Et par hundrede fynboer er med i en ny stor undersøgelse, der skal gøre lægerne klogere på en udbredt lidelse: irritabel tyktarm.
Hver 10. dansker er nemlig ramt af sygdommen, og der er tale om en kronisk tilstand, som man ikke kender de specifikke årsager til. Symptomerne kan spænde fra let ubehag og oppustethed til tilbagevendende diarré, forstoppelse eller stærke smerter - og derfor virke voldsomt generende i hverdagen.
»Langt fra alle går til læge med deres mavebesvær, og alligevel er irritabel tyktarm en af de lidelser, som de praktiserende læger hyppigst skal tage stilling til. Men da det er svært at stille diagnosen ud fra symptomerne, vælger lægerne ofte at sende patienterne videre til flere undersøgelser for at være helt sikre på, at der ikke er andre og mere alvorlige årsager til mavesymptomerne,« siger projektlæge Luise Mølenberg Begtrup.
Universitetsregler gælder ikke i praksis
Luise Mølenberg Begtrup er ph.d.-studerende i Forskningsenheden for Almen Praksis på Syddansk Universitet, og hun skal i løbet af et år undersøge alle de patienter, der deltager i projektet.
Målet er at finde ud af, om det er nødvendigt at lade patienter gennemgå store og - ofte kostbare undersøgelse - på sygehuset, eller om den praktiserende læge med lige så stor sikkerhed kan stille diagnosen på irritabel tyktarm.
International forskning tyder nemlig på, at lægen ud fra ret enkle kriterier - patientens egen beskrivelse af symptomerne, et par blodprøver og fravær af faresignaler - kan afgøre, om der er tale om irritabel tyktarm. Den fremgangsmåde anbefales i britiske og amerikanske retningslinjer, men disse retningslinjer er designet på universitetsafdelinger - og ikke i almen praksis eller med danske patienter.
Frygter det værste
\ Fakta
VIDSTE DU
Patienter, der henvises til yderligere undersøgelse, vil ofte frygte det værste, indtil de får stillet en diagnose.
Patienter, der henvises til yderligere undersøgelse, vil ofte frygte det værste, indtil de får stillet en diagnose, og derfor kan ventetider og lange udredningsforløb, for eksempel med kikkertundersøgelser, blodprøver og scanninger, være belastende og angstfremkaldende.
Men det er også dyrt at gennemføre de store undersøgelsesprogrammer, og da knap en halv million danskere går rundt med symptomer, der tyder på irritabel tyktarm, vil der være mange millioner at spare, hvis den praktiserende læge selv kan stille diagnosen.
Derfor har Luise Mølenberg Begtrup bedt de praktiserende læger på Fyn om at sende patienter, der har symptomer på irritabel tyktarm, videre til hende. Halvdelen af patienterne vil hun så sende videre til Odense Universitetshospitals gastroenterologiske afdeling, der undersøger og behandler mave-tarmsygdomme. Den anden halvdel skal blot igennem en mindre undersøgelse hos Luise Mølenberg Begtrup, som vil stille diagnosen 'irritabel tyktarm' ud fra det, patienterne selv fortæller om symptomerne.
»Jeg håber, at erfaringerne kan danne grundlag for retningslinjer, der er baseret på danske patienter fra almen praksis. Dermed bliver resultaterne lettere at overføre til hverdagen hos de praktiserende læger, og lægerne får et godt grundlag for at stille diagnosen,« siger Luise Mølenberg Begtrup.
Kræver mange læge-kræfter
Patienter, der får en hurtig afklaring, har ofte lettere ved at acceptere, at der er tale om en tilstand, som de må lære at leve med. Det er straks sværere, hvis man i længere tid er blevet fastholdt i en sygerolle.
- Der findes i dag ingen effektiv behandling af irritabel tyktarm, og det er i det hele taget en sygdom, vi ikke ved ret meget om. Den er jo hverken fatal eller fashionabel, og derfor heller ikke særlig synlig, når der uddeles forskningsmidler.
Ove B. Schaffalitzky
»Der findes i dag ingen effektiv behandling af irritabel tyktarm, og det er i det hele taget en sygdom, vi ikke ved ret meget om. Den er jo hverken fatal eller fashionabel, og derfor heller ikke særlig synlig, når der uddeles forskningsmidler. Den fylder til gengæld meget i vores verden og kræver mange ressourcer,« siger professor Ove B. Schaffalitzky fra Medicinsk Gastroenterologisk Afdeling S.
Piller eller ej
Ofte vil lægens råd til patienter med irritabel tyktarm handle om kost og livsstil, men Luise Mølenberg Begtrup vil også afprøve, om kapsler med mælkesyrebakterier har nogen effekt.
»Ubalance i tarmens bakterieflora kan være en af årsagerne til, at tyktarmen bliver irriteret, og i så tilfælde er kapsler med mælkesyrebakterier en mulighed, som heller ikke medfører bivirkninger,« siger hun.
Alle hendes patienter vil derfor få udleveret kapsler, som de skal tage hver dag i et halvt år. Halvdelen vil få kapsler, der indeholder mælkesyrebakterier, og den anden halvdel vil få placebo, altså snydepiller.
Lavet i samarbejde med Magasinet Ny Viden, SDU
\ Om projeket
Forskningsenheden for Almen Praksis:
Forskningsenheden for Almen Praksis på Institut for Sundhedstjenesteforskning beskæftiger sig især med diagnosticering og behandling hos de praktiserende læger, som ofte er de første, der tilser patienterne. Et af enhedens fokusområder er mavesmerter, og disse projekter udføres i tæt samarbejde med Gastroenterologisk Afdeling S på Odense Universitetshospital.

































