Annonceinfo

Velfærd under opbrud?

ForskerZonenKRONIK: Nu diskuteres det åbent at bryde med universalismen, til trods for at de sociale udgifter i Norden ikke er større end i Tyskland og Frankrig, og at socialpolitisk erfaring siger, at universelle velfærdsordninger er de mest omfordelende, samt at welfare for the poor altid ender med at blive 'poor welfare'.

TrygFondens tryghedsmåling 2011 viste, at forbrugerne var utrygge ved risikoen for, at velfærdsydelserne er borte, når de får brug for dem. (Foto: Colourbox)

Det er ikke velfærdsstaten, der er årsag til den økonomiske krise. Velfærdsstaten er tilmed ganske uskyldig.

Men når Danmarks BNP falder med godt seks en halv procent, og når det tegner til syv år med samlet nulvækst, så bliver også velfærdsstaten berørt.

Schlüter og Nyrup undgik systemfejl

Vi har haft økonomiske kriser før. I 1980’erne kunne man endda sige, at velfærdsstaten var en del af problemet. Men krisen blev løst, uden at velfærdsstaten fik varige mén. Man undgik at lave systemfejl.

Samtidig bidrog det til løsningen af de økonomiske problemer, at velfærdsstaten blev trimmet. Resultatet af den politik, der blev ført under Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen, var en forbedret udgave af den nordiske model.

Hvis man skal tro politiske udmeldinger, er der i dag grund til at være mindre optimistisk på velfærdsstatens vegne.

Velfærdsstaten er ikke en del af kriseproblemet, og den stigende utryghed om de sociale ordninger er uheldig for samfundsøkonomien. Alligevel diskuteres muligheden for at bryde med den nordiske universelle model åbent.

Stik modsat 80’er-krisen

Først økonomien. Der er bekymrende tendenser i den offentlige debat til at trække paralleller mellem nutiden og den økonomiske krise i 1980’erne (som kan minde lidt om krisen i Sydeuropa).

Næppe nogen ledende politikere mener, den nuværende krise ligner 1980’erne – men retorikken er politisk fristende, og det er før set, at politikere i nogen grad kan blive ofre for egen retorik.

Krisen i dag er imidlertid det stik modsatte af krisen i 1980’erne.

Dengang var der overforbrug både i den private og den offentlige sektor, og både statsgæld og udlandsgæld var ved at løbe løbsk. Der var behov for at skære ned begge steder.

Får penge for at låne penge

I 1980’erne havde Danmark rekordunderskud på betalingsbalancen. I 2011 fik man danmarkshistoriens største overskud.

I 1980’erne havde Danmark en galopperende udlandsgæld. I dag har Danmark en hastigt voksende nettoformue i udlandet på omkring 450 mia. kroner, og med en formulering fra en tidligere finansminister er vi faktisk i fuld gang med ’at købe hele verden’.

I 1980’erne var der en stor offentlig gæld. I dag er nettogælden lige omkring nul, og så har det offentlige i øvrigt en ikke-bogført formue på 1.000-1.300 mia. kroner i pensionskasserne.

Det er en opsparing i form af udskudt skat, der kommer til udbetaling, når pensionerne trækkes ud. Statens kreditværdighed er da også så god, at staten faktisk får penge for at låne penge, da renten er lavere end inflationen, fordi Danmark er sikker havn.

Bolig- og kreditboblen er årsag til krisen

Problemet i 1980’erne var, at både det private og det offentlige forbrug var for højt. Det fik man sat en stopper for med en stram udgiftspolitik og kartoffelkuren - den mest uliberale kreditpolitik, Danmark har oplevet.

En hovedårsag til den nuværende danske krise er, at man fra slutningen af 1990’erne liberaliserede kreditpolitikken ud over alle grænser.

Det var omvendt kartoffelkur i anden potens. Der er få lande, hvor lovgiverne så aktivt har medvirket til at puste en bolig- og kreditboble op, der uundgåeligt måtte briste.

Krisen trækker mest ud i Danmark

Bolig- og kreditboblen forklarer, hvorfor krisen er forløbet anderledes end i nabolandene. Danmark har oplevet en nedgang i privatforbruget, som man ikke finder hos naboerne.

