For omkring 631.000 år siden - hvilket er et ganske kort øjeblik i geologisk målestok - ramte katastrofen det område, der i dag er det nordvestlige Wyoming i USA.
Det skete formentlig som en række enorme vulkanudbrud, der udslettede livet i en radius af flere hundrede kilometer.
Asken bredte sig over store dele af Nordamerika, og konsekvenserne kunne mærkes over hele kloden. Udbruddene kom fra det enorme vulkanske system, der i dag ligger under Yellowstone Nationalpark.
Men trods katastrofens enorme omfang var der, såvidt vi ved, ingen mennesker til at opleve den på nært hold. De tidlige mennesker var endnu ikke nået til det amerikanske kontinent.
På den anden side af kloden har mennesker måske undret sig over en mere diset himmel og usædvanligt farvestrålende solnedgange.
Vulkanpartikler højt i atmosfæren fik temperaturen til at falde og påvirkede sandsynligvis både vejret og menneskers liv, men om de lagde mærke til forandringerne – eller på nogen måde forbandt dem med en katastrofe langt borte – kan vi ikke vide.
I dag ville et sådant udbrud være umuligt at overse. Vi ved allerede, at et superudbrud i denne størrelsesorden ville true civilisationen, som vi kender den. Men hvad ville der helt konkret ske, hvis Yellowstone gik i udbrud i dag?
Vi forsker i katastrofer og vulkaner, og i denne artikel gennemgår vi et tankeeksperiment om, hvordan det værst tænkelige scenarie kunne udspille sig.
Scenariet bygger på forskning og på erfaringer med, hvordan lande har håndteret store katastrofer i de senere år.
To måneder før udbruddet
Kort efter klokken seks om morgenen får en analytiker ved University of Utah Seismograph Stations øje på en række markante udsving i de ellers rolige, bølgende kurver fra Yellowstones jordskælvsmålere.
Målingerne viser jordskælv, der er registreret under Yellowstone i løbet af natten. Forskeren rynker brynene og trækker vejret dybt. Det her ligner ikke den aktivitet, man normalt ser ved Yellowstone.
Yellowstone bliver ofte fremstillet som »en sovende supervulkan«, men selvom vulkanen sover, står de geologiske processer aldrig stille. Et omfattende netværk af instrumenter holder konstant øje med aktiviteten – og med enhver ændring i den.
Et omfattende netværk af seismometre - måleapparater til måling af styrken af jordskælv og andre bevægelser og rystelser i jordskorpen - registrerer jordskælv i området.
Døgnet rundt strømmer data ind fra GPS-stationer, deformationsmålere, som registrerer bevægelser og ændringer i jordskorpens form, og sensorer placeret i områder med aktive gejsere.
Satellitmålinger, prøver af vulkanske gasser og undersøgelser i felten føjer endnu flere oplysninger til billedet.
Forskerne ser på antallet af jordskælv samt deres placering, dybde og styrke. Koncentreret jordskælvsaktivitet såsom mange jordskælv samlet i tid og område kræver særlig opmærksomhed, især når de ser ud til at bevæge sig gennem jordskorpen (Jordens faste, yderste lag af klippe) eller gradvist kommer tættere på overfladen.
Sådanne mønstre kan være tegn på, at magma eller hydrotermale væsker under højt tryk (varmt, mineralrigt vand) bevæger sig opad.
Vores forsker er lettet over at opdage, at de fleste af de usædvanlige rystelser er meget små og endda for svage til at kunne mærkes. Men tilsammen danner de en usædvanligt koncentreret aktivitet. Analytikeren sammenholder signalerne med målinger fra nærliggende seismometre.
Forskeren kontakter nu – mere af nysgerrighed end bekymring – kolleger fra flere af de organisationer, der samarbejder om Yellowstone Volcano Observatory (YVO) og følger YVO's beredskabsplan.
