Immunsystemet patruljerer konstant vores kroppe og reagerer, hvis det opdager sygdomsfremkaldere som fx bakterier, svampe og virus.
Forskere fra Københavns Universitet har nu opdaget et hidtil ukendt samarbejde mellem immunsystemets spejdermolekyler, som kan hjælpe dem med at finindstille den immunologiske reaktion på sygdomsfremkalderne.
Det medfødte immunforsvar virker som et automatisk forsvarssystem, som altid er på vagt. Et af dets spejdermolekyler kaldes mannosebindende lectin (MBL), og det svømmer rundt i blodet, hvor det kan hage sig fast på fremmedlegemer som bakterier, virus og svampe.
»Når det sker, sender MBL besked til resten af immunsystemet om, at her er der noget, som skal fjernes fra kroppen,« forklarer postdoc Ying Jie Ma fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og Rigshospitalets Afdeling for Klinisk Immunologi i en pressemeddelelse fra Københavns Universitet.
»Hvis det lykkes for en sygdomsfremkalder at slå sig ned og inficere vores kroppe, kan immunsystemet reagere med betændelsestilstande – inflammation. Inflammation er i bund og grund biokemisk krigsførelse for at dræbe og ødelægge det smittede kropsvæv, inddæmme infektionen, fjerne sygdomsfremkalderen fra kroppen og til sidst rydde op efter kampen. «