»Engang invaderede de os i skibe, og nu gør de det med sæd!«
Denne slags overskrifter har været med til at gøre dansk donorsæd næsten lige så kendt som bacon, Lego og dansk design.
Det er måske ikke noget, de fleste går og tænker over, men Danmark har en særlig position i den globale fertilitetsindustri. Bortset fra USA er Danmark det eneste land, der ikke bare dækker egen efterspørgsel gennem private sædbanker, men også eksporterer donorsæd til mere end 100 lande.
Set i bakspejlet er det en bemærkelsesværdig udvikling, at en velfærdsstat med et offentligt finansieret sundhedsvæsen har fået en helt særlig position på det globale marked for fertilitetsbehandling.
I dele af Europa, blandt andet Belgien og Holland, bliver det anslået, at op mod 60 procent af børn undfanget ved hjælp af donorsæd er blevet til med sæd fra en dansk donor. I Danmark estimerer man, at omkring hvert hundrede barn nu bliver født ved hjælp af donorsæd.
\ Serie: Sundhedskløften

Vi lever længere, flere har kroniske sygdomme, og mental mistrivsel er et stigende problem.
Det er fælles for både Danmark og Storbritannien, der også begge har skattefinansierede sundhedsvæsener.
Så hvad kan vi lære af hinanden?
Det forsøger vi at komme nærmere i denne serie, hvor du blandt andet kan blive klogere på, hvordan danskerne kan spise markant mere sukker, mens briterne stadig er mest overvægtige, eller hvordan vi regulerer vores fælles ’dårlige vaner’ som øl og gambling.
Du kan også læse om cykelkultur, vores forhold til kroppe og nøgenhed, faldende fertilitetsrater, sperm-industrien og præventionsvaner, sundhed i fængsler og støjforurening.
Find alle udgivne artikler i serien her.
Serien er et samarbejde mellem The Conversation UK og Videnskab.dk, og alle artikler er skrevet af danske og britiske forskere, som vil gøre os klogere på Danmarks og Storbritanniens forskellige forhold til sundhed, sygdom, trivsel og hverdagsliv.
Da sæden kunne fryses ned
Hvordan endte Danmark med at få så dominerende en rolle på det globale marked for donorsæd? En stor del af forklaringen ligger i udviklingen af kryoteknologi i 1950’erne. Da det blev muligt at fryse sæden ned, opbevare den og transportere den over lange afstande, ændrede det grundlæggende sæddonationen.
Det gjorde processen både mere sikker og mere fleksibel – og ikke mindst mulig at udbrede i stor skala.
Med nedfrysning blev det muligt at teste sæd for seksuelt overførte infektioner efter donation, hvilket mindskede risikoen for smitte. Samtidig gjorde teknologien det muligt for sædbanker i Danmark at opbygge store kataloger med forskellige donorprofiler og karakteristika.
Det banede vejen for international distribution. Sæd blev i praksis til en vare, der kunne opbevares og sendes på tværs af grænser.
I 1970’erne havde Danmark etableret en offentlig sædbank, som forsynede klinikker i Danmark, Norge og Island. Men da private fertilitetsklinikker, i takt med udviklingen af IVF-behandling, voksede frem i 1980’erne og 1990’erne, lå de uden for dette system.
Det skabte en åbning for Cryos International, som siden er blevet verdens største sædbank. Med privat kapital i ryggen udvidede virksomheden rekrutteringen af donorer – især i universitetsbyer – og opbyggede hurtigt et kommercielt katalog.
Snart leverede virksomheden både til offentlige og private klinikker og til kunder i udlandet. Det var med til at styrke Danmarks position som et globalt knudepunkt for sæddonation.
Dansk donorsæd går globalt
De danske sædbankers succes har i høj grad været afhængig af deres evne til løbende at navigere i de skiftende regler. Bestemmelser om anonymitet, egnethed og eksport ændrer sig hurtigt fra land til land, og det tvinger udbyderne til at tilpasse sig, hvis de vil bevare adgangen til markedet.
De danske sædbanker har flere gange styrket deres position ved at reagere hurtigt på nye ændringer af regler og lovgivning.