Når forbrugerne holder igen – og når bankerne skal konsolidere sig og er varsomme med at låne ud til investeringer – er det svært at få gang i væksten.

Derfor trækker krisen meget længere ud i Danmark end for eksempel i Sverige og Tyskland, hvor nedgangen i 2008-09 for længst er udlignet. I Sverige skete det allerede i 2010.

I Danmark skal vi frem til 2013 eller 2014, før BNP’en er tilbage på 2007-niveau.

Regeringen burde signalere social tryghed

Det er her, regeringens politik kan blive kontraproduktiv. Forbrugerne er skræmte.

TrygFondens tryghedsmåling 2011 viste, at forbrugerne ikke blot var utrygge ved risikoen for ledighed. Men også ved risikoen for faldende boligpriser, for stigende boligskatter - og for, at velfærdsydelserne er borte, når de får brug for dem.

Fakta

Jørgen Goul Andersen (født 1953) er en dansk professor ved Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet.

Goul Andersen blev cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1977 og blev samme år ansat som adjunkt ved universitetets Institut for Statskundskab. Han blev lektor samme sted 1984, og blev i 1995 professor ved Aalborg Universitet, hvor han har været koordinator af Centre for Comparative Welfare State Studies siden 1996. I 2009 blev han ansat som professor ved Aarhus Universitet.

Han har udgivet en lang række bøger, bl.a. bidrog han til Magtudredningen, ligesom han har forfattet flere grundbøger i samfundsfag og statskundskab, eksempelvis Politik og samfund i forandring.

Det er uheldigt. Efter en boble undgår man ikke forøget opsparing. Men det er for meget af det gode.

Danmark har det største private opsparingsoverskud nogensinde. Det giver unødig ledighed og unødige underskud på de offentlige budgetter.

Regeringen burde signalere social tryghed og ikke utryghed, også af økonomiske grunde.

Universalismen til debat

På lang sigt er det mest bemærkelsesværdige dog, at regeringen har sat universalismen til debat.

At man i en krisesituation risikerer at måtte køre en tur med grønthøsteren har ringe betydning på lang sigt.

Efter mere end 15 års ubrudt stigning i det offentlige forbrug burde der også være lidt fedt at tære på rundt omkring.

Afvikling af universalisme er en anden sag. Det plejer der at være nogenlunde konsensus om i de nordiske lande, på tværs af politiske skel.

Sociale udgifter ikke større end i andre lande

Man kunne tro, at universalismen ville være væsentligt dyrere, men faktisk er de sociale udgifter i Norden ikke større end for eksempel i Tyskland og Frankrig.

Det er i øvrigt også de nordiske lande, der sammen med Schweiz og fra 2012 Tyskland, er de eneste, der har styr på de offentlige budgetter.

Samtidig er der mange økonomiske standardargumenter for universalismen. Den er markedskonform og giver ikke samspilsproblemer, der kan ødelægge incitamenterne.

Den er administrativt enkel. Den inviterer ikke til snyd – eller kontrol. For det er svært at snyde. Universalisme straffer ikke ’ansvarlig’ adfærd og så videre.

Universel velfærd mest omfordelende

Politologer har fundet en sammenhæng mellem universalisme, social tillid (social kapital) og sågar politisk tillid.

Og endelig er den mest uimodsagte socialpolitiske erfaring, at universelle velfærdsordninger er de mest omfordelende, og at welfare for the poor altid ender med at blive ’poor welfare’.

På et enkelt punkt er der dog vælgerstøtte til de-universalisering. Det er børnepengene. Men der er stærke saglige argumenter imod.

Risikerer at lede til lavere fertilitet

For det første ville det svare til at indføre en særlig høj marginalbeskatning for børnefamilier, hvilket går stik imod 25 års skattereformer.

For det andet ville det gøre det mindre attraktivt for unge veluddannede mennesker at forblive i landet, hvilket går imod 20 års globaliseringsdiskussion.

Og endelig risikerer det at føre til lavere fertilitet. Alene i 2011 betød et overraskende dansk fald i fertiliteten (påvirket af genopretningsaftalen i maj 2010?), at der er 5-6.000 færre hænder på 30 års sigt.

Ingen af de øvrige nordiske lande har oplevet faldende fertilitet under krisen.