De konkluderer, at instrumenterne i løbet af natten har registreret en stadigt tættere klynge af jordskælv under Yellowstones enorme caldera, som er omkring 55-70 kilometer på tværs (en caldera er en stor kedel- eller skålformet fordybning i jordoverfladen, der opstår, når en vulkan kollapser, red.).
Tusindvis af jordskælv bliver registreret i Yellowstone hvert år, og det er ikke usædvanligt, at mange jordskælv opstår tæt på hinanden inden for kort tid.
Men denne gang ser jordskælvene ud til ganske langsomt at bevæge sig opad. Det er dog ikke i sig selv et tegn på, at Yellowstone er ved at gå i udbrud. Det samme gælder deformation af jordoverfladen, ændringer i temperaturer eller udledning af gasser. Forskerne bliver mere bekymrede, hvis flere af den slags ændringer optræder samtidig.
Forskerholdet beslutter sig for at vente og se, hvad der sker.
En måned før udbruddet
Fire uger senere registreres jordskælvene nu tættere på overfladen. Nye jordskælv optræder også langs en smal zone under calderaen, bemærker analytikeren, der nu har mistet appetitten på både mad og forsigtighed og skriver rapporter, som bevidst skal vække bekymring.
GPS-stationerne over området er begyndt at bevæge sig væk fra hinanden. Målingerne viser øgede spændinger i undergrunden, og satellitradar afslører årsagen: Et stort område af jordoverfladen hæver sig stadigt hurtigere.
Tilsammen peger observationerne på, at magma er ved at presse sig op i jordskorpen. Det er et mønster, man blandt andet har set på Hawaii før vulkanudbrud.
Men medarbejderne ved Yellowstone Volcano Observatory (YVO) har god grund til ikke at gå i panik. Yellowstone har før vist en tilsvarende alarmerende kombination af signaler, uden at det endte med et udbrud:
I 2013 og 2014 begyndte dele af calderaen at hæve sig med mere end 15 centimeter om året, samtidig med at antallet af jordskælv steg.
Det kulminerede i et jordskælv med en styrke på 4,8, hvilket er det kraftigste, der er registreret ved Yellowstone siden 1975.
Kort efter begyndte jorden igen at synke. Forskerne konkluderede, at bevægelserne skyldtes hydrotermale væsker under jorden og ikke magma.
Vil ikke skabe panik
Forskerne ved Yellowstone Volcano Observatory er opmærksomme på den svære balance mellem at holde offentligheden orienteret og undgå at skabe unødig bekymring i befolkningen. Derfor reagerer observatoriet forsigtigt.
En vagthavende forsker får ansvaret for at vurdere de data, der løbende tikker ind. Der opstilles ekstra, midlertidige seismometre og GPS-enheder for at få mere præcise målinger, og prøver af gas og vand bliver taget hyppigere.
Eksplosionen i Biscuit Basin i Yellowstone er et eksempel på et udbrud, der skyldes hydrotermale væsker (varmt vand og damp under tryk) og ikke magma. (Video: USGS)
Yellowstone Volcano Observatory indleder et tættere samarbejde med National Park Service og de amerikanske beredskabsmyndigheder. Sammen gennemgår de planer for vejlukninger, information til offentligheden og evakuering.
For en sikkerheds skyld hæver myndighederne Yellowstones vulkanske alarmniveau fra »normal« til »advisory«, som er det første trin over normalniveauet. Det sker, fordi den vulkanske aktivitet nu er højere end normalt.
Udviklingen er bekymrende nok til, at forskerne begynder at overveje, hvilke konsekvenser et stort udbrud kan få. Medierne får også øjnene op for situationen, men vulkanologerne har lært, hvor galt det kan gå, når videnskabelig usikkerhed om vulkaner udvikler sig til en regulær strid for åbent tæppe.
Bag kulisserne diskuterer forskerne deres forskellige fortolkninger af situationen og bliver enige om løbende at orientere offentligheden gennem pressemøder og opslag på sociale medier.
I takt med, at den vulkanske aktivitet fortsætter med at tage til, bliver beslutningstagere på højeste niveau advaret om, at situationen kan udvikle sig til en omfattende katastrofe. Sandsynligheden for, at det sker inden for tre måneder, stiger fra 6-9 procent til 21-27 procent.
