Blev amerikanske diplomater syge af mystisk lyd?
Flere amerikanske diplomater i Cuba og Kina har oplevet mystiske lyde og er blevet syge. Ifølge forskerne kan symptomerne ikke skyldes lyden, men ingen kan svare på, hvad der så er sket.
diplomater syge høj lyd

Amerikanske diplomater er blevet hjemsendt med symptomer på skader på hjernen efter at have hørt en lys, gennemtrængende, hylende og til tider metallisk, knirkende lyd. (Foto: Shutterstock)

Flere amerikanske diplomater og ambassade-ansatte har meldt om oplevelser med mystiske lyde, fulgt af en række symptomer, såsom svimmelhed, kvalme, tinnitus og hovedpine. 

Det skete efter sigende først med diplomater i Cuba i 2017 og for nyligt i Kina.

Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, har i den forbindelse hævdet, at Cuba og Kina er »fuldstændigt sammenfaldende tilfælde«, og ambassademedarbejdere i begge lande er hjemsendt med symptomer på hjerneskade

Nu viser en ny forskningsartikel, udgivet i tidsskriftet JAMA, at diplomaterne fra Cuba ganske rigtigt oplever problemer med synet og har forringet hørelse, balance, søvn og kognition i månederne efter, at de oplevede de mystiske lyde.

Søvn- og synsproblemer

Forskerne bad de 21 deltagere i undersøgelsen svare på spørgsmål om deres velbefindende. Resultatet viste, at ud af 21 havde:

  • 18 søvnproblemer
  • 18 synsproblemer
  • 17 kognitiv svækkelse - dårligere hukommelse og mental sløvhed 
  • 16 hovedpine
  • 15 balanceproblemer
  • 15 høreproblemer

MRI-skanninger af deres hjerner viste nogle strukturer, der afviger fra normalen, i diplomaternes hvide hjernemasse, men det kan ikke afgøres, om disse er kommet efter opholdet på Cuba. 

Kilde: JAMA

»Der er ikke længere så meget tvivl om, at diplomaterne har været udsat for noget, siden de har fået de her skader, men jeg tvivler på, at lydene i sig selv har givet dem skaderne,« siger Dorte Hammershøi, professor på afdeling for Signaling og Information Processing, Aalborg Universitet. Hun forsker selv i lyd og akustik.

En gennemtrængende og hylende lyd 

I 2017, hvor forskerne startede undersøgelsen, var der i alt 24 diplomater fra Cuba, som var diagnosticeret med symptomer, og 21 af dem indgik i undersøgelsen.

19 af diplomaterne beskriver, ifølge den nye undersøgelse, at de hørte en højfrekvent (lys), gennemtrængende, hylende og til tider metallisk, knirkende lyd indenfor i deres hjem eller hotelværelse, og symptomerne kom efter det. 

Diplomaterne kunne bevæge sig væk fra eller tættere på lyden, men de kunne ikke gennemskue, præcist hvor den kom fra. 

Der er sidenhen dukket en optagelse af lyden op - hør den i videoen herunder.

Sådan lød den mystiske lyd. OBS: Det er ikke skadeligt at lytte til lyden i videoen. (Video: AP Digital Products)

Den første teori og forklaring på skaderne har været, at der var tale om et angreb med lyde. 

Der er dog ikke noget skadeligt for hjernen i at høre lyde i det frekvensområde – cirka 6.000 til 8.000hz - hvor den optagede lyd befinder sig, heller ikke selvom lyden afspilles meget højt, fortæller Dorte Hammershøi. 

»Man kan få vældig meget høreskade af 6.000 til 8.000 Hz, når lyden afspilles i et højt volumenniveau og i længere tid. Men den naturlige reaktion mod så kraftig lyd vil være at dække ørerne til, hvilket er en effektiv dæmpning. Dette, kombineret med de andre neurologiske skader, får mig til at tvivle på den optagede lyd som primære skadeforvolder,« siger Dorte Hammershøi.

Ultralyd er ikke sandsynlig

Der kan dog være en del af lyden, som vi ikke hører på optagelsen på grund af optageudstyret ikke kan fange hele lydspektrummet. Det kan for eksempel være lultralyd, der befinder sig i et meget højere spektrum, end vores ører kan høre.