Ånden er ude af flasken

Derfor taler mest for, at dette og andre forslag ikke bliver gennemført. Men ånden er ude af flasken, og kommer det til brud med universalismen, kan det let føre videre:

Ydelser målrettet de svage passer fint sammen med lave skatteprocenter, men ikke med høje. Det giver samspilsproblemer.

Enten skal man tilbage til universalismen, eller også skal skatten ned. Det første kan være både psykologisk og praktisk vanskeligt.

Derfor er den mest nærliggende effekt et stigende pres for videre skattesænkninger. 

Partnerartikel

Artiklen bringes i samarbejde med: Fagligt forum - DM

Fagligt forum - DM

DM
Nimbusparken 16
2000 Frederiksberg

 

Videnskab.dk samarbejder med online-universet Fagligt forum hos DM (Dansk Magisterforening) om udveksling af artikler skrevet af forskere.

Fagligt forum er fire forskellige faglige indgange til artikler, faglige arrangementer og Linkedin-grupper, som giver en platform for onlinediskussioner og mulighed for netværk. Det er også i Linkedin-grupperne, du bliver opdateret på, hvad der sker i de faglige universer.

Artiklerne skrives af forskere og andre eksperter samt af journalister, og DM (Dansk Magisterforening) samarbejder med en række faglige selskaber, som giver inspiration til udvikling af universerne.

Se de fire universer på dm.dk/faglighed

 

 

Seneste artikler fra Fagligt forum - DM

  • Ny bibel-oversættelse giver Adam og Eva joggingbukser på

    Sprogforskere, teologer og kommunikationseksperter samarbejder om en ny oversættelse af Bibelen, som er radikalt anderledes end den eksisterende. Den nye skal supplere den eksisterende, så det bliver muligt at vælge den bibelversion, der passer til formålet.
  • Den parterede konkubine - en grusom, glemt fortælling i Det Gamle Testamente

    Hvis man ikke tager fortællingerne i Det Gamle Testamente for pålydende, og i stedet læser dem som fortællinger om overgangen fra noget gammelt til noget nyt og fra lovløshed til orden, indeholder Bibelen et skatkammer af fortællinger, som handler om noget andet, end man skulle tro.
  • Nudging: Hvordan får man folk til at ændre adfærd?

    Moderne adfærdsforskning er i gang med at besvare, hvorfor vi ofte fejler i at omsætte vores gode intentioner til handling. Den tilbyder også en ny tilgang, der i bedste fald kan løse problemer som for eksempel madspild og fedme - og i værste fald kun kan købe os tid til at finde på endelige løsninger.
Sociale omkostninger.

Enig Mogens Michaelsen. De sociale følgeomkostninger ved dagpengeophør, der ikke erstattes af arbejde, er helt overskuelig for de mange mennesker, der intet kan få, må lade sig skille eller gå fallit. Jeg har et forslag undervejs,. for at få en økonomisk beregning, af hvad den sociale massegrav koster samfundet, og ulykkelige forældre og børn. Selv om nogle hovne politikere ikke ønsker den beregning.
Den økonomiske beregning håber jeg, kan få økonomernes støtte, efter samme model som utilsigtet hændelser i sundhedssystemet.

Landbrugsstøtten?

Synes da ellers jeg har hørt et eller andet sted, at landmændene får en smule i økonomisk støtte?

De er med andre ord delvist på overførselsindkomst.

Hvor bliver den så overført fra?

Hvad forskel er der på, om en arbejdsløs lønmodtager modtager understøttelse, eller en landmand får støtte?

En af forskellene er, at bankerne tjener fedt på landbrugsstøtten, fordi landmændene skylder dem det hvide ud af øjnene.

En anden forskel er, at understøttelsen til den arbejdsløse er mere nødvendig, fordi behovet for arbejdskraft svinger i et kapitalistisk system.

Ja, over 75% er i "arbejde", men...

...hvem sørger for at der kan udbetales løn til disse?

Det gør 1/3 af befolkningen inden for industri og landbrug!

Der er jo mange inden for disse 75% der lever af at klippe hinanden!

Er en papirnusser inden for det offentlige i arbejde?

Øget eksportmuligheder.

