Vold i film er mange ting, og da meget af min forskning kredser om filmvold, vil denne blog sikkert også komme til det.
I denne omgang har jeg været til pressekørsel på Clint Eastwoods seneste film ‘Gran Torino’, der har premiere herhjemme den 17. april og er intet mindre end en genistreg.
Filmen fik mig til at tænke på voldens rolle hos Eastwood, og da jeg ikke skal afsløre en tøddel (selvom man kan google sig frem til alt), så vil det her indlæg handle om Eastwoods tidligere film.
Det centrale tema i Eastwoods oeuvre – med det franske ord tænker jeg på mandens samlede bidrag til filmhistorien som skuespiller, instruktør m.m. – er selvfølgelig VOLDEN.
Stærk og svag vold
Kritikeren Devin McKinney har skelnet mellem, hvad han kalder for ‘stærk’ og ‘svag’ vold i film.
Stærk vold:
- Har mange betydningslag og opleves som moralsk kompleks.
- Kræver en stærk involvering af tilskueren.
- Skaber en voldsom og kompleks reaktion i os.
Den stærke vold er med andre ord aldrig ligegyldig. Den kan være ubehagelig, blodig og provokerende, men den er aldrig kedelig eller overfladisk. ‘It leaves an audience feeling dead inside, yet, somehow, more alive than it was two hours before.’
Det er en konstant brug af stærk vold, der sikrer Eastwood pladsen som Amerikas største nulevende auteur.
Udvikling over tid
Fra hans indtræden på filmens stjernehimmel i Sergio Leones spaghettiwestern ‘A Fistfull of Dollars’ (1964) over den ikoniske Dirty Harry-figur i Dirty Harry-serien i 70’erne og 80’erne, til den revisionistiske western ‘Unforgiven’ (1992) og for nylig de to krigsfilm ‘Flags of Our Fathers’ og ‘Letters From Iwo Jima’ (2006) er Eastwood blevet ved at vende tilbage til volden og dens funktion i heltens univers.
Her er tre simple spørgsmål: Hvilke problemer kan vold løse? Hvilken type vold må helten bruge? Og hvilken tilfredsstillelse får vi, publikum, af heltens handlemåde?
Som alle Eastwood-kendere ved, så udvikler hans helte sig over tid fra det småfascistiske og chauvinistiske til det kejtede-humanistiske. En lang og svær rejse, der udtrykkes mere og mere sublimt af skuespilleren Eastwood, efterhånden som han bliver ældre. ‘Gran Torino’ er ikke bare mesterligt instrueret, den er også så velspillet at hver eneste scene er en himmelsk fornøjelse.
Tre typer af vold
Jeg vil foreslå, at Eastwoods helte bruger vold på tre forskellige måder: Der er missions-volden, hvor helten ofrer sig uselvisk for nogen eller noget, en mission der ikke er relateret til ham selv. Som i ‘A Fistfull of Dollars’, hvor The Man With No Name redder en kvinde og hendes familie og selv nær bliver tæsket ihjel.
Der er dernæst tjeneste-volden, hvor helten gør sin pligt i samfundets tjeneste, ikke fordi han har lyst, men fordi hans moral byder ham at gribe ind. ‘Jeg vil ikke have nogen problemer, det er min politik,’ siger borgmesteren i ‘Dirty Harry’ (1973).
‘Nå, men når en voksen mand forfølger en kvinde for at begå voldtægt, så skyder jeg svinet. Det er min politik,’ svarer Dirty Harry. Måske ikke lige den slags tjenestevold, Hanne Bech Hansen kan plædere for, men den, der gjorde Eastwood til ikon.
Og endelig er der så selvtægts-volden, hvor helten har et personligt regnskab at gøre op. Det kan være for sig selv eller en ven, som i ‘Unforgiven’, hvor Munnys bedste ven Ned er blevet tæsket ihjel af sheriffen for et mord, Munny har begået.
Da Eastwood/Munny rider tilbage ind i byen, hvor den dræbte Ned er udstillet foran byens bar, går han ind og skyder bartenderen. ‘You just shot an unarmed man,’ siger sheriffen forarget. ‘Well, he should have armed himself if he were to decorate his saloon with my friend,’ svarer Munny roligt og skyder derefter sheriffen.
Alle tre slags vold – missions-vold, tjeneste-vold og selvtægts-vold – kan fremstilles som legitim. Det er ikke et spørgsmål om jura, men om filmæstetik og dramaturgi, om at vi køber karakteren og hans vrede og lever os ind i hans ræsonnement.
Hvordan volden så bliver brugt i ‘Gran Torino’ og hvilken type helt, Eastwood spiller her, ja, det vil jeg lade være op til jer beskuere. Ét er sikkert: glæd jer, filmen er et ægte treat!
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
