Han havde netop opdaget en skat med guld, sølv, glas og emaljerede genstande, vurderet til en værdi af 1.000.000£ (9.400.000 danske kroner, red.).
Det var særligt detaljer som disse, der tiltrak mediernes opmærksomhed. Dog bidrager fundet også med en fascinerende indsigt i vikingetiden.
Det er svært at sige noget præcist om indholdet af opdagelsen på nuværende tidspunkt.
Dele af den forbliver forseglet i en nøje dekoreret beholder. Alle genstandene skal bevares omhyggeligt og identificeres.
Det indledende arbejde tyder på, at der er mere end 100 genstande, samlet fra forskellige områder af vikingekolonisationen og deres plyndringer: fra Irland, Skandinavien og det Karolingiske rige, senere Frankrig, Benelux og Tyskland.
Skat fra slutningen af det 9. eller 10. århundrede
Nogle enkelte af genstandene skiller sig ud fra de indledende rapporter.
Det gælder blandt andet den karolingiske sølvlegerede beholder, et sølvkors, en meget elegant guldnål, der er formet som en fugl, og sølvarmringe stemplet med et karakteristisk diagonalt kors og lineære mønstre.
Stilen og formen på genstandene tyder på, at de sandsynligvis blev samlet sammen i slutningen af det 9. eller 10. århundrede.
Vikingerne handlede med guld og sølv
Fra Istanbul til Grønland, handlede vikinger ved byttehandler og med sølv og guld, hvilket kan forklare skattens blandede udtryk.
Genstande af guld og sølv blev handlet med ud fra deres vægt. Armringene kunne blive båret som en slags pengebælte (eller blot for at vise dem frem) for senere at blive skåret op og handlet med, når det var passende.
Andre genstande, som den overdådigt udsmykkede guldnål, kan være blevet vurderet ud fra sit kunstneriske udtryk såvel som vægt.
Den har muligvis været fremstillet til byttehandel eller som gave. Skatten indeholder også mange Hiberno-skandinaviske (skandinaviske bosættere i Irland) metalbarrer.
Hvorfor blev skatten ikke gravet op igen?
Et kristent kors i samlingen kunne tyde på, at der ikke kun var handlet med tingene, men at nogle af dem også var røvet.
Men eftersom den kristne konvertering af vikingerne er fastlagt til slutningen af det 9. århundrede, kan vi ikke med sikkerhed sige, at de mennesker, som samlede denne rigdom, var hedninge.
Og hvis skatten blev gravet ned i jorden af sikkerhedsmæssige årsager, hvorfor blev den så ikke gravet op igen?
Skatte er et almindeligt fænomen i vikingeverdenen, og de kan være tegn på politisk ustabilitet, såvel som på magt og rigdom.
Opdagelsen af en kæmpe handelsrute
Hvad lavede vikinger i Dumfriesshire på denne tid? I dag er området ikke en stor handelsvej, men hvis vi går 1.000 år tilbage i tiden, så tingene noget anderledes ud.
Den irske søvej var en nøglerute for vikingeskibe, som sejlede mellem Skandinavien, Kontinentaleuropa og Irland. Vikinger plyndrede først de vestlige områder i Skotland i de sidste år af det 8. århundrede.
Ved slutningen af det 9. århundrede havde de etableret bosætninger i Hebriderne og Firth of Clyde og etableret havne langs den irske østkyst, med Dublin som den mest kendte.
Den nordlige del af Solwaykysten, som Dumfriesshire er en stor del af, blev trukket ind i dette vikingehandelsnetværk.
Rigdommene, som strømmede ind i Det Irske Hav, tiltrak vikinger for at handle og slå sig ned i denne nordlige del af Solway.
Andre skatte er tidligere fundet i området
En anden skat, som først blev opdaget i 1912, blev anbragt ved Talnotrie i Kirkcudbright omkring år 875, ikke langt fra den nye opdagelse (hvis placering endnu ikke er blevet afsløret).
Indholdet i Talnotrie-fundet omfattede blandt andet to fragmenter af kufiske mønter og et fragment af en frankisk mønt, kendt som denier.
Det har formentlig altsammen bevæget sig mellem vikingehænder.
Tilfældige fund af vikingemetalhåndværk i dette område indbefatter en udsmykket blyvægt fra Gallaberry i nærheden af Dumfries og andre vægte fra Lochmaben, 6,5 kilometer vest for Lockerbie. Der er også hedenske vikingegrave i området.
Vikingerne kom ikke kun for at kæmpe og handle
Et kremeringsgravsted sammen med en sølvarmring og en ravperle blev fundet i Crossmichael tæt på Castle Douglas i det 18. århundrede.
En vikingekrigers gravsted dukkede op ved St Cuthberts kirkegård i Kirkcudbright. Denne indeholdte et sværd, en ringnål og en perle (som tegn på, at smykker, ligesom våben, var værdsat i Valhalla).
I en anden krigergrav, som blev fundet ved Carronbridge, nord for Dumfries, var der et sværd, en ringformet broche og et segl.
Seglet peger mod, at vikingerne kom til området for at dyrke landbrug, og ikke kun for at kæmpe og handle.
Stednavne som levn
Stednavnsbeviser fra Dumfriesshire vidner om regionen som en kulturel korsvej, med navne på engelsk, norrøn, gælisk og det gamle sprog britannisk.
Vikingemigranter slog sig ned fra Nordvestengland, Irland og Vestskotland, formentlig som en elite mere end som en massemigration.
Landsbyen Tinwald i Dumfriesshire kommer fra det gamle norrøne ord ’Þing’ (eller forsamling, råd).
Det er et lokalt forsamlingssted, som antyder, at vikingerne udøvede jura og ledelse på samme vis, som i deres hjemlande eller på Isle of Man (hvor vikingetidens forsamling eller ’tingsted’ ved Tynwald stadig er hjemsted for det lokale parlament).
Området VAR under stor indflydelse fra vikinger
Der er stadig meget, vi ikke ved om vikingerne fra dette område. Vi har ingen skriftlige kilder, så vi må basere næsten al vores viden på stednavne og arkæologiske opdagelser.
Vi ved for eksempel ikke engang, hvem der regerede Dumfriesshire på denne tid.
Vi finder måske ud af mere, når det nye fund bliver studeret ordentligt i løbet af de kommende måneder, men det har i hvert fald udfordret tidligere formodninger om, at området ikke var under stor indflydelse fra vikinger.
Migration og global handel er ikke et moderne fænomen
En ting vi ved, er at vikingetiden var en periode med radikale politiske, økonomiske og kulturelle udfordringer i Storbritannien og Irland.
Samlingen af fund, herunder skatte, gravsteder og bosætninger i områderne, der omgiver Det Irske Hav understreger dets rolle som ‘vikingesø’.
I disse dage var havet snarere en rute for kommunikation end en hindring. De nye opdagelser fra Dumfriesshire viser, at immigration og international handel ikke er et moderne fænomen.
Mens vi fortsat arbejder på at samle puslespillet om vores fjerne fortid, er dette en påmindelse om, at tingene nok har ændret sig i langt mindre grad, end vi måske forestiller os..
Clare Downham arbejder hverken for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