Eksporten skal naturligvis øges, hvis vi ud over skat (offentlig service) skal hæve det private forbrug.
Jeg har netop sendt et forslag til Industriens Pension om at tilføje nogle udvidelser af deres etiske regler ,således at de kan arbejde aktivt, og foretage investering af pensions midlerne med op til 1% i opkøb og bevarelse af regnskoven, så denne vidensbank ikke går tabt for evig.
Heri ligger uanede muligheder for på langt sigt ,at udvikle nye produkter og dermed nye arbejdspladser omkring eksport muligheder., der ellers ville gå tabt.
Jeg er sikker på ,at danske pensions opsparer massivt sammen med dansk industri ,vil støtte at denne investering kan blive virkelighed.

http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/se-hvor-meget-regnskoven-lider#...

@ Johan Sparre

At 1/3 er skaffedyr, som du kalder det, for 2/3 er det rene nonsense.

Over 76% af alle i den arbejdsduelige alder, er i arbejde, hvilket placerer Danmark helt i top, når det kommer til antallet af voksne arbejdsduelige i arbejde, på verdensplan.

Danmark har aldrig haft så mange i arbejde, både når det gælder antal og i procenter, som vi har nu.

Hold tonen tak

Redaktionen

Underminering af velfærd.

Når vi f.eks. sender vore børn på efterskole eller på et udveksling ophold i udlandet, er der ingen neutrale refundering der kommer i nærheden af den der refunderes til private skoler. (en ordning vi stadigvæk bør værne om)
Derfor bliver det de mindre bemidlede også bliver tabere her i uddannelsessystemet.
Politikerne prøver også, at undergrave udbetaling af folkepensionens grundbeløb, ved at ændre grundlaget den hidtil er udbetalt til behovsbestemt, ligesom tillæggene.
Her er pensionisterne heldigvis en stadigvæk voksende størrelse i befolkningen, der stadigvæk besidder et flertal i befolkningen, selv om nogle politikere prøver ,at splitte dette sammenhold og de rettigheder der gennem et langt arbejdsliv er betalt skat til.
Mange pensionister ønsker stadigvæk efter eget valg ,at bidrage aktivt til den velfærd vi har opbygget, men samfundet er ikke parat til modtage denne store arbejdsstyrke.

Ja, den er svær!

2/3 af befolkningen lever af 1/3 - de såkaldte skaffedyr.

Så rent politisk er skaffedyrene i mindretal, og har bare at makke ret, idet vi jo har flertalsdiktatur herhjemme.

John Sparre.

Dine udokumenterede påstande er blevet afvist på Videnskab.dk en gang se:
'
http://videnskab.dk/kultur-samfund/george-lakoff-socialister-ved-intet-o...

Behovsbestemte ydelser.

Dette begreb kan være et brud på den hidtil gældende velfærd, og en glidebane for øget brugerbetaling, og indførelse af dobbelt beskatning. Derfor tager jeg afstand for at anvende begrebet generelt. Naturligvis skal vi ikke skære velfærdsydelserne ned ,omkring dem der har det største behov.
Jeg er sikker på ,at det kan frigives økonomiske midler, til at gøre begge dele i den rækkefølge:
Ingen nedskæring på de grundlæggende sociale ydelser og de evt. økonomiske midler der kan være i overskud her, bruges til skattelettelser, ud over de evt. forbedringer der på nogle områder kan være ønskelig, f.eks. undervisning og en øget sundhedsmæssig insats.
Jeg syntes det er moralsk forkert, at betale skat af beløb der er blevet beskattet en gang, hvis det ikke kan være begrundet i ønske om en ændret adfærd.

@ Ove Kjær Kristensen

Et af problemerne, her og nu er jo, at man vil ikke vil spare på de universelle ydelser (de ikke behovsbestemte) men tværtimod på de differentierede ydelser (de behovsbestemte), hvilket sender de der har et reelt behov, dybere og dybere ned i en djævlekreds, med hvad det fører med sig af personlige og samfundsmæssige katastrofer, alt sammen for at beskytte den store middelklasse i midten.

De ca. 10-12% der hører til Danmarks dårligst stillede, forbliver i en situation der er for stadigt nedadgående.

Liliane Morriello 12. aug. 2012 kl: 07:09

Det sædvanlige: At trække "Nazi-kortet" når evner for saglighed er ikke-eksisterende.

Gab!

