Før jeg var fast journalist på Videnskab.dk, har jeg blandt andet slået mine folder som pressemedarbejder på Christiansborg og som nyhedsjournalist på Den Uafhængige.
Jeg har skrevet om en kæmpe vifte af forskellige emner. Biologi, svampe, rummet og forskningsformidling blandt andet. Særligt holder jeg af at skrive om den nyeste forskning om den forhistoriske verden, livets oprindelse, rummet og evolution.
A- og B-mennesker dystede i en række tests… de morgenfriske klarede sig dårligst
‘Natteravne’ klarede sig bedre i en række kognitive tests end deres morgenfriske modparter. Dansk forsker mener dog, resultatet skal tages med et gran salt - og vil gerne vide, hvornår på dagen testene blev taget
Morgenstund har måske alligevel ikke guld i mund: Nyt studie peger på, at natteravne klarer sig bedre i mentale tests. (Billede: Shutterstock)
Nu har du måske et es i ærmet, næste gang dine forældre, kæreste eller venner beskylder dig for at gå for sent i seng og sove alt for længe.
I et nyt britisk studie konkluderer forskere, at morgenfriske personer klarede sig dårligere i en række tests, der skulle måle deres mentale evner sammenlignet med ‘natteravne’ og de mere neutrale sovende typer.
Konklusionen bygger på data fra mere end 26.000 personer fra Storbritannien, der har gennemført tests inden for intelligens, ræsonnement, reaktionstid og hukommelse.
De medvirkende havde også svaret på spørgsmål om deres søvnvaner og kronotype - altså om de så sig selv som A- eller B-menneske eller et sted midt imellem.
A-mennesker er mere usunde
Altså er der gode nyheder for natteravnene. Eller hvad?
Umiddelbart er der ingen grund til at svinge med sovemasken i sejrsrus, lyder det fra flere danske søvnforskere. Det britiske studie har nemlig flere store mangler.
Inden vi når til manglerne, er der dog også en lillebitte entusiasme at spore over studiet:
Annonce:
»Det er godt, at kronotypebegrebet bliver sat på dagsordenen,« siger søvn- og dagrytmeforsker Ali Amidi til Videnskab.dk.
»Der er store individuelle forskelle i kronotyper, som man ikke selv bestemmer, og som vi bør tage mere hensyn til i samfundet.«
For eksempel ved vi, at teenagere har det rigtig svært om morgenen, men alligevel starter skolen stadig klokken otte mange steder, tilføjer Ali Amidi, der er lektor i Neurovidenskabelig Psykologi og leder af Forskningsgruppen for Søvn- og Døgnrytmepsykologi ved Psykologisk Institut, Aarhus Universitet.
»Generelt er samfundet tilpasset A-mennesker, som får lov til at gå på arbejde tidligere og stå op tidligt. B-mennesker derimod oplever social jetlag – en konstant forskydning mellem deres indre ur og samfundets tidsramme – hvilket betyder, at de får konstant for lidt søvn,« fortsætter han.
»Det betyder også, at de oftere kæmper med depressioner og har generelt højere risiko for sundhedsproblemer end A-mennesker. Selvom vi længe har vist, at folk har forskellige kronotyper, så har vi ikke tilpasset os.«
»Derfor glæder det mig, at der kommer mere fokus på disse forskelle.
Og så til manglerne. Ali Amidi mener nemlig, man skal være forsigtig med at tage testresultaterne for gode varer:
Annonce:
»For det første scorer morgenmenneskerne lavere i testene end alle andre, men forskellen er så lille, at andre faktorer muligvis kan forklare forskellen i testresultaterne,« påpeger søvnforskeren.
For eksempel kunne søvn- og døgnrytmeforskeren godt have tænkt sig, at forskerne havde tilføjet de medvirkendes uddannelsesniveau:
»Det kan jo være, at der er flere B-mennesker end A-mennesker, der har taget en lang uddannelse,« tilføjer Ali Amidi.
Overfladisk studie
Alderen hos de deltagende var også forholdsvis høj, nemlig mellem 53 og 86 år. Menneskers kronotype ændrer sig gennem livet. Derfor kan man ikke bruge resultaterne til at generalisere om yngre mennesker.
I studiet har forskerne desuden kun testet deltagernes kognitive evner én enkelt gang og ikke over tid.
Et mere grundigt studie ville have testet deltagerne flere gange på forskellige tidspunkter af dagen, siger Ali Amidi. Værst er nok, tilføjer han, at forskerne aldrig angiver, hvornår på dagen testene blev udført.
Udover forskellen mellem morgenpersoner og natteravnene fandt forskerne også, at man generelt præsterede bedst i testene, hvis man sover mellem syv og ni timers søvn. (Billede: Shutterstock)
»Hvornår på dagen, testene er blevet taget, betyder jo noget i denne sammenhæng. Det kan jo være, morgenpersonerne var kommet bedst ud af det, havde testene været taget et par timer tidligere på dagen,« siger han til Videnskab.dk.
Sidst understreger Ali Amidi, at dette studie bestemt ikke viser, at man kan sove længere og holde sig vågen til langt ud på natten og regne med, at ens mentale evner stiger. Hver person har sin egen døgnrytme, og man kan ikke selv styre den, siger han.
Studiet er udgivet i tidsskriftet BMJ Public Health.
Få Videnskab.dk's gratis nyhedsbrev om kost, motion, sygdomme og kroppens gåder.
Tak! For at blive endeligt tilmeldt, har vi sendt dig en mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Tjek venligst dit spamfilter, hvis mailen ikke lander i din indbakke.
Der opstod en fejl under tilmelding til vores nyhedsbrev.