Indlægget er skrevet i samarbejde med Hjørdis Brandrup Kortbek og Maja Klausen.
I 'Bloggen om byen' beskæftiger vi os med byen, men hvad er byen egentlig for en størrelse? Byer er komplekse fænomener, som er vanskelige at generalisere over, og der findes ingen bydefinition, som alle kan tilslutte sig.
For spørgsmålet er, hvor byens grænse går: både fysisk., socialt og mentalt. Er alt tilladt i byen? Hvad eller hvem har definitionsmagten? Hvordan har forskellige tidsrum en betydning for måderne, hvorpå mennesker kan tage byen i brug?
I dette indledende blogindlæg vil vi vende nogle af de tanker, vi gør os, når vi bruger ordet 'by'. Som indlæggets tre skribenter anlægger vi tre forskellige perspektiver på byen og i vores undersøgelser af byen har vi undersøgt forskellige måder (praksisser), som byen bruges på.
Disse praksisser tegner et meget forskelligt billede af, hvordan byen kan bruges, og hvordan der skabes møder mellem byens rum. Møderne viser samtidig nogle paradokser, som vi tager fat i med henblik på at stille nye spørgsmål til, hvordan byen bruges og forstås.
her
Byen har ikke har ét byrum, men byen består af forskellige handlerum, hvilket betyder at de giver mennesker nogle ofte tydelige signaler og andre gange skjulte indikatorer for, hvordan de skal handle og begå sig kropsligt og socialt.
I dette perspektiv har byens rum en pædagogisk kraft, som influerer den måde, mennesker er sammen på i byen. Samtidig påvirker disse mange måder 'at gøre' på hinanden, og derfor er byens rum ikke noget, man kan se adskilte på, eller man kan træde ind og ud af, da byen er en central medspiller i måden, vi tilrettelægger vores hverdagsliv på.
Det tegner et billede af en kompleks by og efterlader et spørgsmål om, hvordan man kan forstå den mangfoldighed af kulturer, der er i byen (Simonsen 2004).
Mødet mellem byens stramme og matrikelløse rum
Én måde at forstå byens forskelligartede rum på er gennem optikken på mødet mellem byens stramme (Sommer 1974) og matrikelløse rum (Sand 2013, 2014).
Groft skitseret kan en type af byens rum karakteriseres gennem velkendte rum med rutiner og logikker for hvad vi skal, hvad vi taler om og som eventuelt kræver noget særligt af os som mennesker, eksempelvis som institutionelle og samfundsmæssige kontekster.
På den anden side eksisterer der byrum, der er mindre rammesatte og definerede, hvor man kan bryde med det veletablerede og de rutiner, som menneskers hverdagsliv strukturers af.
Det er et aktuelt samfundstema
Matrikelløse rum er indbegrebet af retten til at definere tid, rum og fællesskaber og mennesker således kan have indflydelse på, hvem de mødes med, hvordan de mødes, på hvilke tidspunkter og med hvilket omdrejningspunkt.
Et eksempel på hvordan mennesker forhandler mødet mellem de to rum ses ved gadeidrætten, som netop opstår ud fra et behov om at bryde med det etablerede foreningsliv og selv have indflydelse på egen måde fritidsaktivitet.
Det rejser et spørgsmål om, hvorfor nogle mennesker ikke finder sig til rette eller stimulerede i de ellers veltænkte og strukturerede hverdags- og byrum? Hvad er motivationen for at skabe egne handlerum? Og kan de noget her, som de ikke kan andre steder?
Groft set er der tale om to former for handlerum, som i sig selv er interessante at undersøge, men ved at fokusere på mødet mellem dem, giver det mulighed for at udforske hvordan forskellige rum og hverdagsstruktureringer påvirker hinanden. Dette er ét kulturmøde og aktuelt samfundstema, som bloggens skribenter tager op.
Mødet mellem kulturformidling og byens rum
Et andet møde i byen finder sted mellem kunst og kulturformidling og byens rum. På den ene side bliver byen indtaget af autonom kunst i form af fx graffiti (Brandrup Kortbek 2013; Fabian 2012).
