Winston Churchill er i dag, 50 år efter sin død, stadig et forbillede for mange politikere. En dansk forsker fortæller dog, at den tidligere premierminister ikke kun var en krigshelt, men også tog nogle risikable beslutninger. Til gengæld turde han stå ved dem.
»Det krævede blod, sved og tårer.«
Den talemåde bruger man ofte i Danmark, men den stammer faktisk fra en berømt tale, som den tidligere, britiske premierminister Winston Churchill holdt i Underhuset, kort tid efter han blev udnævnt til premierminister.
»Jeg har intet at tilbyde andet end blod, slid, tårer og sved,« sagde han 13. maj 1940.
Winston Churchill har især spillet en stor rolle for Storbritannien under 2. Verdenskrig, hvor han med sine store taler og politiske dygtighed inspirerede den britiske befolkning i kampen mod tyskerne. Hans politiske succes har betydet, at han i dag stadig er et politisk forbillede for højrefløjspolitikere. Eksempelvis George W. Bush og danske Brian Mikkelsen.
»Man kan beundre ham for hans energi – for han var fuldstændig utrættelig. Derudover var han sin egen herre og optrådte sjældent som medlem af en partimaksine. Han var selvstændig i sin holdning og kampagneform, samtidig med at han havde evnen til at kommunikere. Den personlige stil, hans fremtræden og påklædning var et varemærke,« siger Jørgen Sevaldsen, der er forhenværende lektor i historie og engelsk på Københavns Universitet.
Han skrev i 2004 en biografi om den store britiske statsmand med titlen 'Churchill – statsmand og myte'.
Winston Leonard Spencer Churchills vej ind i politik startede allerede i 1900, hvor han som 26-årig blev valgt som konservativ kandidat i valgkredsen Oldham. 11 år senere var han flådeminister for den liberale regering.
Men ikke alt gik som smurt. Det var nemlig i dette embede, at han var tæt på at skylle sin politiske karriere i toilettet. Da 1. Verdenskrig brød ud i 1914, besluttede Churchill sig for at invadere den tyrkiske halvø Gallipoli i det tidligere Osmanniske rige.
Winston Leonard Spencer Churchill...
Kilde: Den Store Danske
Hvad han troede var en let opgave viste sig dog at være det stik modsatte. Det fortæller lektor emeritus i historie Palle Roslyng-Jensen.
»Invasionen ved Gallipoli i det tidligere Osmanniske rige i 1915 var et af de helt store fejlgreb af Churchill. Man forventede, at tyrkerne ikke kunne finde ud af at være i krig, men det kunne de altså godt. Der var et frygteligt stort tab på de allieredes side, og man kan derfor undre sig over, hvordan Churchill overlevede politisk,« siger Palle Roslyng-Jensen, der er lektor emeritus ved Saxo-Instituttet. Han har især forsket meget i besættelsestidens historie, opinion og meningsdannelse under Den Kolde Krig.
Tabene var især store for Australien og New Zealand. De havde soldater udstationeret i Egypten, men soldaterne blev hentet op til Gallipoli, hvor de hjalp de britiske og franske soldater. Tabene har blandt andet betydet, at australske og newzealandske historieskrivere ikke er helt så begejstrede for Churchill som eksempelvis de danske.
»Hvis man kigger på den australske historieskrivning, vil man se, at de har et anderledes billede af Churchill. Det skyldes, at allierede styrker led tab på 180.000 mand ved Gallipoli-aktionen og et betydeligt antal af dem var australske og newzealandske soldater,« siger Palle Roslyng-Jensen.
Churchill havde altså vovet pelsen ved at gå til angreb på tyrkerne under 1. Verdenskrig. Men det holdt ham ikke fra at komme med flere gode idéer i starten af 2. Verdenskrig. Han foreslog at sætte en flådestyrke ind i Østersøen. Det skete dog aldrig.
Briterne havde nemlig sat tropper ind i Norge i april 1940, men fordi de var så dårligt forberedt, led de et nederlag til Tyskland.
Tilbageslaget fremskyndede Neville Chamberlains afgang som premierminister, og 10. maj kunne Winston Churchill tage roret, fordi han hele tiden havde advaret mod Hitler.
På dette tidspunkt var Frankrig og Storbritannien sammen i krig mod Tyskland, men Frankrig måtte 22. juni 1940 overgive sig til Tyskland. Nu stod Storbritannien alene. Flere politikere mente, at Storbritannien burde indgå en aftale med tyskerne, men sådan ville Churchill det ikke.
»Han tog den rigtige beslutning, at Storbritannien skulle fortsætte krigen mod tyskerne alene. Det var godt, for Hitler tog nogle endnu mere risikable beslutninger som at invadere Sovjetunionen,« siger Palle Roslyng-Jensen og fortsætter:
»Hvis man skal gøre op med hans status, kan man sige, at han var manden, der foretog risikable og uforsigtige beslutninger. Han var ikke kun en krigshelt, han var også en mand, der forstod at manøvrere politisk.«
Nancy Witcher Langhorne Astor var en del af parlamentet som repræsentant for The Conservative Party for Plymouth Sutton indtil 1945.