Ultralyd

Ultralyd er lyd med frekvenser over det hørbare frekvensområde, det vil sige over 20.000 Hz. Det siger noget om antallet af svingninger, der er i lyden. Jo højere frekvens, desto større antal svingninger i lyden. 

Der er ingen teoretisk øvre frekvensgrænse for ultralyd, og man har formået at lave ultralyd med 100.000.000.000.000 Hz. 

Kilde: Den Store Danske

Tidligere forskning har fundet, at ultralyd kan give skader på hjernevævet, men ultralyd virker kun på meget kort afstand. Derfor er heller ikke det en særlig plausibel forklaring, vurderer Dorte Hammershøi. 

»Ultralyd bliver nemt dæmpet af både luft og strukturer i rummet, såsom stole og borde, og derfor vil ultralyd være et dårligt våben at bruge på afstand,« siger Dorte Hammershøi. 

Diplomaterne beskriver også at have oplevet rystelser og vibrationer i rummet, mens lyden stod på.

»Når det forekommer samtidig med kraftig lyd, så er det tegn på, at der har været et kraftigt apparat, men lyden har sandsynligvis været et følgefænomen og ikke selve årsagen til skaderne,« siger Dorte Hammershøi, der ikke selv har et bud på, hvad der ellers kan lægge bag fænomenet.

FBI og forskere konkluderer: Lyd kan ikke give de skader

Dorte Hammershøi er ikke den eneste, som tvivler på, at lyd kan have forårsaget skaderne på diplomaterne. 

Ifølge en FBI-rapport, som nyhedsbureauet Associated Press har fået adgang til, konkluderer det amerikanske efterretningsvæsen, at det næppe er lyde, som har forårsaget skaderne.  

Det samme konkluderer forskerholdet bag den nye undersøgelse: 

Lyde vil hverken give de skader på hjernen, som diplomaterne har fået, eller problemer med for eksempel svimmelhed og synssansen.

diplomater, cuba, kina, forsvaret, våben

Det amerikanske forsvar anvender højintensitets mikrobølger fra en såkaldt Heat Ray til at skræmme folk væk med voldsom varmesmerter, men det er ikke kendt for at kunne give skader på hjernen og lignende. (Foto: Wired.com)

 

Hvilke våben kan gøre dette?

Hvad angår de ansatte i Kina, har de ifølge de nyeste meldinger oplevet et mærkeligt tryk og lyde og fået konstateret lignende skader som diplomaterne i Cuba. 

Angreb i Kina

Mindst to amerikanske diplomater fra det amerikanske konsulat i den kinesiske by Guangzhou er, ifølge The New York Times, blevet evakueret i løbet af foråret på grund af oplevelser med mærkelige lyde efterfulgt af hovedpine, kvalme og svimmelhed.

De bliver nu undersøgt af de amerikanske myndigheder. Det er ikke officielt, hvor mange diplomater der i alt er evakueret fra Kina. 

Kilde: The New York Times

Videnskab.dk har kontaktet Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse for at høre, om de har kendskab til våben og teknologier, der kan skade på afstand uden at skyde med noget fysisk, såsom stråler eller lyd. 

»Det tætteste på en våbenteknologi, der er kendt i NATO-regi og kan have lignende effekt, er en ikke-dødelig våbenteknologi, som bruger såkaldte ’high power microwaves’ – højintensitets-mikrobølger,« siger Steen Søndergaard, chef for Forsvarets Videnscenter samt chefkonsulent og seniorrådgiver ved Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbstjeneste. 

»Et eksempel på et sådant system er Active Denial System, også kaldet ’heat ray’. Man har udviklet heat rays til at opløse og skræmme grupper af mennesker væk [for eksempel ved en ulovlig demonstration, red.].«

Heat rays udsender højenergi-mikrobølger ud fra en parabollignende skærm, der hurtigt giver en voldsom, brændende følelse på huden men forsvinder igen, kort tid efter at personen er væk fra strålerne.

Der er minimum risiko for skader, skriver det amerikanske forsvar på deres hjemmeside. Det vil kræve, at man opholder sig længe i bølgerne, men det er urealistisk, at man vil gøre det på grund af ubehaget, de giver. Derudover er heat rays ikke forbundet med lyd. 

