Formentlig spilder mange professionelle cykelryttere deres tid og penge, når de bruger såkaldte ’højdehuse’ i forbindelse med deres træning. I hvert fald øger den særlige træning ikke kroppens evne til at optage ilt – som man ellers har troet.

Sådan lyder konklusionen i et stort schweizisk/dansk forskningsprojekt. Det fastslår, at cykelrytteres kombination af overnatninger i iltfattige omgivelser med daglig træning i normal iltkoncentration højest har en placeboeffekt.

»Videnskabeligt set har højdetræning ikke nogen effekt. Hverken evnen til at cykle langt eller evnen til at sprinte bliver gennemsnitligt set forbedret.«

»Vores fund bør få Team Danmark til at tænke sig grundigt om, før de sender atleter til højdetræning i udlandet eller bygger højdehuse i Danmark. Det her er en advarselslampe,« siger Nikolai Nordsborg, lektor ved Institut for Idræt, Københavns Universitet.

Han står bag forskningen sammen med professor Carsten Lundby fra Zürich Universitet. Deres resultater er netop blevet publiceret i det anerkendte tidsskrift Journal of Applied Physiology.

Tidligere forskning overså placeboeffekten

I lande som Australien, Norge, Frankrig, Sverige og Finland bruger sportsklubber og landshold millioner af kroner på at indlogere svømmere, langrendsløbere og cykelryttere i højdehuse.

Det kan derfor undre, at fremgangsmåden nu viser sig slet ikke at påvirke cykelrytternes fysik.

De danske forskere er da også selv overraskede over deres konklusion. Tidligere har amerikansk forskning nemlig vist, at højdetræning faktisk kan forbedre elite-cykelrytteres tid under løb med 1-2 procent.

Amerikanerne havde bare ikke mulighed for at undersøge placeboeffekten. Forbløffende nok viser det nye danske forsøg – som det første i verden – at den rent faktisk spiller en stor rolle.

Sådan lavede forskerne fejl-forsøg

Det danske forsøg var indrettet anderledes end amerikanernes og lignende forsøg fra Australien.

De tidligere udenlandske forsøg er foregået sådan:

• Forskere udvælger to sammenlignelige grupper af cykelryttere.
   
• Den ene gruppe ryttere tilbringer 16 af døgnets timer på et 2.500 meter højt bjerg, hvor de sover. Den tynde luft vil nemlig i teorien øge rytterens mængde af røde blodceller, og dermed indholdet af ilt i en liter blod. Det betyder, at den enkelte atlet får et større maksimum for, hvor meget ild, han kan optage. Den evne lægger man ikke lige fra sig, så han tager den med på landevejen, hvilket teoretisk set er en fordel. Jo bedre en cykelrytter optager ilt, desto stærkere kan han præstere, når han om morgenen er kørt ned ad bjerget for at træne ved havniveau i dagstimerne. Rytterne undgår at træne på toppen af bjerget, fordi de alt for nemt bliver forpustede i den tynde luft. Dermed falder kvaliteten af træningen.
   
• De anden gruppe både sover og træner ved havniveau.

De tidligere forsøg viste gang på gang, at de ryttere, der boede i højden og trænede ved havniveau, klarede sig bedst i en række udholdenhedstest. De amerikanske og australske forskere konkluderede derfor, at 16 daglige timer i iltfattige bjergluft booster vores evne til at udnytte ilten i luften.

Det danske forsøg blev indrettet særligt

De danske forskere var mistænksomme. Der var en chance for, at højdetrænede ryttere alene kørte bedre tider hjem, fordi de selv troede, at højdetræningen gjorde dem stærkere. De højdetrænede rytteres forbedrede resultater kunne altså muligvis forklares med det psykologiske fænomen ’placebo’.

»Derfor indrettede vi vores forsøg anderledes end amerikanerne og australierne. Vi lavede alle de klassiske målinger på samme måde, som de havde gjort før os.«

»Men i stedet for at lade den ene gruppe køre op ad et bjerg om aftenen, lod vi dem alle sammen sove på det samme hotel. De specielle var bare, at luften i halvdelen af værelserne indeholdt en iltmængde svarende til den, du finder i 3.000 meters højde,« siger Nikolai Nordsborg.