Hun var den første kvinde, der opnåede stillingen som Member of Parliament i House of Commons fra 1919.
Astor og Churchill kom ikke altid lige godt ud af det med hinanden. Hun skulle have sagt: »Hvis vi var gift, ville jeg putte gift i din kaffe.« Churchill: »Hvis jeg var gift med dig, ville jeg drikke den.«
Der var flere politikere og almindelige briter, som mente, at der var en fornuft i at indgå en aftale med Tyskland. På den måde kunne det store imperium måske få lov til at bestå.
Churchill brugte derfor sine retoriske evner til at mobilisere et sammenhold blandt briterne og en tro på, at de sammen kunne bekæmpe nazisterne.
»Hans store status skabes af de her berømte taler. Talerne blev holdt, fordi England stod helt alene, efter Frankrig var blevet besat. Andre politikere ville sige, at alt så håbløst ud, men han skabte sammenhold og optimisme hos befolkningen, fordi han var en fremragende taler,« siger Palle Roslyng-Jensen.
»Dette er lektien: Giv aldrig efter, aldrig, aldrig, aldrig, aldrig – om det er stort eller småt, giv aldrig efter, kun over for ære og sund fornuft. Buk aldrig under for en overmagt, og buk aldrig under for fjendens tilsyneladende overvældende magt,« sagde Churchill i en tale på Harrow School 29. oktober 1941.
Jørgen Sevaldsen forklarer, at Churchill i sine taler også refererede til højdepunkter i Storbritanniens historie.
»Jeg tror helt klart, at talerne i 1940'erne, hvor Storbritannien havde ryggen mod muren, i andre sammenhænge ville virke gammeldags, men de ramte ind i et behov fra folkesjælen. Han trak til dels på de store linjer i historien, som da briterne stod alene under Napoleonskrigene, men kom ovenpå bagefter,« siger Jørgen Sevaldsen.
De allierede med Rusland, Storbritannien og USA sejrede som bekendt over Tyskland. Det krævede blod, sved og tårer, og det er stadig beundringsværdigt blandt nutidens politikerne, fortæller Jørgen Sevaldsen.
»En ting, der appellerer til mange politikere, er, at han er et eksempel på en mand, der advarede mod tyskerne, blev underkendt og senere fik ret. Han havde styrken til at føre kampen til ende med den viljestyrke, det indebar, og det kan man som politiker godt misunde ham for,« siger Jørgen Sevaldsen.
Winston Churchill mistede efter 1945 opbakningen til at fortsætte som premierminister. Befolkningen mente, at England havde brug for nogle labour-politikere til at bygge Storbritannien op igen.
Churchill blev imidlertid genvalgt som premierminister i 1951-1955, men var på det tidspunkt ude af trit med virkeligheden. Han ville nemlig holde fast i imperiet, selvom statussen som supermagt var tabt til USA og Sovjetunionen.
Kilde: Jørgen Sevaldsen
Palle Roslyng-Jensen fortæller, at højrefløjspolitikere også har gjort brug af Churchills retorik, da der skulle argumenteres for en invasion af Irak tilbage i 2003.
»Hans retorik er blevet brugt uendeligt mange gange de senere år. Hvis vi tager de amerikanske invasioner i Irak i 1991 og 2003, der har George W. Bush fremhævet sig selv om en handlekraftig mand, der går op mod fjenden – ligesom Churchill gjorde det. Der er en klar tendens til, at det især er højrefløjen i USA, der fremhæver Churchill som forbillede uden at fortælle om de mere komplekse sider af ham,« siger Palle Roslyng-Jensen.
I dag, 50 år efter hans død, er Winston Churchills retorik og ånd stadig i live. Selvom - eller måske til dels på grund af - hans image som statsmanden, der stod for en række risikable beslutninger - og turde stå ved dem.
Winston Churchill var meget interesseret i naturvidenskab. Han promoverede eksempelvis udviklingen af kampvognen under 1. Verdenskrig.
Det var også under Churchill, at Storbritannien kom foran i radar-udviklingen, som betød, at briterne nemmere kunne holde øje med tyskerne under 2. Verdenskrig. Hans store interesse for udviklingen af krigsteknologier gjorde, at han blev ved med at sætte ressourcer af til forskerne.
Under 2. Verdenskrig legede videnskabsmænd i de store nationer med atombomber. Heriblandt Storbritannien – og Danmark. Vores egen fysiker Niels Bohr kunne nemlig godt se, hvor udviklingen af atombomben var ved at bære hen, derfor mødtes han med Winston Churchill for at diskutere muligheden for, at briterne åbent fortalte til russerne, hvad de havde gang i. På den måde kunne man ifølge Niels Bohr forhindre et reelt atom-kapløb.
Churchill syntes ikke umiddelbart om idéen og beskyldte Niels Bohr for at være en russisk spion.
I 1960'erne blev Churchill College i Cambridge anlagt. En universitetsafdeling, der har fokus på de naturvidenskabelige fag efter ønske fra Churchill selv, der ville have et britisk svar på MIT i Amerika.
Kilder: Jørgen Sevaldsen og Palle Roslyng-Jensen
Hver anden fredag åbner arkæologer og historikere vinduet til fortiden.
