Forsker: Skolen skal hjælpe børn med ADHD

Hvis man træner forældre til ADHD-ramte børn i at håndtere børnenes udfordringer, får ungerne det bedre. Det viste et studie, som Videnskab.dk skrev om for nylig.

Man skulle måske tro, at hvis man så også træner børnenes pædagoger eller lærere i de samme principper, ville børnene få det endnu bedre.

Men sådan ser virkeligheden ikke ud, viser et nyt, dansk studie, som er publiceret i tidsskriftet Journal of Child and Family Studies.

I studiet sammenlignede forskerne, hvor meget bedre børn med ADHD fik det, hvis både forældre og lærere blev undervist i stedet for kun forældrene. Resultaterne viste dog, at der ikke var forskel på børnenes fremgang.

Det kan dog skyldes nogle begrænsninger i studiet, eksempelvis var der ikke så mange deltagere i undersøgelsen. Derfor er studiets hovedforfatter stadig overbevist om, at en indsats i skolen kan hjælpe børn med ADHD.

»Vi ved, at børn, som har ADHD, har udfordringer i skole og børnehave, og derfor betyder det her ikke, at det ikke er en god idé at intervenere i folkeskolen for de børn, som er svært ramt. Det skal man. Vi er nødt til at hjælpe dem,« siger Marie Louise Rimestad, som er psykolog og ph.d. ved Center for ADHD.

Børn med ADHD ender ofte som det sorte får

Marie Louise Rimestads tidligere forskning har vist, at forældre til ADHD-ramte børn kan være med til at mindske børnenes symptomer ved at få undervisning i, hvordan de bedst håndterer podernes vanskeligheder.

Et vigtigt resultat, siger Marie Louise Rimestad, fordi børn med ADHD ofte mødes af voksne, der skælder ud og ikke forstår, hvorfor barnet er anderledes og ikke kan det samme som de jævnaldrende kammerater.

»Vi ser tit, at der kommer en negativ spiral – både mellem barn og lærer, men faktisk også mellem børnene indbyrdes. Det barn, som har ADHD, kan blive et slags sort får i klassen, og det ved vi, er rigtig uhensigtsmæssigt, fordi det fører til flere adfærdsvanskeligheder og også tit til kriminalitet og stofmisbrug. Det er det, vi skal forebygge,« siger hun.

Kurser til lærere gav ikke større effekt

Spørgsmålet er så, hvordan skolerne kan være med til at forebygge, at børn med ADHD får store sociale problemer senere i livet.

Forskernes hypotese var, at man ved at undervise både forældre og lærere i at håndtere børnenes udfordringer kunne skabe en endnu mere positiv forandring, end hvis man kun underviste forældrene. Så ville børnene nemlig blive mødt med den samme tilgang i skolen som i hjemmet.

For at undersøge deres hypotese inddelte forskerne 64 børn i to grupper. I den ene gruppe blev både forældre og lærere til barnet undervist. I den anden var det kun forældrene.

Til forskernes overraskelse viste det sig, at der ikke var en nævneværdig forskel på, hvor meget bedre det gik de to grupper af børn.

»Der var måske en lille effekt i den gruppe, som både fik forældretræning og lærertræning. Der kunne lærerne godt se, at nogle af børnenes adfærdsvanskeligheder blev mindre, men det var ikke så tilpas stor en effekt, at vi vil kalde den signifikant,« siger Marie Louise Rimestad.