På den måde var foskerne sikre på, at ingen rytter vidste, om det var ham, der tilbragte 16 daglige timer i iltfattig luft.

Rytterens motivation er alfa-omega

De danske idrætsforskeres mistanke viste sig at være begrundet. Godt nok så det ud til, at enkelte cykelryttere forbedrede deres resultater – blandt andet Jakob, som optræder i videoen herover. Men gennemsnitligt set var der ikke noget videnskabeligt bevis for, at højdehuse gør cykelryttere hurtigere.

Til gengæld kan det være, at der er en ekstra ressource at hente i den enkelte rytters indstilling.

»Forsøget viser, at den enkelte rytters motivation har en utrolig stor betydning for, hvordan han klarer sig. Hvis han forventer, at han klarer sig bedre, fordi han har sovet i iltfattig luft, så klarer han sig også bedre – i gennemsnit 1-2 procent,« siger Nikolai Nordsborg.

Team Danmark: Vi skal gøre det, der virker

Team Danmark, der styrer organisereingen af eliteidræt her i landet, har finansieret en stor del af forskningsprojektet. Organisationens direktør, Michael Andersen, bider mærke i, at enkelte sportsfolk – som Jakob i videoen – faktisk har gavn af højdetræning.

»Her taler vi om verdensklasse-atleter, og der er store individuelle variationer. Så det er vigtigt at have for øje, hvordan den enkelte atlet responderer,« siger Michael Andersen.

Den samme pointe fremhæver professor Carsten Lundby, der også var en hovedkraft i forskningsprojektet.

»Resultaterne kan også skyldes, at højdetræning virker på nogle ryttere, men ikke på andre. For eksempel har vi netop lavet en interessant analyse. Den indikerer, at effekten er afhængig af, hvor meget hæmoglobin en person har i sit blod.«

»De ryttere, der allerede har en høj værdi, har kun en meget lille effekt af højdetræning. Derimod oplever dem, der har en relativ lille værdi, en effekt,« siger Carsten Lundby og fortæller, at mere forskning skal kaste lys over de gådefulde forhold, hvis det viser sig at holde stik.

Kan man for eksempel ud fra en rytters genmateriale forudse, hvorvidt højdetræning gør ham hurtigere?

Muligvis skal der bruges mindre højdetræning

Team Danmark-direktøren mener dog, at de nye forskningsresultater kan få konsekvenser for, hvor mange penge der i fremtiden bliver brugt på højdetræning.

»Man kunne godt forestille sig, at vi kommer til at bruge højdetræningslejre mindre. Men det må vi se på med forbundene. Vi skal optimere vores ressourcer bedst muligt og afveje trænernes erfaringer med videnskabens resultater,« siger Michael Andersen.

Det kommer ikke som et chok for ham, at en placebo-effekt kan have en meget positiv indvirkning på sportsfolks præstationer.

»Vi ser tit, at det mentale er uhyre vigtigt i elitesporten. Tror man på at det, kan man rigtigt meget. Derfor har vi også i Team Danmark opprioriteret det sportspsykologiske område. Men det er svært at sige, om vi kan systematisere den nye viden om placebo-effekten,« siger Michael Andersen.

Særlig højdetræning kan faktisk virke

Nikolai Nordsborg forsker videre i højdetræning. Han mener nemlig, at der er en god chance for, at visse former for højdetræning alligevel kan hjælpe atleter med at klatre op i klassementet.

»Vi er i gang med at undersøge, om det gavner svømmelandsholdets medlemmer, at de befinde sig en uge i 3.000 meters højde, for så at træne i 2.200 metres højde.«

»De målinger, vi har nu, indikerer, at det faktisk har en effekt. Men vi bliver nødt til at undersøge ’Bo højt – Træn lavt’-træningen yderligere for at forstå, om det kan have en fysiologisk effekt. Det er vi i gang med i samarbejde med Team Danmark,« siger Nikolai Nordsborg.

De nye studier vil tidligst blive publiceret senere på året.

Under et eksperiment - filmet af TV 2's LPS Lab - viser det sig, at cykelrytteren Jakob bliver hurtigere til at cykle, efter han i en periode har overnattet i ilt-fattig bjergluft. Han har siden vist sig at være en af de sjældne undtagelser, som forskerne nu vil studere nærmere.