På den anden side, så rykker kunst- og kulturinstitutionerne i disse år i tiltagende grad formidlingen ud i byen i bestræbelserne på at demokratisere kunst og kultur (Biesta 2014). Vi kan fx deltage i historiske orienteringsløb i 'Jagten gennem historien', og vi kan være med til at skabe kunstprojekter, som omdefinerer brugen af byens rum i 'Det aktive byrum' (KulturMetropolØresund 2014).
Byens rum er karakteriserede ved at være en scene for kampe om retten til at definere byens fysiske, sociale og mentale betydninger (Bourdieu 1996; Lefebvre 1991). I disse kampe spiller kunst og kultur en vigtig rolle (Mouffe 2013).
Hvad sker der i mødet mellem byens rum og kunst og kulturformidling? Hvad betyder kunst- og kulturprojekterne i byens rum for forståelsen af byen og livet i byen? Dette møde mellem kunst, kultur og by er et andet tema i Bloggen om byen.
Mødet mellem byens fysiske og digitale rum
Endelig er der det møde, som finder sted mellem byens fysiske rum og det digitale rum.
De to rum mødes og sammenflettes i og med vores interaktion med mobile dvs. bærbare digitalte medieteknologier: Når vi går på facebook i bussen, står i Netto og smiler (eller græmmes) over venners billeder på Instagram, checker ind på caféen eller i biografen i via Foursquare og andre geosociale tjenester, eller når vi finder vej ved brug af den GPS-funktion, som enhver smartphone har indbygget.
Vi har muligheden for at interagere med 'fjerne andre' (Bull; 2007), altså andre end dem, der er i vores fysiske nærhed, og dermed muligheden for at være tilstede i flere rum på en gang.
Elektroniske medier kunne gøre den fysiske by overflødig
Den berømte medieteoretiker Marshall McLuhan skrev i 1964, at den elektroniske teknologis muligheder ville transformere hele kloden til en 'global landsby'.
Med billede af den globale landsby pegede McLuhan, omend på en meget mediedeterministisk måde, på, at de elektroniske medier kunne ende med gøre den fysiske by som sted og struktur overflødig: Når vi kunne komme i kontakt med hinanden via medierne og elektroniske netværk, så var der ikke længere behov for at bo, arbejde og leve i byen, i fysisk nærhed af andre.
McLuhan var en af de første, der tematiserede denne 'end of the city'-diskurs (Graham, 2010) i relation til medieteknologiernes muligheder. Indenfor denne diskurs spekulerede teoretikere over hvordan, først elektroniske medier ville gøre en ende på byen som den fysiske struktur, og senere gik spekulationerne på, hvordan det nye 'cyberspace', ville revolutionere hele vores liv.
Kort sagt svingede debatten på en periode over 40 år mellem 1960’erne og 70’ernes mediedystopiske end-of-the-city scenarier om globale landsbyer til 80’erne og 90’ernes jubeloptimisme og the-sky-is-the-limit tilgang til cyberspace og de muligheder, dette forjættede digitale rum førte med sig.
I dag er diskussionen landet, som det gerne sker, et sted midtimellem de to yderpunkter: Byer kloden over blev trods alt ikke overflødiggjorte og affolkede, og cyberspace transformerede ikke os alle til cyborgs bosat i Second Life (der i øvrigt er mere eller mindre erklæret dødt).
Det hybride rum er digitalt og fysisk
Man taler i dag ikke om enten 'det fysiske' eller 'det digitale', men har i stedet for fokus på udvekslinger mellem de to rum. En måde at tænke denne udveksling på finder vi i begrebet om 'hybride rum' (Klausen; 2014, de Souza é Silva 2006). Det hybride rum er hverken digitalt eller fysisk. Det er digitalt-og-fysisk.
Et 'tredje rum' (Soja; 2006). Og i dette tredje rum har man, forudsat at man er en del af den privilegerede gruppe, der har råd og ressourcer til at købe og interagere med teknologien, særlige muligheder for at kommunikere, praktisere kulturelt medborgerskab (Burgess, Foth & Klaebe; 2006) og for at opleve, lege med og forhandle for eksempel det urbane rum.
Det hyrbride urbane rum forstået som mødet mellem det fysiske og det digitale er derfor et tredje tema på Bloggen om byen.
Velkommen til Bloggen om byen.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
