Som de første i verden er det lykkedes danske forskere fra Rigshospitalet at udvikle teknikker, der kan måle kemoterapiens effekt på blodceller under behandlingen af akut leukæmi. Det skriver Rigshospitalet i en pressemeddelelse.
Når man behandler leukæmi, som også kaldes blodkræft, er to af de vigtigste cellegifte i behandlingen 6-mercaptopurin og methotrexate. De indsætter meget små mængder skadelige byggesten i cellernes arvemateriale, og det får leukæmicellerne til langsomt at gå til grunde, står der i pressemeddelelsen.
Med den nye metode, kan lægerne langt mere præcist end tidligere måle, hvor stor en del af de skadelige byggesten, der ender i patientens blodceller.
Der er stor forskel på, hvordan forskellige patienter omsætter disse gifte, men man har ikke før vidst, om det havde betydning for, hvor effektiv behandlingen er. Det har forskerne undersøgt ved at samle mere end 10.000 blodprøver fra knap 1.000 børn med leukæmi.
De har undersøgt koncentrationen af skadelige byggesten i cellernes arvemateriale gennem hele patientens behandlingsforløb. På den måde har de, ved hjælp af den nye metode, kunne kortlægge meget præcist, hvor effektivt behandlingen virkede på den enkelte patient.
Resultaterne viste blandt andet, at de børn, der havde de laveste koncentrationer af skadelige byggesten i cellernes arvemateriale, havde flere gange øget risiko for sygdomstilbagefald i forhold til de børn, der havde de højeste koncentrationer. Forskellen mellem patienternes evne til at omsætte cellegiftene gør altså forskellen ift., hvor effektivt behandlingen virkede.
Forskerne undersøger nu, hvordan lægerne kan gøre sådan, at alle patienter får høje koncentrationer af skadelige byggesten i blodet under behandlingen, så flere kan blive helbredt.
Kræft er skyld i 20 procent af dødsfaldene blandt børn over 1 år, og leukæmi er den kræftform, der oftest rammer børn. 10-15 procent af de børn, der rammes af leukæmi, dør af sygdommen. De resterende bliver raske efter at have gennemgået et forhandlingsforløb på omkring to et halv år.
Studiet er udgivet i Lancet Oncology.
sbl
