Du har sandsynligvis oplevet flow på et eller andet tidspunkt i dit liv. Flow er en ganske særlig følelse af, at du forsvinder helt i det, du laver. Du mister tidsfornemmelsen, du er meget motiveret, glad og leverer dit bedste, måske endda nogle gange uden helt at vide, hvor det kommer fra.
Det er velkendt i videnskaben, at sportsfolk på eliteniveau oplever flow, når de præsterer allerbedst. Spørgsmålet har indtil nu været, om flow også påvirker os mere dødelige, når vi dyrker motion i fritiden.
Flow skal helst være der lige fra begyndelsen
Svaret bliver senere i maj fremlagt på en kongres af en gruppe forskere ved Københavns Universitet. I et nyt studie viser de, at følelsen af flow hænger tæt sammen med, om man bliver ved med at dyrke sin sport efter 12 ugers ’prøvetid’, samt at det er vigtigt at opleve flow, allerede når man første gang kaster sig ud i sporten.
»Vi kan se, at de, der bliver ved med at dyrke sport efter de 12 uger, er dem, der har den højeste flow-score allerede ved begyndelsen af de 12 uger. Det er en indikation af, at det er vigtigt, at individer oplever flow lige fra begyndelsen, hvis man vil holde dem fast i regelmæssige fysiske aktiviteter,« siger Anne-Marie Elbe, lektor ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.
\ Fakta
Derfor virker flow 'magisk' Ifølge Frans Ørsted Andersen spiller hormoner en afgørende rolle for vores oplevelse af flow. Når vi anstrenger og koncentrerer os, øges mængden af dopamin, hvilket i sig selv kan virke som en belønning på hjernen. Men især tysk forskning har også vist, at vi i flow producerer lige præcis den rette mængde af stresshormonet kortisol: Ikke så meget, at vi får svært ved at forbruge og det skader immunforsvaret – og ikke så lidt, at vi bliver sløve. Man kan opnå flow i stort set alle typer situationer: boglæsning, gaming, operationer på patienter, vilde sportskampe - endda rengøring, melder forskeren.
Anne-Marie Elbe har stået i spidsen for det første internationale studie, der løbende har spurgt til motionisternes oplevelse af flow. Studiet bliver fremlagt på en stor fodboldkongres i København senere på måneden (se faktaboks til højre).
Fodbold eller zumba dyrket flere gange om ugen i tre måneder
I studiet blev 65 kvindelige sygeplejersker på et norsk hospital inddelt i to grupper, der dyrkede enten fodbold eller zumba i en time et par gange om ugen efter arbejde.
Efter 12 uger var deltagerne i alt 3 gange blevet spurgt til deres følelse af flow. Deres svar viser ikke bare, at det er vigtigt at opleve flow, når man går i gang med at dyrke sport, men også at følelsen af flow halvvejs gennem den 12 uger lange periode hang direkte sammen med, om deltagerne fortsatte med at dyrke sporten, efter de 12 ugers intervention var overstået.
»Det er vigtigt, at det er et longitudinelt studie, hvor vi har målt deltagernes følelse af flow tre gange, så vi kan følge udviklingen. Det er ikke gjort før. Derfor kan vi identificere, at flow-fænomenet ser ud til at være vigtigt ikke bare for eliteatleter, men også for almindelige udøvere,« bemærker Anne-Marie Elbe.
Passer godt med den øvrige forskning i flow
\ Fakta
Kæmpe fodbold- og sundhedskongres i København i midten af maj Peter Krustrup står sammen med sin kollega Jens Bangsbo fra Københavns Universitet i spidsen for en stor fodbold-verdenskongres, der bliver afholdt i DGI-byen i midten af maj. Kongressen angriber alle slags fodbold – rugby, australsk, amerikansk, gælisk og den klassiske slags, som landsholdet spiller i Parken – fra alle videnskabelige vinkler, herunder sundhedsvinklen, som bliver nævnt i denne artikel. Deltagerne er blandt andre humanistiske, naturvidenskabelige og socialvidenskabsforskere, der i alt fremlægger 400 abstracts, samt fysiske trænere fra storklubber i Europa, herunder Champions League-semifinalisterne Juventus og Real Madrid og en række Premier League-klubber. Kongressen finder sted fra 20.-23. maj. Du kan læse mere på kongressens hjemmeside.
Fundet ligger helt i tråd med international forskning i betydningen af flow. Det fortæller Frans Ørsted Andersen, der forsker i flow og positiv psykologi ved Aarhus Universitet.