På grund af den store usikkerhed kommer politikerne ikke med en konkret udmelding. Alligevel begynder USA's føderale katastrofeberedskab, FEMA, at udarbejde planer for en omfattende evakuering.
Udadtil udstråler myndighederne tillid til, at situationen kan håndteres. Bag lukkede døre frygter de måske, at det i værste fald vil være umuligt at redde alle.
Uroen tager til
I løbet af de næste to uger tager uroen voldsomt til. Jordskælvene bliver hyppigere og rykker fortsat tættere på jordoverfladen.
Samtidig registrerer forskerne svage jordskælv med langsomme rystelser, som typisk opstår, når væsker bevæger sig under jorden. Sammen med vedvarende vulkanske rystelser peger det på, at magma og væsker under højt tryk er ved at trænge frem og åbne sprækker i undergrunden. Denne type jordskælv er tidligere registreret ved Yellowstone.
Hævningen af jordoverfladen tager også fart, og på få dage flytter GPS-stationerne sig flere centimeter. Gejserne bliver stadigt mere uforudsigelige. Selv Old Faithful lever ikke længere helt op til sit navn: De ellers så regelmæssige udbrud bliver sværere at forudsige.
Målinger af gasser og ændringer i kildevandets kemi viser desuden, at større mængder kuldioxid og svovlholdige gasser trænger ind i Yellowstones hydrotermale system. Sammen med jordskælvene tæt på overfladen og den hastige hævning af jordoverfladen giver det forskerne grund til at frygte, at magma er på vej op.
To uger før udbruddet: »Det kommer til at ske«
De nye observationer får forskerne til at indkalde til pressemøde. Her vurderer de, at der er 85-92 procents sandsynlighed for et katastrofalt udbrud inden for tre uger.
YVO hæver nu Yellowstones alarmniveau til »watch«, som betyder, at vulkanen viser kraftig eller tiltagende uro med øget risiko for udbrud. Samtidig hæver USGS farvekoden for luftfarten til orange, og flytrafikken bliver omlagt, så flyene undgår området.
Myndighederne opretter en evakueringszone, der strækker sig 100 kilometer ud over Yellowstone Nationalparks grænser. Det berører omkring 200.000 indbyggere, foruden de tusindvis af besøgende, der befinder sig i området.
Yellowstone fylder nu både i de traditionelle medier og på de sociale medier. Opmærksomheden vil sandsynligvis også få både skeptikere og konspirationsteoretikere på banen. Den første gruppe hævder, at der ikke kommer til at ske noget. Den anden gruppe spreder en falsk påstand om, at YVO bliver betalt af udenlandske milliardærer, der opererer i det skjulte for at få USA ned med nakken, så andre lande kan overtage kontrollen med verdensøkonomien.
Evakueringen af »vulkanflygtninge« skaber problemer
Nu, hvor forskerne med stor sikkerhed vurderer, at et superudbrud er nært forestående, går regeringer verden over i gang med at forberede sig på katastrofen.
De står over for et valg: Skal landene hjælpe hinanden på tværs af grænser, eller skal verden lukke sig om sig selv, som den gjorde under COVID-19-pandemien?
Hvis de vælger at samarbejde, begynder omfattende evakueringer, hvor mennesker flyttes så langt væk, som det er nødvendigt – også på tværs af landegrænser. Det kræver, at de evakuerede får adgang til ordentlige boliger, vand, mad og elektricitet og bliver en del af lokalsamfund med skoler, arbejdspladser, transport og sikkerhed.
At få alt dette på plads virker usandsynligt, eftersom en stor del af verdens befolkning aldrig har haft adgang til alle disse goder. Ikke desto mindre har USA pengene, ekspertisen og ressourcerne til at evakuere og genhuse et enormt antal mennesker, hvis lederne samarbejder og tager alle tilgængelige midler i brug.
