Lægemidlet prostacyclin, der bruges til behandling af forhøjet blodtryk i lungerne, ser ud til at hjælpe de hårdest ramte intensivpatienter med COVID-19.
Det konkluderer et nyt studie, som forskere fra Rigshospitalet netop har publiceret i tidsskriftet American Journal of Respiratory and Critical Care Medicine.
»Jeg synes, vi har gjort et fantastisk fund,« fortæller studiets førsteforfatter Pär I. Johansson fra Klinisk Immunologisk Afdeling på Rigshospitalet.
Stoffet prostacyclin kan hjælpe patienter, der har skader i cellerne, som sidder på indersiden af blodkarrene – de såkaldte endotelceller.
\ Støttet af Innovationsfonden
Forskningen er støttet med 3 mio. kr. fra Innovationsfondens Grand Solutions – Covid-19.
Det var en pulje, som Innovationsfonden oprettede i begyndelsen af corona-pandemien.
Til trods for de lovende resultater, er det for tidligt at drage store konklusioner på baggrund af ét studie, påpeger klinisk professor i infektionssygdomme Lars Østergaard.
Lars Østergaard er tilknyttet Aarhus Universitet og har ikke været en del af det nye studie.
»Det er spændende, og det kunne tyde på, at der måske var en effekt. Forsøget kan dog ikke med sin størrelse og gængs accepterede videnskabelige principper bekræfte en sådan effekt,« skriver han i en mail til Videnskab.dk.
Færre døde blandt behandlede
I undersøgelsen har Pär I. Johansson og kolleger undersøgt 80 patienter med COVID-19, der var så syge, at de skulle lægges i respirator. Dermed var det de hårdest ramte patienter overhovedet.
Alle patienterne fik den sædvanlige – og dermed bedst mulige – behandling af deres COVID-forløb. Men 41 af patienterne fik 3 døgns behandling med prostacyclin oveni den almindelige behandling. De resterende 39 patienter i forsøget fik placebo i form af saltvand.
Resultaterne viser:
- Patienterne, der fik prostacyclin, fik samlet set færre skader på kroppens vigtigste organer som lungerne, hjertet, lever og nyrer under indlæggelsen.
- Samtidig døde blot 9 af patienterne (22 procent), der fik prostacyclin, indenfor 28 dage. Til sammenligning døde 17 af patienterne (44 procent), der fik placebo, indenfor 28 dage.
Forskellen på dødeligheden i de to grupper er dog ikke statistisk signifikant, konstaterer forskerne i studiet. Det betyder, at der skal større studier til, før effekten kan fastslås med sikkerhed.
\ Patienter fra 5 danske hospitaler
De 80 patienter i studiet var indlagt på intensivafdelingerne på Rigshospitalet, Nordsjællands Hospital, Herlev Hospital, Hvidovre Hospital og Bispebjerg Hospital.
De var indlagt i perioden 15.juni 2020 til 25.januar 2021
Prostacyclin forhindrer mikroblodpropper
Prostacyclin er blevet anvendt bredt på danske hospitaler siden 1980-erne. Normalt bruges det til at behandle forhøjet blodtryk i lungerne.
Pär I. Johansson har dog gennem sin tidligere forskning vist, at en lav dosering af prostacyclin kan have en gavnlig effekt på endotelceller hos kritisk syge patienter.
Skader på endotelcellerne leder til mikroblodpropper, der vil påvirke alle organer i kroppen og dermed i sidste ende kan være dødelig.
»Den proces ser det ud til at kunne bremses ved at behandle med prostacyclin – også hos COVID-patienter. Samtidig er behandling med prostacyclin enormt sikker. Den er ikke plaget af alvorlige bivirkninger,« forklarer Pär I. Johansson.
Lars Østergaard har ikke selv brugt prostacyclin som læge, men ud fra, hvad han kender til stoffet, kan han godt forestille sig en effekt.
Han tør dog ikke spå om, hvor lovende behandlingen kan blive, før han har set »større forsøg med flere deltagere«.
Store opfølgende studier kan være klar om 6 måneder
Alt i alt har forskerne fra Rigshospitalet gjort et lovende fund. Der vil dog kræve større studiet og mere viden, før at behandlingen kan tages i brug.
Pär I. Johansson og hans forskergruppe opfordrer derfor til, at andre genskaber studiet i en større skala. Et studie med 3-400 patienter ville fyldestgørende, vurderer han.
»Behandlingen kan bestemt anvendes under denne pandemi,« lyder det fra Pär I. Johansson, som fortsætter:
»Hvis større internationale forsknings-konsortier finder disse resultater interessante nok og afprøver behandlingen på en større gruppe af COVID-19-patienter, vil resultaterne være tilgængelige indenfor cirka seks måneder. Det er mit håb,« siger Pär I. Johansson.
På Rigshospitalet er Pär I. Johansson også i gang med et forskningsprojekt, hvor han undersøger, hvordan prostacyclin kan forbedre intensivpatienters tilstand helt generelt.
\ Kilder
- Prostacyclin in Mechanically Ventilated Patients with COVID-19 and Severe Endotheliopathy: A Multicenter, Randomized, Clinical Trial (American Journal of Respiratory and Critical Care Medicine, 2021). DOI: 10.1164/rccm.202108-1855OC
- Pär I. Johanssons profil (Rigshospitalet)
- Lars Østergaards profil (AU)