Den DNA-analyse, som har ’afsløret’ seriemorderen Jack the Rippers sande identitet, er ikke nødvendigvis pålidelig. Det vurderer danske DNA-forskere.
I sidste uge var en af de største mediehistorier nyheden om, at Jack the Ripper i virkeligheden var den skizofrene polske frisør Aaron Kosminski. En amatør-detektiv havde fået undersøgt sædrester på et tørklæde, som en af morderens ofre havde på, da hun blev myrdet. DNA’et i sæden matchede angiveligt DNA hos en efterkommer i Aaron Kosminskis familie.
Men det har afgørende betydning, hvilken type DNA-analyse der var tale om. Jack the Rippers identitet er blevet fastslået ved hjælp af en såkaldt mitokondrie-DNA-analyse – og den ville man meget sjældent bruge i en moderne dansk retssag mod en formodet morder.
»På mange måder giver det, de har gjort, god mening. Men jeg ville også være lidt forsigtig med at sige, det var ham. Resultaterne ville i hvert fald ikke blive brugt som et sikkert bevis i en dansk retssal. Det ville i langt de fleste tilfælde ikke engang blive lagt ved som bevis i sagen,« fortæller lektor ved Statens Naturhistoriske Museum Anders Johannes Hansen, der forsker i brug af genetisk materiale til identifikation.
Mitokondrie-DNA er ikke som et fingeraftryk
I dag kan politiet med høj sandsynlighed fastslå identiteten på en seksualforbryder via DNA-analyser. Men det skyldes, at de laver en analyse af det såkaldte kerne-DNA. Det er som et fingeraftryk. Så hvis en mand voldtager en kvinde og efterlader sæd, kan politiet sammenligne kerne-DNA’et i sæden med kerne-DNA’et hos de mistænkte i sagen. Så kan de se, om der er match.
Jack the Rippers identitet blev fastslået på en anden måde – nemlig med en analyse af mitokondrie-DNA. Amatør-detektiven gik til en af Aaron Kosminskis søsters efterkommere for at undersøge, om hendes DNA matchede sædpletten på tørklædet. Efterkommeren var en ung kvinde, der bor i England.
\ Fakta
Kerne-DNA er et miks af begge ens forældres DNA, og det man normalt kender som hvert enkelt menneskes helt unikke genetiske fingeraftryk. Mitokondrie-DNA går derimod udelukkende i arv fra moderen, og er derfor en slags komprimeret geografisk slægtshistorie, hvor man kan spore ens mødrene ophav gennem tiden.
At det var en af søsterens efterkommere var ikke tilfældigt.
»Når man skal forsøge at matche mitokondrie-DNA på tværs af generationer, skal det foregå igennem den kvindelige linje. Ellers giver det ikke mening. Havde de taget det fra direkte efterkommere af Aaron Kosminski, ville sagen stadig være totalt åben. For mitokondrie-DNA bliver ikke sendt videre i den mandlige slægtslinje,« fortæller Anders Johannes Hansen.
Så hvis den unge kvinde og Aaron Kosminskis søster er i familie via et ubrudt, kvindeligt bånd ned gennem generationerne, så deler de samme mitokondrie-DNA. Problemet er bare, at det samme gør utroligt mange andre mennesker også.
Deler mitokondrie-DNA med tusindvis af andre
De forskellige mutationer af mitokondrie-DNA er i menneskehedens historie blevet nedarvet fra generation til generation. Derfor deler mange mennesker, der egentlig ikke tror, de er i familie, det samme mitokondrie-DNA. Hver gruppe af folk med en særlig type mitokondrie-DNA placerer man i en såkaldt haplogruppe. Aaron Kosminskis søster tilhørte haplogruppen T1a1, der er i dag er rimelig udbredt i hele Europa.
Det betyder, at en pæn portion mennesker i Londons Whitechapel-distrikt sandsynligvis bar på profilen T1a1, da Jack the Ripper dræbte de mange prostituerede tilbage i 1888. Det er derfor slet ikke sikkert, at det var Aaron Kosminski, der begik mordene. Det kunne også være en anden person med profilen T1a1.
»Det er muligt, det var ham. Men det kunne også godt være, at det var en af de 5 procent andre i den engelske befolkning, der delte hans profil. Eller 20 procent – vi ved reelt ikke, hvor udbredt de forskellige haplogrupper var for 125 år siden. Men var der bare 5 procent, der delte hans profil, ville det betyde, at 1 ud af 20 matchede ham,« siger Anders Johannes Hansen.
DNA-analyse kan primært bruges til at udelukke
Analyser af mitokondrie-DNA kan primært bruges til at udelukke, at nogen har begået en forbrydelse.
»Haplogrupper kan bruges til at udelukke, om nogen har begået en forbrydelse. Hvis mitokondrie-DNA ikke matcher den mistænkte, så ved man, det ikke er ham. Men i Jack the Ripper-sagen har man jo ikke forsøgt at udelukke – man har ledt efter et match,« siger Anders Johannes Hansen.
Professor Tom Gilbert fra Center for Geogenetik på Københavns Universitet forsker i oldgammelt DNA. Han bekræfter, at mitokondrie-DNA er en usikker måde at fastslå en forbryders identitet på. Men havde man lavet en analyse af en efterkommers kerne-DNA, ville det heller ikke have været brugbart.
»Ideelt set er det bedre at lave en analyse af kerne-DNA’et, fordi det er mere sikkert. Men i det her tilfælde er mitokondrie-DNA-analyse reelt bedre.«
»For hver generation bliver et kerne-DNA ’fortyndet’ med 50 procent. Så efter fem til seks generationer er det virkelig svært at finde et match – med mindre du tager prøver fra virkelig mange slægtninge og sammenkører dem,« siger Tom Gilbert.
Sikkert svar kræver DNA fra Aaron Kosminskis lig
Hverken han eller Anders Johannes Hansen vil blankt afvise, at man har fundet Jack the Rippers sande identitet. Men DNA-beviserne er ikke så overvældende, som de blev udlagt i sidste uge.
Skal vi være sikre på, at sædklatten på tørklædet stammer fra Aaron Kosminski, må vi finde hans grav, lave en analyse af kerne-DNA’et i hans skelet og sammenligne det med profilen i sæden, lyder det.
