Alt, vi ser, er en blanding af de seneste 15 sekunders visuelle information, hjernen har modtaget

Vores øjne bliver konstant bombarderet af en enorm mængde visuel information – millioner af former, farver og konstant foranderlig bevægelse rundt omkring os. Det er ikke lige let for hjernen at holde styr på.

På den ene side ændrer den visuelle verden sig løbende som følge af forandringer i lys, synsviklen og andre faktorer.

På den anden side ændrer vores visuelle input sig konstant som følge af, at vi blinker, og fordi vores øjne, hoved og krop ofte er i bevægelse.

For at få en idé om, hvor meget dette visuelle input 'støjer', kan du gå med en telefon i øjenhøjde og optage en live-video, mens du går rundt og ser på forskellige ting.

Det rystede, rodede resultat er præcis, hvad hjernen skal håndtere hvert eneste øjeblik af vores visuelle oplevelse.

Det kan du se et eksempel på i denne video.

I stedet for at opfatte de fluktuationer og den visuelle støj, som videoen registerer, opfatter vi et stabilt miljø.

Så hvordan skaber vores hjerne denne illusion af stabilitet? Denne proces har fascineret forskere i flere århundreder, og det er ét af visionsforskningens grundlæggende spørgsmål.

Hjernens tidsmaskine

I vores seneste forskning opdagede vi en ny mekanisme, der blandt andet kan forklare denne illusoriske stabilitet.

Hjernen udjævner automatisk vores visuelle input over tid. I stedet for at analysere hvert enkelt visuelt øjebliksbillede, opfatter vi i et givent øjeblik et gennemsnit af, hvad vi så i løbet af de seneste 15 sekunder.

Så ved at trække objekter sammen, så de ligner hinanden mere, narrer vores hjerne os til at opfatte et stabilt miljø.

Vi lever så at sige 'i fortiden', hvilket kan forklare, hvorfor vi ikke bemærker subtile forandringer, der sker over tid.

Med andre ord er hjernen som en tidsmaskine, der bliver ved med at sende os tilbage i tiden. Det er som en app, der konsoliderer vores visuelle input hvert 15. sekund til ét indtryk, så vi kan kapere hverdagen.

Konstante hallucinationer

Hvis hjernen altid var opdateret i realtid, ville verden føles som et kaotisk sted med konstante udsving i lys, skygge og bevægelse.

Vi ville formentlig føle, at vi konstant hallucinerede.

Vi skabte en illusion for at illustrere, hvordan denne stabiliseringsmekanisme fungerer.

Når man ser på videoen nedenfor, ældes ansigtet på venstre side langsomt i 30 sekunder, og alligevel er det meget svært at bemærke det fulde omfang af forandringen.

Faktisk opfatter iagttagere, at ansigtet ældes langsommere, end det faktisk gør.

For at teste illusionen rekrutterede vi hundredvis af deltagere, som vi bad om at se nærbilleder af ansigter, der ændrer sig kronologisk i alder i løbet af timelapse-videoer af 30 sekunders varighed.

Hjernen prokrastinerer

Da deltagerne blev bedt om at vurdere ansigtets alder sidst i videoen, rapporterede de næsten konsekvent alderen på ansigtet, der blev præsenteret 15 sekunder før.

Mens vi ser videoen, er vi konstant partiske mod fortiden, så hjernen sender os konstant tilbage til de foregående 10 til 15 sekunder, hvor ansigtet var yngre.

I stedet for at se det seneste billede i realtid, ser mennesker faktisk tidligere versioner, fordi vores hjernes opdateringstid er omkring 15 sekunder.

Så denne illusion viser, at visuel udjævning over tid kan hjælpe med at stabilisere opfattelsen.

Hjernen prokrastinerer i bund og grund. Det er for hårdt arbejde konstant at håndtere hvert eneste øjebliksbillede, den modtager, så hjernen holder sig til fortiden, fordi fortiden er god til at forudsige nutiden.

Effektivt, hurtigere og mindre arbejde

Grundlæggende genbruger vi information fra fortiden, fordi det er mere effektivt, hurtigere og mindre arbejde.

Denne idé – som også understøttes af andre forskningsresultater – om mekanismer i hjernen, der kontinuerligt fordrejer vores visuelle opfattelse i forhold til vores tidligere visuelle oplevelse, er kendt som 'continuity fields' (kontinuitetsfelter, red.).

Det visuelle system giver nogle gange afkald på nøjagtighed til gengæld for en jævn visuel oplevelse af verden omkring os.

Det kan forklare, hvorfor vi eksempelvis ikke bemærker subtile ændringer, der opstår over tid, som forskellen mellem skuespillere og deres stuntdobbeltgængere i en film.

\ Læs mere

Synet: Din hjerne skaber den virkelighed, du ser

Eftervirkninger

Det har både positive og negative konsekvenser for vores hjerne, at den arbejder med denne lille forsinkelse, når vi behandler vores visuelle verden.

Forsinkelsen er fantastisk til at forhindre os i at føle os bombarderet med visuelle input i hverdagen, men det kan også have alvorlige konsekvenser som liv eller død, når absolut præcision er påkrævet.

For eksempel undersøger radiologer hundredvis af billeder i partier og ser flere relaterede billeder efter hinanden.

Når sundhedsfagligt personale ser på et røntgenbillede, skal de typisk identificere eventuelle abnormiteter og derefter klassificere dem.

Alvorlige konsekvenser

I løbet af denne visuelle søge- og genkendelsesopgave har forskerne afdækket, at radiologernes beslutninger ikke kun er baseret på det nuværende billede, men også på billeder, de tidligere havde set, hvilket kan have alvorlige konsekvenser for patienterne.

Vores visuelle system nøler med at opdatere, hvilket kan gøre os blinde for umiddelbare forandringer, fordi det holder fast i det første indtryk og trækker os mod fortiden.

I sidste ende fremmer kontinuitetsfelterne dog vores oplevelse af en stabil verden.

Det er dog vigtigt at huske på, at de vurderinger, vi foretager hver dag, ikke er fuldstændigt baseret på nutiden, men i høj grad afhænger af, hvad vi tidligere har set.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

\ Læs mere

Tiden går – eller gør den?

\ Læs mere

Lynhurtige og svære at klaske: Kan fluer se i slowmotion?