Det er dog mere sandsynligt, at mange lande vil tøve med at tage imod »vulkanflygtninge«. Nogle vil måske (og muligvis med god grund) pege på, at de hverken har økonomien, ressourcerne eller pladsen til at huse så mange mennesker sikkert på så kort tid.
Presset bliver yderligere forstærket af personer, der evakuerer på egen hånd, fordi de har flere pas og enten pengene eller det sociale netværk til at begynde forfra et andet sted.
Velgørende organisationer træder til og hjælper en del væk med chartrede fly, mens andre må ud på lange og opslidende rejser i overfyldte tog og busser. De fattigste og mest marginaliserede har måske slet ikke mulighed for at komme væk.
Nogle af dem slutter sig måske til de mindretal, der ikke tror på, at udbruddet vil ske, og som mener, at deres velforsynede underjordiske bunkere kan beskytte dem (hvilket er en alt for optimistisk forestilling), eller som hellere vil dø derhjemme end leve i et fremmed land i en verden lagt i ruiner.
Udbruddet begynder
På et øjeblik bliver de seismiske instrumenter overvældet af en voldsom bølge af jordskælv tæt på jordoverfladen.
Skyer af damp vælter op fra sprækker, der netop har åbnet sig. YVO og USGS har ikke længere noget valg: Alarmniveauet og farvekoden for luftfarten hæves til rød. Et farligt udbrud er umiddelbart forestående.
Udbruddet begynder ikke med, at hele calderaen eksploderer på én gang. I stedet trænger magma op i Yellowstones hydrotermale system tæt på overfladen og får enorme mængder vand til hurtigt at fordampe. Ved atmosfærisk tryk kan vand fylde omkring 1.700 gange så meget, når det bliver til damp.
Under jordoverfladen kan dampen imidlertid ikke slippe væk. Den voldsomme udvidelse udløser såkaldte freatomagmatiske eksplosioner, der slynger overophedet damp, mudder og søndersprængte klippestykker flere kilometer op i luften.
Endnu er ingen mennesker omkommet takket være de omfattende afspærringer på landjorden og i luftrummet. Dyreliv, husdyr og vegetation slipper ikke lige så heldigt. Inden for omkring 4-6 kilometer fra de første udbrudssteder bliver landskabet bombarderet med sten, aske og mudder.
Uden for det afspærrede område kan man se en imponerende askesøjle rejse sig to kilometer op i luften. Men den vokser hurtigt, og enhver følelse af lettelse er kortvarig.
Få timer senere bryder 650-800 °C varm, gasrig magma op gennem sprækker i jordoverfladen. Det er langt over smeltepunktet for både bly og zink. Når trykket på magmaen falder, bliver de opløste gasser frigivet og udvider sig eksplosivt. Det får magmaen til at blive sprængt til aske og pimpsten, som er en porøs vulkansk bjergart. Samtidig river udbruddet store klippestykker løs fra siderne af vulkanens åbning.
De ekspanderende gasser og den intense varme driver materialet opad og danner en enorm udbrudssøjle, der når 30-50 kilometer op i atmosfæren. Det er langt højere end passagerfly, som normalt flyver i op til omkring 13 kilometers højde. På denne skyfri morgen kan toppen af søjlen ses omkring 800 kilometer væk.
Efterhånden som udbruddet fortsætter, og stadigt større mængder materiale bliver slynget ud, går det op for forskerne, at de måske er vidner til begyndelsen på et superudbrud med en VEI på 8, som er det højeste officielle trin på den skala, der bruges til at angive størrelsen på eksplosive vulkanudbrud.
Sidste gang menneskeheden oplevede et udbrud i den størrelsesorden, var for 74.000 år siden ved Toba i Indonesien.
\ Læs også
Den enorme paraplyformede askesky, der nu bliver dannet, opfører sig ikke som en almindelig askesky, der bliver ført af sted med vinden. Til at starte med får skyens egen kraft asken til at brede sig i alle retninger og flere hundrede kilometer væk. Derefter tager vindene højt oppe i atmosfæren over og fører den fine aske tusindvis af kilometer med vinden i løbet af et døgn.
