Tre ud af de fire mest dødbringende kræftformer skyldes et protein ved navn Ras. Enten når det muterer, eller simpelthen fordi proteinet ender på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Ras har vist sig at være et vanskeligt mål at ramme for de forskere, der forsøger at kurere de dødbringende sygdomme.
I et nyt studie har vi opdaget en hidtil ukendt effekt, der får Ras til at finde sin rette plads i cellen.
Denne opdagelse kan føre til helt nye indfaldsvinkler i jagten på kræftkure.
Cellen som en byggeplads – arbejdet skal udføres det korrekte sted
Alle celler i den menneskelige krop er omkranset af en tynd hinde, en såkaldt cellemembran. Ud over at fungere som en barriere for cellens indre mod omgivelserne, fungerer den også som en platform for de kemiske processer som foregår inde i alle celler.
Man kan forestille sig cellen som en stor byggeplads, hvor det arbejde, som udføres af håndværkere og maskiner på en virkelig byggeplads, i celler varetages af såkaldte proteiner.
For at håndværkere og maskiner kan udføre et effektivt arbejde, er det nødvendigt med nogle klare retningslinjer for hvor og hvor meget, de skal arbejde, en præmis der er præcis den samme for proteinerne i celler.
En af måderne, hvormed cellen styrer proteinerne, er ved at binde dem til cellemembranen, så de kan transporteres det rigtige sted hen, og udføre deres naturlige funktion.
Cellemembranens form viser vej
Ras-proteiner bebor det indvendige af cellemembranen i hver eneste celle i den menneskelige krop. Der står de for aktivering af celledeling og cellevækst, så kræftsygdomme opstår, hvis proteinet sætter cellerne til permanent at vokse og gro: En proces, der kaldes misregulering.
Ras er misreguleret hvis det ikke finder vej til sin korrekte plads i cellemembranen. Det nye, som vi netop har offentliggjort i det ansete tidsskrift Nature Chemical Biology, er, at Ras ikke kan finde vej til sin plads, hvis membranen har den forkerte form.
Hvis cellen har den korrekte krumning, finder Ras vej til sin plads. Hvis membranen er for flad eller for rund, farer Ras vild. Desværre opfører Ras sig som de fleste arbejdere.
Hvis ikke den finder vej til sin arbejdsplads, får den næppe udført noget arbejde.
Nye indgangsvinkler til bekæmpelsen af dødsproteinet

Ras menes at være misreguleret i op mod 30 procent af alle kræftformer og er specifikt forbundet med yderst dødbringende typer i lunger, tyktarm og bugspytkirtel.
Når forskere typisk forsøger at finde en behandling mod kræft, og andre sygdomme, leder de efter små kemiske molekyler der kan binde direkte til de misregulerede proteiner.
Ras har naturligt nok været en oplagt kandidat for denne strategi, men forskere har nu i tre årtier forgæves ledt efter en metode til at bekæmpe dødsproteinet.
Deres mangel på succes har givet Ras et ry som det ”umedicinerbare cancermål”. Derfor bør vi søge andre indgangsvinkler til bekæmpelsen. Hvis Ras går amok på grund af forandringer i cellemembranens krumning, så skulle vi måske begynde at gå efter det, der bestemmer cellemembranens form.
Det vil være et skift i perspektiv, der nærmest kan sammenlignes med den gang, man gik over fra at flyve med luftballoner til at lette med faste vinger og propeller i stedet.
Krumme membraner tiltrækker Ras
Overhovedet at lede efter en sammenhæng mellem cellens form og misregulering af Ras var en usædvanlig en tanke og grænsede til det kontroversielle.
I begyndelsen undersøgte vi generelt, hvordan proteinet fæstner sig til cellens membran og forsøgte at binde Ras til en række forskellige syntetiske cellemembraner, formet som små kugler i forskellige størrelser.
Det viste sig, at Ras var mere tilbøjelig til at fæstne sig til de mindste kugler. Mindre kugler er mere krumme, og vi begyndte at ane et mønster. Det kontroversielle i denne observation bunder i, at folk i mere end ti år har troet, at det var cellemembranens sammensætning, der styrede hvor Ras satte sig fast.
Vi har vist, at der findes en anden faktor, nemlig membranens form, der styrer hvor Ras ender i cellen. Dermed er cellemembranens krumning også en mulig bidragsyder til udvikling af kræft.
Fra reagensglas til levende celler
Indtil nu er alle undersøgelserne foretaget på simulerede systemer i reagensglas.
Den næste store udfordring bliver at afdække, hvordan effekten viser sig i levende systemer, hvilket bliver ti gange sværere.
Vi er dog selv på rette vej, og vi håber at andre snart følger efter. Det vil sikkert vise sig vanskeligt at udvikle et medikament, der ændrer cellevæggens form, men vi er sikre på at vores opdagelse af denne form/fejlregulerings-sammenhæng, som minimum vil føre til nye metoder til at diagnosticere kræft.
































