I de nordlige havområder i Norge regerer Kamtjatka-krabben (Paralithodes camtschaticus - også kaldet Japan-krabbe) og efterhånden er Arktiske krabbe også begyndt at markere sig i disse havområder. Fælles for de to arter er, at de er indflyttere fra fjernere egne.
»Krebsdyr er meget på vandring og det lykkedes oftere for dem end de fleste andre dyregrupper at etablere sig i nye områder. Forklaringen finder man i deres biologi, økologi, adfærd og sundhed,« siger Gro van der Meeren, som er forsker ved Havforskningsinstituttet i Norge.
Menneskelige faktorer spiller en vigtig rolle i disse flytninger.
Skibstrafik, handel, nye adgangsveje (såsom kanaler og omlægninger af floder og vandløb) og bevidst udplacering har medført at organismer er blevet spredt mellem forskellige verdensdele og -have.
Nogle af disse krebsdyr er åbenlyst importeret, andre klamrer sig til skibssider, overlever i månedsvis i ballastvandet, eller sniger sig med som blinde passagerer på bevoksninger og tang.
Alene i Norge er der i de seneste 30 år registreret fem nye arter: Kamtjatka-krabbe, Spøgelseskrebs og Arktisk krabbe som alle befinder sig på forskellige stadier af at have etableret sig fast.
Krebsdyr er en stor gruppe af forskellige leddyr, der næsten alle lever i eller ved vand.
Udover krabber er dyr som hummer, rur, dafnie og tangloppe også krebsdyr.
Se den samlede liste på wikipedia: krebsdyr og læs mere om krebsdyr på Den Store Danske: krebsdyr
Det er ikke noget nyt fænomen, at levende organismer følger med mennesket på dets færden rundt om på kloden. Problemerne med kaniner i Australien er velkendte.
De er en af flere nye arter, som har medført økologiske forandringer og store økonomiske tab i deres nye leveområder. En succesfuld etablering er alligevel ikke hovedregelen, hvis en art havner på et nyt sted.
»De fleste arter, som kommer til et nyt sted, forsvinder uden at efterlade sig noget spor. De er udrustet til et helt bestemt miljø og kan ikke klare at omstille sig til andre omgivelser,« forklarer van der Meeren.
Sådan er det ikke med de opportunistiske krebsdyr. Vel fremme er de i høj grad tilpasningsdygtige i forhold til temperatur, saltindhold og føde. De mest foretagsomme indflyttere sørger ligefrem også for, at omgivelserne tilpasser sig til dem.
Det sker ved at grave, skubbe og flytte rundt på genstande. Et godt eksempel er Uldhåndskrabben, som graver tunneler i flodbredderne, hvis den ikke kan finde andre former for skjulesteder. Skulle flodbredden skride sammen og falde i vandet, så graver den bare nye huler.
Vores egen strandkrabbe har vist sig at være en af de mest vellykkede invaderende arter i verden. Den er nu observeret i alle verdensdele, og det har blandt andet medført, at snegle har fået tykkere sneglehuse og har ændret på sammensætningen af bunddyrssamfund langs nordøstkysten af Amerika.
Krebsdyr har flere kort på hånden, når de vil indtage nye landområder. Lugtstoffer, de såkaldte feromoner, er nyttige som lokkemiddel til at føre hunner og hanner sammen for parring.
En fintmærkende lugtesans hjælper derfor dyrene i en spredt bestand med at kunne finde hinanden.
Veludviklede kløer og et højt aggressionsniveau er fordele, som tilsyneladende har hjulpet forskellige strandkrabber med at jage lokale konkurrenter bort.
Gro van der Meeren fortæller, at krebsdyr er yderst taknemmelige, hvad angår føde.
»Krebsdyrenes fødevalg er som regel utroligt varieret. Det betyder at det kun sjældent eller aldrig er adgang til føde, som kan sætte en stopper for en mulig nyetablering.«
Det er også kun en begrænset fare for, at de nyankomne bliver spist af de indfødte.
»Rovdyr og parasitter i et økosystem er tilpasset det naturlige byttedyrsudvalg. Derfor vil højt specialiserede rovdyr normalt ikke angribe en ny art.«
»Det tager tid, før økosystemet ændrer sig, således at mindre specialiserede arter kan drage nytte af den nye resurse,« siger van der Meeren.
Introducerede arter er den næststørste trussel mod biologisk mangfoldighed - efter ødelæggelse af levesteder (habitater). Spredning af sygdomme og parasitter er også en del af trusselsbilledet.
»På trods af en del gode intentioner, er der endnu ikke indført tilstrækkeligt effektive hindringer mod transport af vand og de skabninger, som følger med vandet,« fortæller van der Meeren.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