Dødstallet stiger, og samfund kollapser
Efter flere timers uafbrudt udbrud begynder dele af udbrudssøjlen at styrte sammen. Det udløser pyroklastiske strømme, som er ekstremt varme og hurtige blandinger af gas, aske, pimpsten og klippestykker, der ruller ned ad en vulkans flanke med enorm kraft. De kan bevæge sig mange kilometer gennem landskabet, knække træer, sætte skove i brand og begrave alt på deres vej under varm aske og pimpsten.
Enhver, der befinder sig i området, bliver enten knust af eksplosionerne, brændt ihjel af den ekstreme varme eller kvalt i asken. Op mod 1.000 mennesker kan dø med det samme, heriblandt personer, der nægtede at lade sig evakuere. Det er for farligt at bjærge de fleste lig, men selv hvis det var muligt, vil mange være så ødelagte, at der ikke længere er noget at bjærge.
Uden for det område, der bliver ramt direkte af de pyroklastiske strømme, stiger dødstallet også. Bilister mister udsynet eller skrider ud i asken og forulykker, mens andre dør af hjerte- og vejrtrækningsproblemer eller begår selvmord.
Brande i vegetationen breder sig ud over det område, der bliver ramt direkte af udbruddet, og kan koste yderligere flere hundrede mennesker livet som følge af forbrændinger, røgforgiftning og trafikulykker.
I takt med, at magma fortsætter med at strømme ud, synker dele af jorden ovenover sammen i det hulrum, magmaen efterlader. Det åbner nye sprækker og udbrudsåbninger, som igen sender søjler af vulkansk materiale op i atmosfæren og udløser flere pyroklastiske strømme.
Flere hundrede kilometer væk – i Denver og langs grænsen til Canada – skygger et kraftigt askefald for dagslyset. Veje bliver ufremkommelige, og strømforsyning, vandforsyning og kommunikation bliver forstyrret. Asken ødelægger landbrugsarealer i mindst otte delstater.
Flere mennesker kan dø som en direkte følge af strømafbrydelserne. Trafiklys og gadebelysning holder op med at virke, sundhedsvæsenet får sværere ved at gennemføre operationer og udlevere receptpligtig medicin, og forsøg på at installere og bruge generatorer i hjemmet kan føre til elektriske stød, brande og kulilteforgiftning. Plyndringer og stigende kriminalitet er normalt sjældne under katastrofer, men i dette værst tænkelige scenarie kan desperationen få det til at ske og dermed øge dødstallet yderligere.
I de følgende dage fortsætter udbruddet i bølger. Dele af calderaen kollapser, mens nye udbrudsåbninger opstår. Gang på gang styrter dele af udbrudssøjlen sammen og udløser nye pyroklastiske strømme. De aflejrer lag af vulkansk materiale, som nogle steder bliver flere hundrede meter tykke – ligesom ved Yellowstones seneste superudbrud.
Infrastrukturen i nærområdet bliver smadret og begravet under de enorme aflejringer. Lufthavne lukker, fordi vulkansk aske gør det farligt at flyve, og andre transportsystemer bryder sammen. I alle delstater omkring Wyoming kæmper lokalsamfund med mørke, vejrtrækningsproblemer og tage, der styrter sammen under vægten af den ophobede aske.
Tre dage efter udbruddet
Når udbruddet til sidst begynder at aftage, danner svovldioxid højt oppe i atmosfæren små sulfatpartikler, såkaldte aerosoler, der reflekterer sollys. De spreder sig over den nordlige halvkugle og påvirker klimaet på hele kloden i flere år.
Her tre dage inde i udbruddet lever store dele af Nordamerika i Yellowstones skygge. Hver ny, voldsom bølge af vulkansk aktivitet sender endnu en udbrudssøjle mange kilometer op i atmosfæren, hvor den breder sig ud som en ny, enorm, paraplyformet sky.
