernen - i denne uges afsnit. Brainstorm-vært Anne Sophie Thingsted tager Freuds psykoanalytiske briller på og ringer til Jesper Roesgaard Mogensen for at få svar.
Han er nemlig klinisk psykolog og specialist i psykoterapi og klinisk sexologi ved Sexologisk Klinik på Psykiatrisk Center København. Og han bruger psykoanalysen som værktøj til at forstå, hvorfor vi har de sexfantasier, vi har.
Lyt med, og bliv klogere på et af de mere pikante hjørner af den menneskelige psyke i denne uges episode af Brainstorm.
Du kan lytte til episoden gennem afspilleren i toppen af artiklen eller ved at søge på ‘Brainstorm’ det sted, hvor du hører podcasts.
\ Brainstorm - Videnskab.dk’s hjerneredaktion

Kan du ikke få nok af spændende historier om hjernen?
Så lyt til Brainstorm - Videnskab.dk's podcast om menneskets mest fascinerende organ, hvor værterne hver uge udforsker hjerneforskningens og psykologiens verden.
Du kan også abonnere gratis på podcasten ved at søge efter Brainstorm, der hvor du hører podcasts.
Brainstorm udkommer også med artikler, som serverer hjerneviden på en let og spiselig måde.
Brainstorm er støttet af Lundbeckfonden. Videnskab.dk har redaktionel frihed i forhold til indholdet.
Hvad er en sexfantasi?
For at forstå, hvor vores sexfantasier kommer fra, og hvorfor de opstår, må vi først have på plads, hvad en sexfantasi er. En sexfantasi er nemlig ikke det samme som tanker om sex, fortæller Jesper Roesgaard Mogensen
Tanker om sex er kendetegnet ved at være realistiske - såsom når du tænker på, hvordan og med hvem du godt kunne tænke dig at have sex.
Dine sexfantasier behøver tværtimod ikke at have noget med virkeligheden eller med dine seksuelle erfaringer at gøre.
En sexfantasi er nærmere en samling af fragmentariske, pludselige indre billeder: lyde, kroppe eller scenarier, der ikke nødvendigvis har noget at gøre med, hvem du ellers er som person.
Det kan for eksempel være, du pludselig kommer til at forestille dig, at du har offentlig sex eller tænder på tentakler.
Men hvorfor i alverden får du disse forestillinger, hvis ikke det er, fordi du ønsker at hygge dig i al offentlighed eller med en blæksprutte…?
Og hvad skal du gøre ved fantasierne? Bør du forsøge at udleve dem eller gemme dem langt væk i dit indre?
Lyt til denne uges episode af Brainstorm, og få et psykoanalytisk bud på, hvad du bør stille op med dine seksuelle fantasier- uanset hvor pikante eller vanilje de end er.

