Selvfølgelig kan der sættes relationer mellem mangelfulde ydelser til danske pensionister - dem der har opbygget det danske samfund - bland andet mangelfulde ydelser til tandbehandling, og udgifterne til sociale flygtninge og kriminelle her i landet, samt den al for gavmilde "universelle ydelse" på 15 milliarder kroner om året.

Og læg mærke til: Jeg taler IKKE om indvandre der VIL Danmark!!

Skatten ned.

Naturligvis skal skatten ned, men uden at det går ud over vores velfærdsydelser. Det er mulig hvis de offentlige ydelser kan blive mere effektiv. Det kan de hvis medarbejderne belønnes for at finde besparelser, udenom lederne, således at de. f.eks.ikke skal frygte fyring, men naturlig afgang.Dette kan etableres sammen med de faglige org. således, at et godt arbejdsmiljø også kan forbedres, til gavn for glade effektive medarbejder, der i en sådan situation trives og yder det optimale. Derforuden skal pensionspengene ud og arbejde effektiv i etablering og udvikling af nye produkter og arbejdspladser, ud fra bæredygtighed.
Hvis vi f.eks. tager sygehus sektoren, er her allerede enorme beløb at spare, alene ved at lære af utilsigtet hændelser, ligesom der ikke i det sociale system, er indført indberetning af utilsigtet hændelser. Ved at indføre det her, kan det også spares enorme beløb.
Økonomerne har alle svigtet os her.

Ja det er jo nemt .....

....Johan Sparre, at skyde skylden på udlændingene, og også meget tyndt. Tænk at sætte behandlingen af danske pensionister i relation til udlændinge, dit indlæg lyder som nazisternes propaganda mod jøderne.

Om man vil være en del af verden, så vil fremtiden byde på det multikulturelle samfund, hvad enten man kan lide det eller ej, so get over it!

Den anden mulighed er selvfølgelig at vi isolerer os fuldstændig, uden kontakt til omverdenen overhovedet, gad vide hvor længe vi så ville overleve som land.

Universiel Ydelse?

Det går Danmark ind for!

Det er jo derfor vi har en tilstrømning af sociale flygtninge her til landet, samtidig med, at Danmark - via den universelle ydelse på 15 milliarder kr/år - fylder lommerne hos velbeslåede politikere/embedsmænd i de såkaldte u-lande.

Og tilstrømning af kriminelle udlændinge hvis lykke er gjort ved at komme i fængsel herhjemme med fuld forplejning og læge, og få "bisserne" ordnet.

Samtidig med en god underholdning i skuespillet "resocialisering"

Denne universelle ydelse til kriminelle udlændinge (i overvejende grad "kreative" østeuropæere der også i flere tilfælde indfører multiresistent tuberkulose) koster pt danske skatteydere 700.000 kr/dag

Hvis vi kunne få dette menneskelige affald smidt ud af landet, ville der være råd til at få samtlige pensionisters tænder herhjemme ordnet.

For 700.000 kr/dag er lig med 255.500.000 kr/år

Forvirrende måde at fremstille 'Univesalisme' på

For mig virker ordet universalisme og den måde det bruges på forvirrende, hvorvidt dette er fordi forfatteren af artiklen ikke selv forstår ordet eller det er bevidst spin, skal jeg lade stå usagt. Hvad skal vi forstå ved universalisme?

Velfærdsuniverlisme, således som jeg tolker det, har netop at gøre med velfærdsgoder der kan modtages, uanset indkomst og forudsætninger, derunder hører, fri og lige adgang til folkeskoler og uddanelsessystemet på alle niveauer.
Dertil hører også fri og lige adgang til syge- og sundhedsvæsenet, ligesom brug af de danske vejnet og offentlige logistik der fordrer privat befordring.
Og så selvfølgelig børnepenge, som alle automatisk har ret til, uanset situation eller indkomst. Automatisk medicintilskud, disse ydelser modtager man uden en forudgående evaluering og modtages enten helt automatisk og/eller uden forudgående henvendelse, osv.

Resten at vort velfærdssystem og de ydelser der er forbundet med det, kan ikke medregnes til de universelle velfærdsydelser. Da de alle på en eller anden vis er afhængige af nogle på forhånd fastsatte forudsætninger og derfor ikke gives til alle uanset, men kun på visse betingelser og under visse forudsætninger, og efter forudgående evaluering/ansøgning.