I Wyoming og nabostaterne er situationen katastrofal. Billings i Montana, den nærmeste større by, er ved at forsvinde under et askelag, der med tiden bliver mere end en meter tykt. En offentliggjort model af et superudbrud fra Yellowstone forudsiger op mod 1,8 meter aske i byen.
Salt Lake City i Utah og Boise i Idaho får flere centimeter aske. I det sydlige Canada, store dele af USA og det nordlige Mexico forvandles dagslyset til tusmørke, og det bliver hele tiden sværere at trække vejret udendørs uden maske.
På andre kontinenter følger mennesker bekymret udviklingen under usædvanligt kraftige rød-orange solopgange og solnedgange.
Tilbage i USA begynder elnettet at svigte. Advarsler om, at fugtig aske kan lede elektricitet og kortslutte elledninger og transformerstationer, er ikke blevet taget alvorligt nok. Asken tilstopper maskiner og generatorers luftindtag, mens vægten beskadiger kabler og mindre robuste konstruktioner.
Når strømmen forsvinder, følger vandpumper, rensningsanlæg, varmesystemer og tankstationer efter. Mobil- og internetforbindelser begynder også at bryde sammen.
Befolkningen bliver bange, og supermarkedernes hylder tømmes over hele landet, efterhånden som regionale og nationale forsyningskæder begynder at bryde sammen.
To uger efter udbruddet: Undtagelsestilstand i flere lande
I de følgende uger udvikler krisen sig til en kamp for at overleve. Nye lag af aske blokerer vejene, overbelaster afløbssystemerne og beskadiger tage. Når det regner, bliver den tørre aske forvandlet til en tung, kompakt masse, der gør oprydningen endnu vanskeligere.
Lufthavnene i store dele af Nordamerika er fortsat lukkede eller hårdt ramt, mens jernbaner, godsterminaler og landbrug kæmper for at holde driften i gang. Husdyr og afgrøder dør, hvor græsningsarealer og vandforsyninger bliver forurenet af eller begravet under aske.
Store områder omkring Yellowstone er fortsat evakueret, mens mangel på husly, brændstof, mad og rent vand vokser støt i resten af USA. Nogle lande flyver nødhjælp ind eller kaster forsyninger ned fra luften, men er samtidig bekymrede for at sikre tilstrækkelige lagre til deres egen befolkning.
Landbruget, transportsektoren og forsikringsbranchen bliver ramt af enorme tab, mens store dele af erhvervslivet og den offentlige service går i stå.
Det kan få Canada, Mexico og de fleste lande i Caribien og Mellemamerika til at erklære undtagelsestilstand. Det skyldes dels de direkte konsekvenser af katastrofen i landene selv, dels sammenbruddene i USA og de mange mennesker, der flygter derfra.
Fire måneder efter udbruddet: Krisen er ikke ovre
Flere måneder senere er udbruddene aftaget til sporadiske eksplosioner, men faren for ny vulkansk aktivitet er ikke drevet over.
For millioner af mennesker er katastrofen langtfra slut. På tørre dage med kraftig vind hvirvles asken igen op i luften, mens regn og sne gør den tung og kompakt, så den tilstopper afløb og ødelægger infrastruktur.
Irritation i øjne og hals er udbredt. For personer med astma og andre luftvejssygdomme er sundhedsrisikoen alvorlig, samtidig med at sundhedsvæsenet er svækket og overbelastet.
Vandværker og kraftværker kæmper med aske, der trænger ind i anlæggene, tekniske nedbrud, mangel på reservedele og en voldsom efterspørgsel. Det forstyrrer livsvigtige processer på hospitaler og i industrien.
I de hårdest ramte områder ligger afgrøder begravet under aske. Tabet af amerikansk og canadisk eksport af korn, majs og soja får fødevarepriserne til at stige verden over.
Flytrafikken kommer gradvist i gang igen i de mindre berørte områder. Men lufthavne over hele Nordamerika må lukke igen og igen, når vinden hvirvler asken op.