»Vi er generelt meget opmærksomme på ny teknologi, der kommer på markedet, men vi har ikke set noget, der minder om det her før. Jeg skal ikke udelukke, at der er ved at ved at blive udviklet en ny våbenteknologi af lande uden for NATO-samarbejdet, som kan det her,« siger Steen Søndergaard. Kina og Cuba er alle lande uden for NATO-samarbejdet.

Lydvåben

Lyd bruges som ikke-dødeligt våben til at få folk til at flytte sig væk på grund af ubehaget våbnene giver. 

Det amerikanske forsvar har et enkelt ikke-dødeligt lydvåben til rådighed - den såkaldte Acoustic Hailing Device, der sender en ekstrem høj og fokuseret hylende lyd mod dem, apparatet rettes mod. Lyden er så voldsom, at folk i mange tilfælde vil flytte sig fra kilden. 

Kilde: US Department of Defense 

Giftangreb er usandsynligt – eller det?

Det er ikke kun højteknologiske våben og lyde, der har været under mistanke for at give skaderne. Forskerne har også overvejet, om skaderne kan være kommet fra et giftstof. 

Selvom giftstoffer kan give sanselige forstyrrelser og skader på hjernen, er der dog ikke tegn på, at skaderne, som diplomaterne har fået, er fra et giftstof. 

Det ville man nemlig også kunne se på deres organer, hvis det var tilfældet, vurderer forskerne bag den nye undersøgelse. 

Dansk hjerneforsker: Forgiftning kan ikke udelukkes

Det er dog ikke alle kemiske stoffer, som påvirker hjernen og giver sanseforstyrrelser, som også skader organerne, indvender professor emeritus Albert Gjedde efter at have læst artiklen.

»Jeg kan ikke se, at de kan udelukke giftstoffer på hjernen, ved at konstatere at organerne virker, som de skal. Tag for eksempel LSD. Det kan jo give en kraftig påvirkning af bevidstheden og hjernen, uden at man kan se det på andre organer eller ved at lave hjerneskanninger,« påpeger Albert Gjedde, professor i Neurobiologi på Syddansk Universitet.

Et andet eksempel er stoffet acetylsalicylsyre, der blandt andet findes i kodimagnyl. Tager man for meget af det, kan det give summen for ørerne og andre af de beskrevne symptomer, fortæller Albert Gjedde. 

Massehysteri?

Det er ikke alle, der køber, at der rent faktisk er sket en virkelig hændelse. Nogle kritiserer de amerikanske myndigheder for at have konkluderet for hurtigt.  

Ph.d. i sociologi, Robert Bartholomew, hævder, at fænomenet med diplomaterne har alle tegnene på at være massehysteri, da der ikke er noget fysisk bevis på, at der er sket noget. 

Kilde: Journal of Royal Society of Medicine

»Russerne og cubanerne har ikke tidligere været blege for at anvende giftstoffer under den kolde krig, og der er intet medicinsk, der udelukker en forgiftning. Den optagede lyd, man har til rådighed, kan være fra en eller anden tilfældig lydkilde. Derfor er en forgiftning i min optik stadig en plausibel forklaring,« vurderer Albert Gjedde. 

Mysteriet undersøges stadig

Det er altså stadig et mysterium, om diplomaternes symptomer skyldes et nyt teknologisk apparat, der kan forårsage skader på hjernen på afstand og samtidig generere lyd og muligvis trykbølger, eller om symptomerne skyldes en forgiftning – eller noget helt tredje. 

Det amerikanske udenrigsministerium er dog i færd med at undersøge sagen nærmere. 

Ikke-dødelige våben

Ikke-dødelige våben bruges oftest til at holde en folkemængde på afstand eller til at pacificere en enkelt person.

Våbnene kommer i mange slags, lige fra gummikugler til gas, lyd og mikrobølgestråler. 

Her er en liste over nuværende ikke-dødelige teknologier, der kan anvendes på mennesker af det amerikanske forsvar:

Ugens Podcast

Lyt til vores ugentlige podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.



Det sker

26/09 kl. 19:00
Oplægsholder
Adresse
Chr. Hansen Auditoriet på Center for Sundhed og Samfund, Bartholinsgade 4A, 1356 København K
I samarbejde med