»Sport er ét af de områder, hvor flow-forskningen har en lang tradition, men går vi uden for sportsområdet, finder vi det samme i masser af andre studier: Flow er en markør for, at man kan være i gang med en aktivitet, som skaber et livslangt engagement.«
»Man kan også vende den om og sige, at hvis du skal have skabt en interesse, der ligger ud over, ’det var fedt!’ – som sætter sig langtidsholdbare spor, der holder livet ud – så skal du op på flow-niveau,« siger Frans Ørsted Andersen, lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU).
Lettere at opleve flow i fodbold end i zumba
Undersøgelsen viser samtidig, at det er lettere at opnå en følelse af flow, når man dyrker fodbold i forbindelse med arbejde, end når man dyrker zumba. Forskerne har ikke undersøgt nærmere, hvorfor fodbold giver følelsen af flow, men de har flere teser:
-
Fodbold er en holdsport. Måske det er lettere at fortabe sig som del af en helhed.
-
I fodbold kan du selv vælge, hvordan du vil handle, og du kan selv bestemme dit tempo og hvor meget du løber. I zumba skal du gøre, som instruktøren siger.
-
Fodbold giver øjeblikkelig feedback. Du oplever med det samme, at du har succes, hvis du for eksempel scorer et mål.
-
Det er vigtigt for flow, at udfordringen passer til dine evner. Er det for let eller svært, oplever du ikke flow. Det kan muligvis være lettere at lægge aktiviteten i fodbold på sit eget niveau i fodbold end i zumba.
- Endelig har forskerne i tidligere studier kortlagt, at vi har færre bekymringer, når vi spiller fodbold, end når vi løber. En årsag er formentlig, at man fokuserer så meget på fodboldspillet, at bekymrende, flow-ødelæggende tanker bliver holdt væk. Måske spiller det samme ind, når man sammenligner fodboldspillere med zumba-dyrkere.
Zumba er næsten lige så sundt som fodbold
De gode effekter af fodbold- eller zumbatræning ses også på 45-65-årige kvinder. De har lige så stor forbedring som de yngre deltagere, og det er altså en god gruppe at ramme i forhold til at forebygge smerter og sygdomme.
Peter Krustrup
Det er ganske vist lettere at holde nye sportsdyrkere fast i fodbold end zumba, men det er ikke et argument for, at man kun bør satse på fodbold på arbejdspladsen, påpeger professor Peter Krustrup, som har stået i spidsen for fysiologiske undersøgelser af deltagerne i forsøget i Norge.
»Der er meget fornuftige effekter af både fodbold og zumba,« konstaterer Peter Krustrup.
Tidligere resultater fra forsøgsgruppen i Norge er allerede offentliggjort i to forskellige tidsskrifter, Scandinavian Journal of Medicine & Science in Sports og Plos One. De viser en række ændringer efter 12 ugers træning i:
- Kondital (5 procent stigning i begge sportsgrene)
- Fedtmasse (600 gram reduktion i zumba, 1000 gram reduktion i fodbold)
- Knogleformation (10 procent ekstra i zumba, 21 procent i fodbold)
- Skulder- og nakkesmerter (reduceret i begge grupper, både i forhold til intensitet og hyppighed)
Mange andre ville også have gavn af sport på arbejdspladsen
Undersøgelserne er lavet på hospitalsansatte, primært SOSU-assistenter og sygeplejersker, på mellem 25 og 65 år og siger derfor som udgangspunkt kun noget om lige præcis den gruppe.
»Men der er god grund til at tro, at der er mange andre grupper af utrænede og normaltrænede, som kan have gavn af både zumba og fodbold. På baggrund af de her og andre af vores undersøgelser er der fin evidens for at anbefale moderat træning og højintensitetstræning, både på arbejdspladser og i foreningsregi,« lyder det fra Peter Krustrup, professor ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.
Forskernes seneste undersøgelse er godkendt som abstract på en international fodboldkonference i København senere i maj – som Peter Krustrup i øvrigt selv er med til at arrangere (se faktaboksen). Den er desuden indsendt til et tidsskrift.
\ Kilder
- Anne-Marie Elbes profil (KU)
- Peter Krustrups profil (KU)
- Frans Ørsted Andersens profil (AU)
- Do soccer and Zumba exercise improve fitness and indicators of health among female hospital employees? A 12-week RCT; Scandinavian Journal of Medicine & Science in Sports 2014: 24: 990–999; doi: 10.1111/sms.12138
- Effects of the Workplace Health Promotion Activities Soccer and Zumba on Muscle Pain, Work Ability and Perceived Physical Exertion among Female Hospital Employees; Plos One; DOI:10.1371/journal.pone.0115059
