Landbruget og erhvervslivet er hårdt ramt, transporten fungerer dårligt, og genopbygningen koster enorme summer. Det udløser krise i bank- og forsikringssektoren og får den globale økonomi til at skrumpe.
Imens spreder følgerne af udbruddet sig gennem atmosfæren til hele kloden. Det meste af den vulkanske aske er faldet ned, men den svovldioxid, som udbruddet har sendt op i stratosfæren, danner små sulfatpartikler, der reflekterer en betydelig del af Solens energi tilbage. Forskerne kalder det en »vulkansk afkølingsperiode« og undgår betegnelsen »en ny istid«.
Klimamodeller tyder på, at den globale gennemsnitstemperatur næppe falder med mere end omkring 1,5 °C, selvom ændringerne kan være langt større i bestemte områder og på bestemte årstider. Det centrale Nordamerika er fortsat markant koldere end før udbruddet.
10 år efter udbruddet: At skaffe mad er en prioritet
I årene efter udbruddet går verden ind i en langvarig fase med genopbygning. Mennesker over hele kloden tilpasser sig en hverdag, hvor langt mere af livet drejer sig om at skaffe mad. Jorden bliver i stigende grad brugt til at dyrke rodfrugter, korn og bælgfrugter.
Med mindre fritid og færre penge bliver områder, der tidligere blev brugt til fritidsaktiviteter, taget i brug til fødevareproduktion – blandt andet små drivhuse og vertikale landbrug, hvor der dyrkes forskellige frugter, grøntsager, nødder og bælgfrugter.
Antallet af husdyr falder på grund af mangel på jord og foder, og dermed frigøres mere plads til afgrøder. De mennesker, der stadig spiser kød, skaffer det typisk ved at jage større vildt eller fange mindre fugle og pattedyr. Insektavl bliver mere udbredt end genetableringen af traditionelt husdyrhold med fugle og pattedyr.
Mennesker, der bor ved kyster, floder og søer, intensiverer fiskeriet. Bestandene bliver hurtigt udtømt, indtil der nogle steder indføres begrænsninger. Samtidig bliver dyrkning af tang mere udbredt.
De steder, hvor man ikke kan blive enige om reglerne, eller hvor reglerne ikke bliver håndhævet, breder sulten sig, og mennesker tvinges til at flytte.
Adgangen til sikkert drikkevand varierer meget. Verdens klima har ændret sig, så nogle områder får rigeligt med regn, mens andre bliver mere tørre. Teknologien til at rense vand i stor skala findes stadig og bliver fortsat brugt, men forsyningerne af kemikalier og reservedele er ustabile. Mange finder lokale løsninger og klarer sig, mens andre må leve med forurenet vand og sygdomme som kolera, denguefeber og malaria, ligesom milliarder af mennesker gjorde før udbruddet.
Før udbruddet manglede omkring 4,4 milliarder mennesker ud af en verdensbefolkning på 8,3 milliarder fuld adgang til sikkert drikkevand. 10 år efter udbruddet kan tallet være steget til 4,8 milliarder, mens verdens befolkning kan være faldet til 7,9 milliarder som følge af en kraftig stigning i dødeligheden blandt ældre og spædbørn.
Blandt de overlevende fortsætter sygdom og dødelighed med at stige. Katastrofen kan ende med at give omfattende dokumentation for, at indholdet af silica i asken er kræftfremkaldende. Eksponering for asken ser ud til at føre til en lille, men statistisk signifikant stigning i både lungekræft og silikose, som er en uhelbredelig lungesygdom. Et lignende mønster ses for hjerte-kar-sygdomme blandt mennesker, der har indåndet askepartikler.
De reelle sygdomstal er sandsynligvis højere, end målingerne viser. Udbruddet satte sundhedssystemerne på tværs af et helt kontinent ud af spil, og ti år senere kæmper de stadig med at komme på fode igen. Værst er det, at det svækkede sundhedsvæsen betyder, at mange diagnosticerede ikke kan få den nødvendige behandling. Sygdomme, som normalt ville kunne behandles, bliver dødelige.