Studie havde begrænsninger

Ifølge Marie Louise Rimestad kan det skyldes flere ting, at studiet ikke viste forskel på, hvor meget bedre det gik de to grupper børn:

• Størrelsen af grupperne: Der var en del skoler, som takkede nej til at være med i forskningsprojektet, og det begrænsede, hvor mange deltagere, der kunne være med i undersøgelsen. Derudover var der mange lærere og pædagoger, som ikke besvarede det sidste spørgeskema, som omhandlede børnenes fremgang.
• Forskel på lærerkursus og forældrekursus: Lærernes kursus udgjorde fire møder af tre timers varighed, mens forældrene mødtes 17 gange i løbet af fem måneder. Derfor kan forklaringen være, at de fire møder ikke er tilstrækkelige til at gøre en forskel.
• Nogle lærere så ikke noget problem: Da forskerne forinden kurserne spurgte de voksne, hvilke problemer børnene havde, var der nogle af lærerne og pædagogerne, som ikke så de samme udfordringer, som forældrene gjorde. Forklaringen kan derfor være, at det er svært at se en positiv effekt, hvis man som udgangspunkt ikke så noget problem.
• Måske har vi ikke set effekten endnu: Indsatsen er blevet lavet meget tidligt i børnenes liv, og muligvis ser vi først effekten om længere tid. Derfor planlægger forskerne også at følge op efter fem år.

Forsker: Skolen har ikke ressourcer til træning

De samme begrænsninger i studiet ser Aida Bikic, som selv forsker i ikke-farmakologiske behandlingsmetoder til ADHD. Hun mener dog heller ikke, at det fritager skolen for at hjælpe børn med ADHD.

»Skolerne spiller helt sikkert en vigtig rolle, men der er nogle udfordringer i forhold til vores system. Lærerne har ikke ressourcer og tid nok til, at de får den her træning, og når man har inklusion i skolen, bør der altså være nogle, der har noget specialviden om dette emne,« siger Aida Bikic, som er adjunkt ved Syddansk Universitet og forskningskoordinator for børne- og ungdomspsykiatrien i Sydjylland.

»Omkring to-tre procent af børnene har ADHD, og man vil med stor sandsynlighed have mindst et barn i klassen, som har ADHD. Derfor tænker jeg, at det er rigtig vigtigt, at man som lærer ved noget om det.«

Det sociale er det vigtigste for børn med ADHD

Ifølge Aida Bikic kan det være, at indsatsen i hjemmet og i skolen skal være forskellige. Skolen og hjemmet er nemlig to arenaer, som stiller meget forskellige krav til børnene.

»I skolen er det også et vigtigt parameter, hvordan børn med ADHD har det med de andre børn i klassen. Børn med ADHD har tit vanskeligheder med skolekammeraterne, fordi de er udadreagerende og har svært ved at indgå i sociale relationer, fordi de mangler overblik,« siger Aida Bikic.

»Vi ved, at det sociale er meget vigtigt. Hvis børnene ikke trives socialt, trives de heller ikke fagligt. Så det faglige er lidt sekundært i forhold til, om børnene kan indgå i sociale fællesskaber og har det godt, og jeg tænker, at det er super vigtigt, at man kigger på det,« siger hun.

Der skal forskes mere i skoleindsatser

Begge forskere mener altså, at skolen bør være en del af behandlingen af børnenes ADHD, og hvordan skolesystemet så bedst griber opgaven an, må fremtidig forskning være med til at afgøre.

»Det er ikke, fordi jeg giver op. Det betyder bare, at vi skal undersøge, hvordan vi så kan hjælpe de her børn, som fortsat har det svært i skole og i børnehave,« siger Marie Louise Rimestad.

Selvom Marie Louise Rimestads forskning endnu ikke har fundet den endegyldige løsning, bidrager den bestemt til at rykke forskningen i den rigtige retning, mener Aida Bikic.

»Det her studie er et lille studie, og der er en del begrænsninger i det, men det tyder på, at der kunne være en positiv effekt ved at involvere skolen. Og så er det bare rigtig godt, at vi kan ende med at have mange flere behandlingsmuligheder at tilbyde børnene. Børn med ADHD er meget forskellige, og de har en masse forskellige behov, og derfor er det vigtigt at have mange forskellige behandlingsmuligheder. Små børn skal trives uanset, om de har ADHD eller ej, så det er vigtigt, at skolen er involveret i det her,« siger hun.