Men det lader til at forfatteren til denne artikel har dyppet pennen lige lovligt dybt i blækhuset med den dybt blå farve.

For det er mit indtryk at, når han taler om universelle ydelser, så medregner han også folke- og førtidspension, kontanthjælp, SU, og en hel række underliggende ydelser.

Men disse ydelser stiller krav i forhold til modtagelsen, kontanthjælp kræver at man ikke er i arbejde, at man søger arbejde, og at man accepterer tilbud om aktivering, så at sige uanset vilkårerne ved og i aktiveringen. Desuden kræver det, for gifte ansøgere, at for at få fuld ydelse, at ens ægtefælle ikke har en indkomst der er højere end det der svarer til en fuld kontanthjælp, og hvis den er større end dette, så falder modtagerens kontanthjælp propertionelt krone for krone med det ægtefællens indkomst overstiger beløbet svarende til kontanthjælpen, således at når ægtefællens indkomst overstiger det der svarer til 2 x kontanthjælp, så falder kontanthjælpen for ægtefælden helt bort.

E.g. To ægtefælder uden børn tjener henholdsvis 20.000 og 22.500 kroner om måneden, den første bliver arbejdsløs og kan af den ene eller anden årsag ikke få dagpenge, uanset at vedkommende er arbejdssøgende, tilmeldt jobcentret, accepterer aktivering, og opfylder alle forudsætningerne der kræves for at kunne modtage kontanthjælp kan vedkommende ikke få det, da ægtefællens indkomst på 22.500 brutto p/md, overstiger det beløb der svarer til 2 x kontanthjælp for barnløse. Det vil sige at et ægtepar i arbejde, som det ovenfor stående eksempel, fra den ene måned til den næste kan få deres hustandsindkomst tæt på halveret.

Samme eksempel kan gentages for et gift par med børn, her skal ægtefællen dog tjene over 28.000 brutto p/md, før kontanthjælpen falder helt bort.

Ved førtidspension er der også rigtig mange forudsætninger der skal opfyldes inden man er berettiget til at kunne modtage denne, lad os blot tage de mest øjensynlige, man skal være kronisk syg, sygdommen skal være uhelbredelig, eller hvis en medvirken på arbejdsmarkedet medfører yderligere forværrelse af borgerens helbred. Der må på ingen vis være nogensomhelst mulighed for medvirken på arbejdsmarkedet, end ikke med nedsat tid og/eller skånehensyn. Selv den mindste mulighed skal udnyttes, hvis der er en såkaldt rest-erhvervsevne tilbage, uanset næsten hvor lille denne måtte være.

Derudover er størrelsen af pensionen afhængig af om borgeren er det der politisk er blevet døbt, 'reelt enlig' eller 'samlevende'. Samlevende er man hvis man bor sammen med en anden person, som man teoretisk set kan indgå ægteskab eller registreret partnerskab med. Er man bosiddende med en person som man teoretisk set kan indgå ægteskab eller registreret partnerskab med, men som man måske af økonomiske eller praktiske grunde deler bolig med, får denne person automatisk forsørgerpligt overfor den de deler bolig med, hvis de to ikke står i et kærlighedsforhold til hinanden, kan dette dog fraviges, men det er op til de to borgere at bevise at de ikke står i et hverken seksuelt eller følelsesmæssigt forhold til hinanden, bevisbyrden ligger altså hos borgeren.

Er borgeren ikke 'reelt enlig' og i lovens øjne 'gift/samlevende' sænkes pensionen umiddelbart med mellem 15 og 20 %, uden hensyntagen til partnerens indkomst eller om partneren overhovedet har en indkomst. Herefter sænkes den yderligere i forhold til partnerens indkomst over det der svarer til pensionsmodtagerens pension, op til en vis indkomst. De samme regler gælder for folkepensionister.

Fænomenet kaldes gensidig forsørgelsespligt, og man behøver ikke have megen fatteevne til at vide at jo svagere borgeren i forvejen er stillet, jo hårdere rammer disse regler.

