Torsdag annoncerede astronomer, at de har opdaget en ukendt lille asteroide – eller måske en komet – som i øjeblikket suser igennem vores eget solsystem.
Alt tyder på, at objektet stammer fra en fremmed stjerne, og hvis det er rigtigt, er det første gang, et interstellart objekt er blevet observeret og bekræftet, mens det er på gennemrejse i vores eget solsystem.
»Wow,« lyder kommentaren fra astrofysiker Kjartan Kinch, da Videnskab.dk præsenterer ham for nyheden.
»I sig selv er tanken om, at den er kommet rejsende fra et sted uden for solsystemet helt fantastisk. Det er en rigtig interessant opdagelse, og det åbner døren for, at vi måske kan finde flere af den slags objekter og lære mere om dem,« tilføjer Kjartan Kinch, som er lektor ved Københavns Universitet.
Lille objekt med stor fart
Det nyopdagede objekt er indtil videre blevet døbt A/2017 U1, og ifølge en pressemeddelelse fra University of Hawaii er objektet mindre end 400 meter i diameter.
Samtidig bevæger det interstellare objekt sig bemærkelsesværdigt hurtigt – omkring 40 kilometer per sekund, oplyser det amerikanske rumfartsagentur NASA.
\ Kun et foreløbigt navn
Det formodede interstellare objekt er foreløbigt blevet døbt A/2017 U1.
Navnet er kun foreløbigt, fordi objektet er det første af sin art.
Derfor findes der endnu ingen regler for navngivning af interstellare objekter.
»Vi har ventet på dette i årtier. Vi har længe haft en teori om, at sådanne objekter eksisterer – asteroider eller kometer, som bevæger sig mellem stjernerne og nogle gange passerer gennem vores solsystem. Men dette er den første detektion,« udtaler Paul Chodas, manager for NASAs Center for Studier af Nær-Jordsobjekter (CNEOS) i en pressemeddelelse.
Han tilføjer, at indtil videre ser alt ud til at pege på, at der virkelig er tale om et interstellart objekt, men der er brug for mere data for endeligt at kunne bekræfte det.
Opdaget på Hawaii
A/2017 U1 blev opdaget den 19. oktober af et teleskop på Hawaii.
Astronom og postdoc Rob Weryk fra University of Hawaii var den første, som lagde mærke til objektet, og det gik hurtigt op for ham, at der var tale om noget usædvanligt.
»Dets bevægelse kunne ikke forklares, hverken ved banen for en normal asteroide eller for en komet,« fortæller Rob Weryk om opdagelsen i pressemeddelelsen fra University of Hawaii.
Et hurtigt besøg
Andre forskere bekræfter, at der er tale om et objekt, som rejser med en helt usædvanlig bane på vejen gennem vores solsystem.
»Dette er den mest ekstreme bane, jeg nogensinde har set. Det rejser ekstremt hurtigt og med en sådan bane, at vi med sikkerhed kan sige, at dette objekt er på vej ud af solsystemet,« udtaler Davide Farnocchia, forsker ved NASA’s Center for studier af Nær-Jordsobjekter.
Dermed er A/2017 U1 altså kun på en kort visit i vores solsystem, og astronomer er i et kapløb med tiden for at lære mest muligt om objektet, før objektet forsvinder ud af syne igen.
De arbejder derfor på at få teleskoper verden over til at pege op mod det lille, usædvanlige himmellegeme.
Animationen viser banen, som A/2017 U1 har taget ind igennem vores solsystem i september og oktober 2017. Den var tættest på Solen 9. september. Ud fra analysen af dens bevægelse beregner forskerne, at objektet sandsynligvis stammer fra et sted uden for vores solsystem. (Illustration: NASA/JPL-Caltech)
Hvad består den af?
Astronomerne håber først og fremmest, at de kan få en mere nøjagtig viden om størrelsen og formen på A/2017 U1.
\ Objektets bane
Astronomerne har kortlagt A/2017 U1’s bane.
Objektet kom fra retningen af stjernebilledet Lyren.
A/2017 U1 har ikke været tæt på nogle af vores store planeter på vej gennem vores solsystem.
På grund af Solens tyngdekraft har A/2017 U1 skiftet retning og lavet et hårnålesving under vores solsystem.
Objektet passerede tættest på Jorden 14. oktober med en afstand på 24 millioner kilometer (cirka 60 gange afstanden til Månen)
I øjeblikket rejser objektet med 44 km per sekund i retning mod stjernebilledet Pegasus.
Kilde: NASA
De vil ifølge Scientific American også forsøge at måle A / 2017 U1’s farve og måske endda dets spektrum – det vil sige de nærmere detaljer, om det lys, objektet udsender og absorberer. Det kan alt sammen være med til at give en indikation af, hvad objektet består af.
»Det er klart, at det nok er begrænset, hvor meget vi kan nå at lære af dette objekt, før det forsvinder igen. Måske kan vi få en ide om, hvorvidt den består mest af sten eller is, men ellers er det nok begrænset,« siger Kjartan Kinch.
Vil vi se flere fremover?
Forskerne mener, at A/2017 U1 formentlig er blevet sendt afsted af en fremmed stjerne, som i sin stormfulde ungdom var omgivet af nyskabte gasplaneter.
»Vi har længe haft mistanke om, at disse objekter eksisterer, for under processen, hvor planeter dannes, skulle der blive udsendt en masse materiale fra planetsystemer,« udtaler astronomen Karen Meech i pressemeddelelsen fra University of Hawaii.
Hun tilføjer, at det mest overraskende faktisk er, at vi ikke har har set disse objekter noget før.
Kjartan Kinch påpeger, at vi med moderne teleskoper og teknologi måske kan få lov at observere endnu flere interstellare objekter fremover.
»Måske er det den første af mange af den slags objekter, vi vil opdage og begynde at karakterisere. Eller måske er det en sjælden begivenhed. Det ved vi ikke endnu,« siger Kjartan Kinch.