Da Storbritannien og Norge i 2005 gik fra kun at tillade anonyme donorer til kun at tillade ikke-anonyme donorer (også kaldet åbne donorer), ændrede de danske sædbanker hurtigt praksis og begyndte at rekruttere både anonyme og ikke-anonyme donorer.
Samtidig har efterspørgslen ændret sig. I takt med at behandling af infertilitet hos mænd er blevet bedre, er brugen af donorsæd i stigende grad drevet af enlige kvinder og kvindelige par.
Cryos International oplyser i dag, at omkring 60 procent af modtagerne er enlige kvinder, mens 35 procent er i parforhold, hvor begge har samme køn, selvom adgangen for disse grupper fortsat er begrænset i mange lande.
Danmark havde tidligere lignende begrænsninger. Indtil 2007 kunne kvinder uden en mandlig partner ikke få fertilitetsbehandling gennem en læge. Jordemødre var imidlertid ikke underlagt de samme regler.
Derfor udnyttede den danske jordemoder Nina Stork dette juridiske smuthul til at oprette en inseminationsklinik, som skaffede sæd gennem medicinske mellemled. Klinikken blev et vigtigt tilbud for enlige kvinder og kvindelige par fra hele Europa.
Da den danske lovgivning blev ændret i 2007, steg efterspørgslen på behandling i Danmark yderligere. Men jagten på nye smuthuller stoppede ikke dér. I 2011 begyndte Cryos at sælge sæd direkte til hjemmeinsemination og klassificerede det efter EU-regler som en vare frem for humant væv.
På denne måde kunne virksomheden i praksis omgå nationale begrænsninger i en række lande. Den mulighed blev senere begrænset, efter at EU pressede Danmark til at stramme reglerne, så brug af donorsæd krævede lægeligt tilsyn.
Nyt marked for fertilitetsbehandling
Donorsæd er naturligvis ikke blot en medicinsk løsning. Som min forskning i reproduktionsteknologier i Danmark viser, indgår det også i vedvarende etiske og politiske diskussioner, der ofte ligner hinanden fra land til land.
De samme spørgsmål går igen: Hvem skal have adgang til behandling? Hvem bliver vurderet som egnede donorer? Hvor stor valgfrihed skal forældre have, når de vælger en donor? Og hvilken relation skal der være mellem donorer, familier og donorbørn?
Det er ikke kun teknologien, der gør feltet så omstridt, men også de forandringer, den fører med sig. Som jeg har vist i min forskning, adskiller donorundfangelse sex og reproduktion på en meget direkte måde.
Det gør det muligt for mennesker – især kvinder – at få børn uden seksuelt samvær og at gøre det inden for systemer, der i stigende grad er organiserede, kommercialiserede og på tværs af grænser.
I fremtiden kan sædbankerne også blive presset af voksende kritik af, hvor mange børn en enkelt donor kan blive biologisk far til, når en række donorer globalt har fået mere end 200 børn.
Samtidig har den stigende udbredelse af DNA-tests i befolkningen og organisationer for donorbørn sat yderligere gang i debatten om donorernes anonymitet.
For nylig kom det frem, at en sæddonor i Danmark uforvarende bar på en kræftfremkaldende genmutation, som blev videregivet gennem sæd brugt i fertilitetsbehandlinger rundt om i Europa fra 2005 til omkring 2022.
Det førte til undfangelsen af knap 200 børn, hvoraf flere siden har udviklet kræft eller er døde af sygdommen. Sagen har ført til fornyet debat om reglerne for international sæddonation.
I Danmark har to kvinder allerede sagsøgt staten med den begrundelse, at retten til at kende sit genetiske ophav er en grundlæggende menneskeret. Derfor er anonym donation også kommet under stigende pres.
Hvis Danmark vælger at forbyde anonym sæddonation, kan konsekvenserne række langt ud over landets grænser. Det kan i så fald være med til at ændre den måde, sæddonation organiseres globalt.
Denne artikel er en del af serien Sundhedskløften / The Health Gap, der er et samarbejde mellem Videnskab.dk og The Conversation, hvor artiklen er publiceret i en engelsk version. Den er oversat til dansk af Stephanie Lammers-Clark.
\ Kilder
How Denmark became the sperm capital of the world
Come inside: the world's biggest sperm bank

