Flere og flere taler for at borgerne skal forsikre sig, imod dårlige tider, og dette er også helt fint for dem der har haft muligheden, men igennem en lang tid i 70erne og 80erne havde man generelt den opfattelse, at det at betale sin skat, det var en forsikring. Og udover arbejdsløshedsforsikring og for dem der havde råd, en privat pensionsordning eller kapitalpension, så var det at betale sin skat lig med at man var forsikret, skulle det på den ene eller den anden vis gå galt. Og man enten blev arbejdsløs og ikke kunne finde arbejde eller grundet sygdom ikke kunne arbejde. Først i slutningen af 80erne og vel ind i 90erne var arbejdsskadeforsikringer og erhvervsevnetabsforsikringer noget de færreste havde hørt om, og endnu færre tegnede.

Det vil sige, at var man kommet på arbejdsmarkedet i f.eks. slutningen af 70erne men grundet uhelbredelig sygdom ikke længere var i stand til at stille sin arbejdskraft til rådighed inden disse forsikringer blev almindeligt udbredt, så havde man 'kun' den offentlige førtidspension at falde tilbage på. Og i en tid som vi befinder os i nu, hvor man arbejder mere og mere hen imod, at private forsikringsordninger skal være fremtiden, bliver det stadigt sværere for disse personer at få en hverdag til at hænge sammen, idet der vil blive en større og større tendens til at rette ydelserne ind efter at modtagerne allerede har indkomst andetstedsfra.

Politikerne må gøre sig det klart at ønsker man en fremtid hvor det er private forsikringer der er vejen frem, så vil der i de næste 30-40 år være en gruppe af borgere der ikke nåede at komme med på toget af private forsikringer og, at man i lovgivningen må tage hensyn til dette.

Alle ydelser der skal erstatte en egentlig arbejdsindkomst burde også være helt individuelle og ikke afhængige af en evt. partner/ægtefælles indkomst, da disse burde være det som man kalder lønkompensationer.

At 'straffe' svage borgere ved at gøre dem endnu svagere, virker ikke befordrende for at borgeren kommer tættere på arbejdsmarkedet, men netop denne fattigdom vil være en ond nedadgående spiral.

Tanken om at lavere skatter for dem i arbejde, vil bringe flere af dem der ikke er det i arbejde er det rene nonsence. Dette ville måske virke i et samfund hvor der var mangel på arbejdskraft.

Og at universel velfærd er den mest omfordelende, er det rene sludder, fordi det begynder at minde om at man skal have det tilbage som man har betalt ind, uanset behov, og det ville ret beset munde ud i at vi ikke har noget velfærdssystem overhovedet.

Omfordeling for at gøre samfundet og dets borgere mere lige, kræver differentieret omfordeling, så de borgere der befinder sig på bunden af samfundet, kan få den støtte, financielt og personligt, der kan give dem styrken til at finde vejen tilbage til arbejdsmarkedet.

Dette sker her og nu ikke.

Progressiv skat

Der menes det princip, at velfærdsordninger gælder for alle - uanset indkomst. Altså at alene folks behov bestemmer om man er berettiget til ydelsen.

Universalisme i denne betydning må siges at forudsætte en meget progressiv indkomstskat (og derfor har man også et godt argument for at afskaffe progressiv beskatning, hvis universalismen er afskaffet).

universalisme

Hvad menes der med universalisme i denne sammenhæng ?

Seneste fra Kultur & Samfund

  • Derfor fejrer vi Halloween

    Græskar, lækkerier og hekse. Hvorfor kommer alt dette frem ved Halloween? Og hvorfor lige nøjagtig den sidste dag i oktober? Her får du svar på alt det, du ikke vidste om Halloween.
  • Forsker: Sådan mødte jeg ånderne

    Baluanerne, et folkefærd fra Papua Ny Guinea, tilskriver deres afdøde forfædre en særlig magt og evne til at handle. Videnskabsmænd opfatter derimod verden som et rationelt sted uden magi. En aarhusiansk professor prøver nu at få de to verdener til at mødes.
  • Forsker undersøger 'hjemsøgt hus' i Vejle

    I Vejle har horror-entusiaster indrettet et 1.100 m2 stort spøgelseshus med zombier, gale videnskabsmænd og klamme insekter. De har fået hjælp af monsterforsker Mathias Clasen, der samler data til sin forskning.
Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Mest sete video

Annonceinfo

Seneste kommentarer

Seneste blogindlæg