Hjernen er ikke skabt til at læse – alligevel lærer den det

For en erfaren læser føles det ubesværet at genkende ordene på denne side.

Men set fra et evolutionært perspektiv burde din hjerne slet ikke være i stand til at læse. Læsning har eksisteret i alt for kort tid til, at evolutionen har kunnet forme et særligt center i hjernen til formålet.

Derfor er hjernen nødt til at lære at læse ved at bruge systemer, som oprindeligt er udviklet til andre formål. Men det har længe været uklart, præcis hvilke systemer den tager i brug og hvordan.

Det er vigtigt, fordi forskelle i disse allerede eksisterende systemer kan være med til at forklare, hvorfor nogle af os har lettere ved at læse end andre. Det kan også forklare, hvordan mennesker, der er døve, blinde eller har dysleksi, lærer at læse på bemærkelsesværdigt forskellige måder.

I mit nye studie, der er offentliggjort i Cerebral Cortex, er jeg kommet frem til nogle svar.

I studiet undersøgte jeg sammenhængen mellem menneskers læsefærdigheder og den detaljerede struktur i deres hjerner. Jeg sammenlignede også tvillinger med forskellige grader af genetisk overlap, for at undersøge om fælles genetiske faktorer bidrager til forbindelsen mellem hjernestruktur og læsefærdighed.

Disse mønstre giver fingerpeg om, hvilke dele af det udbredte 'læsenetværk' der kan skabe de oprindelige forudsætninger for at kunne læse, og hvilke dele der i højere grad reagerer på erfaring.

Grundlæggende neuralt hardware

Jeg brugte hjerneskanninger i høj opløsning fra Human Connectome Project, som er et stort studie af raske unge voksne.

Deltagerne læste ikke, mens deres hjerner blev skannet. I stedet gennemførte de separat en række sproglige tests. Den vigtigste af disse tests for mit studie var en adaptiv læsetest, hvor deltagerne udtalte skrevne ord højt. Jeg brugte deres resultater i denne test som mål for deres læseevne.

Jeg opdagede, at flere områder i hjernen bidrager til de færdigheder, der er nødvendige for at læse, og at en del af dem har arvelige forbindelser til læseevnen.

Det er vigtigt at understrege, at arvelighed ikke betyder, at vores egenskaber er fastlåst fra starten og ikke kan forandre sig. Hjernen forandrer sig faktisk hele tiden. Det er mere, som om vi starter med en delvist nedarvet klump ler, som vi løbende former og forfiner gennem hele livet.

Lad os begynde med de auditive evner. Når vi lærer at læse i skolen, begynder vi typisk med at identificere lyde og sætte dem sammen i hovedet. Problemer med at opfatte sprogets lydstruktur bliver faktisk ofte fremhævet som en underliggende faktor ved udviklingsbetinget dysleksi (ordblindhed).

For at kunne læse lærer børn at forbinde hvert bogstav med en lyd og sætte bogstavrækker sammen til ord: bogstavet s med 'sss'-lyden, i med den korte 'i'-lyd og t med 't'-lyden, så s-i-t udtales 'sit'.

Opdelingen af talte ord i enkelte sproglyde begynder på stavelsesniveau, hvor ordet sitting opdeles i sit|ting. Det kræver evnen til at registrere langsomt udviklende ændringer i lydstyrke.

De fleste stavelser begynder svagt med en konsonant som s-, bliver derefter kraftigere ved vokalen (-i-) med dens syngende karakter og falder til sidst igen i intensitet (-t).

Før vi for alvor har lært at læse, kan hjernen bruge auditive signaler som disse til at registrere stavelser og deres indre struktur i talesproget og dermed begynde sin vej mod læsefærdighed.

Et område, der er særligt velegnet til denne opgave, ligger ved siden af den primære auditive cortex øverst i venstre tindingelap, under tindingen og den øverste del af øret. Det kaldes det mediale bælteområde eller den mediale bæltebark og er indstillet på langsomme, grove ændringer i lyd.

Interessant nok fandt jeg en sammenhæng mellem læseevnen, og hvor velorganiserede nervecellerne i dette område er.

Sammenhængen havde en genetisk komponent, hvilket peger på, at organiseringen af dette sansesystem kan have betydning for, hvor let vi har ved at lære at læse. Sådanne forskelle kan bidrage til variationer i læsefærdighed, som ikke blot opdeler mennesker i dem med og uden dysleksi, men strækker sig over hele befolkningen.

Men vi skal også kunne forstå det, vi læser. En dygtig læser kan som regel se ord og direkte forbinde dem med deres betydning, samtidig med at deres lyd aktiveres.

Man mener, at genkendelsen af et ords visuelle udseende bygger videre på vores evne til at skelne ansigter fra hinanden ud fra deres karakteristiske træk. Vi identificerer bogstaver og ord ud fra deres mindre dele – buer, prikker og streger – på samme måde som vi genkender ansigter ud fra øjne, næser og hager.

Genkendelse af ansigter ser ud til at afhænge af et område i den højre forreste tindingelap, den dorsale del af temporalpolen (eller tindingepolen).

Interessant nok fandt jeg, at størrelsen af dette område hænger sammen med læseevnen – og at denne kombination også går i arv. En mulig forklaring er, at området hjælper os med at identificere skrevne ord, på en måde der minder om den måde, vi genkender et ansigt på.