I selve udbrudszonen følger to årtier med et gråt landskab. Det ser næsten livløst ud, og ved hvert kraftigt regnvejr bliver asken forvandlet til voldsomme, hurtigstrømmende vulkanske mudderstrømme, såkaldte lahars.
Men langsomt vender vegetationen tilbage til de enorme områder, der blev udslettet af eksplosionen. Først kommer græsset, siden skovene – og så følger menneskene trop. De nye bosættere begynder møjsommeligt at gøre landskabet til frugtbar landbrugsjord og bidrager dermed til at brødføde sultende befolkninger.
Den aske, der stadig svæver i atmosfæren, falder efterhånden til jorden, så Solens stråler igen kan nå uhindret ned til overfladen. Det giver nyt liv til landbruget og økosystemerne. Men samtidig vender bekymringen for menneskeskabte klimaforandringer tilbage, selvom vulkankatastrofen har ført til lavere udledninger af drivhusgasser.
Forskerne arbejder på at finde ud af, om katastrofen har skubbet det globale klima ind på en ny kurs – som kan vise sig at være bedre eller værre for menneskeheden – eller om den varme, som menneskets udledning af drivhusgasser allerede har ophobet i atmosfæren og havene, igen vil få kloden til hurtigt at blive varmere.
Forskerne forsøger også at gøre katastrofens menneskelige konsekvenser op: Hvor mange er døde eller kommet til skade, og hvor hårdt har den ramt menneskers livskvalitet?
Analyser af overdødelighed peger på, at udbruddet og dets følgevirkninger har ført til 0,7-1,3 milliarder for tidlige dødsfald. Måske har dobbelt så mange fået midlertidige eller varige helbredsproblemer, men overlevet. Nogle vil dog mene, at 100 procent af menneskeheden blev direkte berørt.
Den gode nyhed – i hvert fald for vores art – er, at vulkanismens ustoppelige kræfter forandrede kloden, men ikke udslettede menneskeheden. Faktisk var det ikke engang tæt på.
En million år efter udbruddet
Et væsen stiger ned på jorden fra et strømlinet rumfartøj. Væsenet ligner stadig et menneske, men det er meget forskelligt fra sin fjerne forfader, Homo sapiens sapiens.
Tjjze (som væsenet kalder sig) har studeret de sparsomme oplysninger, der er bevaret om fortidens 'Jord', og er nysgerrig efter at vide mere.
Det mest bemærkelsesværdige i det bevarede materiale handler om fremkomsten af planetens første teknologiske civilisation for lidt over en million år siden. Senere, for 140.000-160.000 år siden, forlod arten planeten, efterhånden som den forandrede sig, og arten blev højere og slankere med længere lemmer og større hænder, hoveder og hjerner.
På dette tidspunkt havde den allerede bredt sig i galaksen. I de fortællinger, der stadig findes, går myter igen om perioder med voldsomme temperaturændringer på planeten – både varme og kulde – og om en række vulkanudbrud, der forandrede kloden.
Tjjze konstaterer, at vegetationen er frodig, og at der er rigeligt med H2O. Der er masser af føde og vand til de mærkværdige dyr og økosystemer. En hurtig skanning afslører, at der gemmer sig meget under overfladen. Under de øverste lag træder en stor, omtrent ellipseformet forhøjning af klippe tydeligt frem.
Netop dette område, omkring 24,3 cqurzots i radius, ligger markant lavere end de enorme sletter uden for fordybningen. Det tyder på et vulkanudbrud for meget længe siden, og hvis det har efterladt et krater af denne størrelse, må udbruddet have været enormt.
Tjjzes ‘ansigt’ fortrækker sig, mens nye data tikker ind. Der er ingen tvivl: Det er en caldera, og den er omkring en million år gammel.
Gik vulkanen mon i udbrud, mens den teknologiske civilisation stadig fandtes? Eller slap den med nød og næppe? En million år senere er svaret for længst gået tabt.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