Endelig mener man, at et andet område i den venstre forreste tindingelap (den forreste midterste temporale gyrus) forbinder ordets form med dets betydning. Jo større området er, desto bedre er vi til at afkode betydning.

Og det giver mening, at en fordel, når det gælder adgangen til ordenes betydning, kan gøre det lettere at lære at læse. Faktisk var områdets størrelse også genetisk forbundet med læseevnen.

Miljøets betydning

Nu, hvor vi har identificeret nogle mulige oprindelige forudsætninger for hjernens læseevne (vores 'lerklump'), kan vi se på, hvordan leret kan formes.

Efter at have registreret stavelser skal forskellene mellem sproglyde finjusteres. Det kræver, at den primære auditive cortex udfører en detaljeret analyse af lyde. Her er en tykkere cortex (hjernens yderste lag) forbundet med bedre læsefærdigheder.

Men, som jeg opdagede, denne kombination af læsefærdighed og en tyk cortex var ikke genetisk betinget. Det kan faktisk være, at erfaring, blandt andet eksponering for sproglyde, andre former for auditiv analyse, som for eksempel at udskille enkelte lyde i et lydbillede, samt øvelse i at læse, bidrager til en større tykkelse af cortex.

Strukturen af de bundter af nervefibre, der forbinder lyd med betydning og visuel form, hænger også sammen med læseevnen. Men heller ikke disse forbindelser ser ud til at være arvelige.

Bundterne kan udvikle sig, når lyd, betydning og den visuelle form af ord forbindes under læseundervisning og gennem generel sproglig eksponering. Så jo mere vi læser, desto bedre bliver hjernen til det.

Hvad kan vi lære af alt dette? Nogle hjerner har måske lettere ved at lære at omsætte bogstaver til lyde, identificere skrevne ord eller få adgang til ordenes betydning.

Men i sidste ende er vores læse- og sprogaktiviteter i høj grad med til at forme hjernens læsenetværk. Med andre ord kan engagerede forældre, lærere og talepædagoger faktisk hjælpe børn med at udvikle deres indre verden.

Alternative måder at lære at læse på

Der er ikke kun én måde at lære at læse på eller én måde at læse på.

Jeg talte engang med en fysikprofessor med dysleksi. Han var ikke i stand til uden videre at omsætte ord til lyde og hørte dem heller ikke inde i hovedet, mens han læste. Til gengæld forstod han teksten og beskrev det, som om de skrevne ord lydløst opbyggede systemer af betydning i hans hoved.

Han oplevede endda, at hans måde at læse på var en fordel i hans arbejde. Mens jeg lyttede, kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, hvordan hans forreste tindingelapper (som er involveret i at identificere velkendte former og få adgang til betydning) mon så ud.

Mit gæt er, at hans hjerne på grund af begrænset støtte fra den auditive vej har lært i højere grad at basere sig på direkte forbindelser mellem skrevne ordformer og betydning. Fysikprofessorens forreste tindingelapper kan have været med til at understøtte denne alternative vej til at forstå det, han læste.

Det betyder naturligvis ikke, at dysleksi er en forudsætning for at blive fysikprofessor. For mange mennesker kan læsevanskeligheder være en hård kamp. Selv for professoren kan det ikke have været en dans på roser at nå et så højt færdighedsniveau.

Mennesker, der er født døve, er et andet slående eksempel på, hvordan hjernen finder alternative veje til at lære at læse. Ligesom fysikprofessoren kan dygtige døve læsere i høj grad basere sig på de skrevne ords visuelle form og betydning.

For tegnsprogsbrugere indebærer det at lære at læse dog også, at der opbygges forbindelser mellem skrevne ord og et andet sprog – deres tegnsprog. Tegnsprog er selvstændige systemer med deres eget ordforråd og deres egen grammatik og er ikke blot talte sprog oversat til tegn.

Blindskrift giver endnu en vej til læsning. Her repræsenteres bogstaver gennem mønstre af hævede prikker, så ord kan læses ved hjælp af følesansen i stedet for synet. Bemærkelsesværdigt nok kan mennesker, der bliver blinde tidligt i livet, under blindskriftlæsning tage dele af hjernen i brug, som normalt er viet til synet.

'Post-litterære' hjerner?

På det seneste har der været meget debat om, hvorvidt menneskeheden er ved at blive 'post-litterær'. Vi vender os i stigende grad mod korte videoer, lyd og andre medier i stedet for at læse lange artikler, for slet ikke at tale om bøger, og en OECD-rapport har faktisk konstateret, at læsefærdighederne er på retur.

Det bør bekymre os, fordi læsefærdighed i sidste ende er en forudsætning for demokratiet. Vi har brug for evnen til at læse i dybden og for den vedvarende opmærksomhed, som følger med, hvis vi skal kunne vurdere idéer og politiske forslag ordentligt.

Uanset hvordan vi læser, kan vi alle takke vores kloge hjerner for evnen. Vi har lært at hacke vores hjerner, så de kan forbinde forskellige typer information – auditiv, visuel og endda taktil – med betydning.

Og det stopper ikke dér. Vi opbygger stadigt mere komplekse netværk af betydning, som hjælper os med at forstå og påvirke den verden, vi lever i.

Så bør vi overgive os til den post-litterære tidsalder og holde op med at træne dette bemærkelsesværdige netværk i hjernen? Hvis du spørger mig: Ikke tale om.

I stedet bør vi fortsætte med at forme vores grå klumper af ler til stadig smukkere former. Hvordan gør vi det? Vi læser.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.